Jesus for begyndere

To forskere, der begge er specialister i bl.a. Det Nye Testamente, udgav kort før jul en lillebitte kort bog om Jesus. Én hver, altså.

Man skulle tro, at det i så fald var nok at læse den ene. Jesus er jo ikke akkurat et uudforsket emne, og begge fokuserer vel på det vigtigste? Men nej. Man skal lede meget længe for at finde noget betydeligt overlap mellem de to forfatteres fremstilling af deres emne. Jeg må stærkt anbefale den Jesus-interesserede at læse begge bøger. Man vil både lære en masse af dem begge og samtidig få en højst interessant oplevelse af, hvor forskelligt et tilsyneladende ligefremt emne kan gribes an.

Det drejer sig om Kasper Bro Larsen, Jesus (Aarhus Universitetsforlag 2018), og Kasper Dalgaard, Jesus (Bibelselskabets Forlag 2018).

Jesus i historien

Bro Larsens bog (i den århusianske serie af Tænkepauser) er hovedsagelig lagt an som en gennemgang af Jesus’ liv. Der lægges ganske vist ud med en grundig redegørelse for, hvor meget – eller rettere sagt, hvor lidt – vi sådan i strengt historisk forstand kan vide om Jesus. Hvad findes der af kilder, i Bibelen og udenfor den? Hvor mange af deres oplysninger kan man regne med? Har Jesus overhovedet med nogenlunde sikkerhed eksisteret?

Forfatteren erklærer sig som ”moderat pessimist” med hensyn til, hvor meget vi kan sige om ”den historiske Jesus”. Pessimist er han afgjort, i den forstand at han griber projektet an på ganske samme måde, som hvis det drejede sig om enhver anden oldtidsskikkelses livshistorie. Tænk det evt. igennem en gang: Det kan være svært nok at sige noget troværdigt om Sokrates’ eller de romerske kejseres liv; men her har vi at gøre med en håndværkersøn fra en provinsby i udkanten af omtrent den mest ubetydelige provins i det romerske imperium, som lavede lidt rav i den kort før sin død, men først blev verdensberømt i årene efter at han ikke længere var til stede. Hvor nemt er det at sige noget om, hvad der præcis foregik, da han blev født? Verdensberømmelsen (ordet er naturligvis en underdrivelse, men hvad skal man gøre?) gør sådan set kun tingene værre, for da først troen på Kristus bredte sig som ild på et høloft, var villigheden til at samle overleveringer om Jesus naturligvis større end den kritiske sans.

På den anden side er Bro Larsen en yderst optimistisk form for pessimist, i den forstand at han overhovedet giver sig i kast med projektet. Mange af hans kolleger vil ikke røre tanken om, at man overhovedet kan skrive Jesus’ historie, med den yderste ende af en pegepind. De foretrækker at se sådan på det, at vi kun kan vide noget om den tidlige kristendom og dens fortællinger om Jesus. Manden selv ligger så at sige begravet under troen på ham.

Så let lader Bro Larsen altså ikke Jesus slippe. Både arkæologien, historieforskningen og Bibelen er med til at kridte Jesus’ hjemmebane op: Galilæa under romersk besættelse (eller ’udkants-Palæstina’, som Bro Larsen kalder det). Og derefter er vi klar til historien om heltens fødsel – der i historisk lys nok har mere med Nazaret end med Betlehem at gøre. Og hvornår blev Jesus egentlig født? Også det når vi rundt om.

Men lige som evangelierne – der udgør langt hovedparten af kildematerialet – må Bro Larsen naturligvis koncentrere sin skildring om de sidste 3-4 år af Jesus’ voksne liv. Hans karriere som gadeprædikant, vagabonderende filosof, helbreder, historiefortæller og uautoriseret fortolker af Moseloven bliver skildret spændende og med løbende sideblikke til, hvad man véd om andre, lignende skikkelser. Og det er trods alt ikke så lidt.

Imidlertid er det jo først og fremmest hans livs afslutning, der gør Jesus til noget specielt. Og hvad var det egentlig, han blev henrettet for? Den kristne teologi véd, at det egentlige formål var noget med at overvinde døden, men dét har Pilatus’ sekretær næppe skrevet i politirapporten. Mange har ment, at Jesus blev henrettet som politisk oprører. Det var ikke vanskeligt at blive. Men der er påfaldende lidt i det, der er overleveret, der peger på, at bevæbnet modstand indgik i Jesus’ program. Snarere var han en religiøst-politisk samfundsrevser lige som profeterne i Det Gamle Testamente. Og det har hurtigt kunnet blive til en tilspidset konflikt mellem ham og den teologiske elite i hans samtid. Om præsterne så har tørret konflikten af på Pilatus, eller Pilatus på eget initiativ har vurderet, at den jødiske opvigler fra Nazaret var skadelig for ro og orden, er ikke nemt at afgøre.

Det kapitel i historien, som har gjort, at nogen overhovedet interesserer sig for Jesus knap 2000 år efter, er naturligvis det, der udspiller sig efter hans død: Hvor rygtet om, at han blev levende igen, breder sig, og han i sine tilhængeres øjne går fra at være Guds budbringer til – på én eller anden måde – at være Gud selv. Også her går Bro Larsen strengt historisk til værks og fører os gennem de forskellige teorier om, hvorfor Jesus-bevægelsen overlevede hovedpersonens henrettelse, og videre på en ultrakort tur gennem den tidlige kristne litteraturhistorie: Fra Paulus’ breve gennem de fire påfaldende forskellige fremstillinger i evangelierne. Det er flot, at man kan lære så meget på så lidt plads.

Historierne om Jesus

Dalgaard vælger en anden tilgang. Ja nærmest den diametralt modsatte. Det tætteste han kommer på ”den historiske Jesus” er i et par linjer på s. 61 at forklare, at vi faktisk ikke véd noget om ham overhovedet. Fokus er 100% på den fortalte Jesus: Ham man kan læse om i religiøse skrifter af de mest forskelligartede slags.

Men det er så også omtrent den eneste begrænsning. Bogen dækker, med Dalgaards egne ord, ”700 års forskellige opfattelser af, hvem Jesus (også) var”. Først i form af en grundig og spændende gennemgang af Det Nye Testamentes højst varierede præsentationer af Jesus. Det klares på 47 sider, hvad man nok få koldsved af, når man til daglig omgås folk, der skriver 500 sider lange afhandlinger om mindre petitesser; men Bro Larsen behandler på den anden side det samme stof på i alt 37 linjer (s. 56-57)! Så Dalgaards gennemgang af den nytestamentlige Jesus’ vej fra galilæisk prædikant i Markus-evangeliet til himmelkonge i Johannes’ Åbenbaring er i denne genres sammenhæng udpræget grundig og lærerig.

Bogens andet afsnit hedder ganske vist ”Den historiske Jesus”, men her tænkes ikke på de historiske begivenheder ”bag” evangelierne, men på den historie, der fulgte efter: Hvad skrev romerske og jødiske autoriteter om Jesus, da han var blevet så meget superstar, at ingen kultur kunne ignorere ham? Og hvad er det for en udvikling, der sker med synet på Jesus i den officielle kristendoms mest tungtvejende tekster: De trosbekendelser, som bliver til, da man skal tænke Jesus-troen konsekvent igennem? Og endelig: Hvad med ”kætterne”, dvs. de grupperinger af Jesus-troende, som så at sige bidrager negativt til trosbekendelserne ved at have dé ”forkerte” opfattelser, som den vindende kirkeretning tog afstand fra: Hvordan så kætternes Jesus ud?

I den sidste hoveddel bevæger vi os endnu længere ud: De kulørte fortællinger om bl.a. Jesus’ barndom, som har inspireret fx Selma Lagerlöf, får sit eget kapitel, og det samme gør en række ”kætterske” eller ”gnostiske” evangelieskrifter som Thomas- og Filipsevangeliet. Dette kapitel har en hel del overlap med det førnævnte kapitel om kætternes Jesus, men logikken er vist, at skrifterne her bliver præsenteret på deres egne præmisser, mens de første gang blev set i lyset af storkirkens afstandtagen. Det fungerer alt sammen fint.

Grunden til, at det akkurat er de første syv århundreder, der dækkes, kommer frem i det sidste kapitel: Her præsenterer Dalgaard ”den muslimske Jesus”, dvs. Koranens beskrivelse af Marias Søn Jesus. Det er velkendt for mange, at Koranen har betydeligt mere at sige om Jesus end om Muhammed, men det er de færreste der får læst sig igennem Koranen på egen hånd, og her kommer Dalgaard altså til undsætning på et centralt punkt. Det er alt i alt en imponerende rundvisning i et fascinerende religionshistorisk raritetskabinet, der tilbydes i den relativt lille bog – som dog er mindst dobbelt så tyk som Bro Larsens.

Ordsalat

Én ting studser man over: Dalgaards bog er utroligt sjusket skrevet. Det vrimler med ufrivilligt morsomme vendinger som disse:
* ”fristelsen af Satan”. (At friste Satan aftvinger alligevel respekt, tænker læseren. Men det drejer sig nu nok om episoden, hvor Satan frister Jesus).
* Jesus ”omgik helt almindelige mennesker”. (Det var da ikke pænt af ham!).
* ”Uden at gå for meget ind i den komplicerede tidshistorie så overtager romerne området i år 63 f.Kr.”. (Det var da godt, at romerne i det mindste undlod at ”gå for meget ind i” tidshistorien …).
* ”betydningen af hans [kejser Konstantins] beslutning kan ikke undervurderes”. (Var han virkelig SÅ ligegyldig?)

Eller sætninger, der helt enkelt ikke hænger sammen:
* ”Baggrunden … er, at en god historie ikke kan fortælles for mange gange og på et utal af nye måder”.
* ”At tingene gentages flere gange i skriftet …, er blot det, der har inspireret forfatteren.” (Forfatterens egne gentagelser har inspireret forfatteren? Eller hvad?).
* ”Jesus … fungerer dels som det, der sætter menneskehedens skabelse i gang, men som også er den, der fortæller dem om vejen til frelsen”.

Eller formuleringer der bare er uacceptabelt klodsede i skriftsprog:
* Jesus har eksisteret ”før skabelsen blev skabt”.
* Paulus var ”på en mission for Gud om at være missionær”.
* De kristne ”skændes konstant indbyrdes om for eksempelvis, hvem og hvad Jesus er”. (”For eksempelvis”?)
* Til sidst i bogen tilbydes ”svaret på det spørgsmål, vi spurgte os selv om i begyndelsen”.

Dalgaard udvider desuden sproget med gloser som ”misbehag”, ”at stjernetyde”, at noget sker ”gentagende” gange, og at ”budbringe ned” (det talende kors – en særlig feature i Petersevangeliet – ”har været på en mission for Gud til dødsriget, hvor det har budbragt nyheden om Jesus ned til de døde”).

Sjuskeriet omfatter til tider også fagsproget og det indholdsmæssige: S. 46 regner han Hebræerbrevet med til den gruppe af breve, som er ”yngre værker, skrevet i den kendte Paulus’ navn”. Men der står intet i Hebræerbrevet om, at det skulle stamme fra Paulus! (At nogle kirkeretninger senere har givet Paulus æren, kan man ikke holde skriftet selv ansvarlig for).

På s. 92 er Maria Magdalene i Filipsevangeliet ”intet mindre end Jesus’ hustru”, på s. 107 er hun ”Jesus’ kæreste her på jord”. – Realiteten er, at hun kaldes koinônós (græsk) og hôtre (koptisk), der kan betyde fælle, kollega, følgesvend, kompagnon – eller i enkelte tilfælde ægtefælle eller seksualpartner. At Dalgaard vælger den saftigste forståelse uden med et ord at antyde, at det netop er et valg, er én ting (det er jo ikke en doktordisputats). Men hvorfor kan han ikke engang blive enig med sig selv om, hvorvidt de to var gift eller ej? Det er forvirrende for læseren, som kan ende med at tro, der henvises til to forskellige skrifter.

På s. 111 får vi at vide, at den ’gnostiske’ tænker Valentin opdelte mennesker i tre kategorier, nemlig ”de kødelige”, ”de åndelige” og ”de spirituelle”. Læsere, som godt ved, hvad ”ånd” hedder på engelsk eller på latin, vil nok studse lidt over, hvad forskellen på de to sidste kategorier dog kan være. Tilsyneladende har Dalgaard halvt om halvt kunnet huske den valentinske skelnen mellem ”kødeligt”, ”sjæleligt” og ”åndeligt”, og har ikke gidet at slå den op.

Dalgaard sparer i øvrigt konsekvent en stavelse, når han omtaler Valentins tilhængere, der ellers på dansk hedder valentinianere; i bogen her er de ”valentianere”, altså tilsyneladende tilhængere af ”Valentius”, hvem det så end kan være.

Man får det indtryk, at Dalgaard simpelthen har lagt en tændt diktafon på sit kateder, og så har snakket løs til sine studenter i knap 3½ time – vittigt, vidende og indholdsmæssigt velstruktureret, men i et sprog, hvor ord og sætninger falder over hinanden som en døddrukken mand over sine egne ben. Derefter er en båndudskrift øjensynlig blevet sendt direkte til trykkeren, uden at man på forlaget overhovedet har læst materialet igennem. – Jeg er faktisk lidt chokeret over at se en begavet forfatterspire med hårdt brug for lidt hjælp blive ladt så ubarmhjertigt i stikken af sit forlag.

Dalgaard er sikkert en blændende underviser og foredragsholder. Men det talesprogsagtige præg gør desværre ikke bogen letlæselig. Tager man LIX-tallet på et tilfældigt opslag i de to bøger, så ligger Dalgaard på 51 (”svær”) mod Bro Larsens 41 (”middel”). Årsagen er de umådeligt lange sætningskæder, som Dalgaards småsludrende stil ofte giver anledning til.

Og nu vi er ved det formelle: Det burde være muligt i det 21. århundrede at få et professionelt lay-out-program på et forlag, der ikke er ukendt med Bibelen, til at undlade orddelinger som ”Markuse-vangeliet” (s. 28) og ”Johannese-vangeliet” (s. 41).

Politur

Bro Larsens bog udgør på dette punkt den absolutte modsætning til Dalgaards. Tænkepausen om Jesus er så tjekket, elegant og poleret som en plade med Steely Dan. Man fristes til at tro på rygtet om, at Aarhus Universitetsforlag har en forlagsredaktør fuldtidsbeskæftiget alene med at pudse Tænkepause-skribenternes manuskripter af. Men akkurat Bro Larsen har måske ikke behøvet det. Han er i forvejen kendt som en mand med en uhyre spids og elegant pen. Det er lige før de mange vittige ordspil og illustrative antydninger helt kan tage opmærksomheden væk fra de væsentlige ting, der faktisk siges. – Men så kan man jo bare læse de 54 små sider en gang til!

Det kan man i øvrigt rolig gøre med begge bøger. Der er meget at hente.

Himmerigsmundfuld

At Bibelen kan læses som en bog om mad, er måske ikke den første tanke, der falder én ind. Men det er faktisk ret nærliggende. Størstedelen af Bibelen – nemlig Det Gamle Testamente – handler om, hvordan man skal bære sig ad med at opretholde livsmulighederne på jorden, enten som menneske i almindelighed eller som israelit.

Og en israelit er i den sammenhæng ikke andeledes stillet end alle andre: Der skal mad på bordet, ellers kan det være lidt lige meget med alt andet; og maden får man kun, hvis der er tilstrækkelig frugtbarhed, altså hvis kornet står godt på marken og fårene føder rigeligt med lam. Man er altså afhængig af omstændigheder, man ikke selv kan kontrollere (regn, bl.a.); og pointen med det hele er at få noget at spise.

Der er imidlertid meget mere på spisekortet (om jeg så må sige) end overlevelse, når man kigger nærmere efter, hvilken rolle mad spiller i Bibelen. Dét har min kloge kollega Anne Gudme gjort i sin seneste bog ”Himmelsk føde og forbuden frugt”, som er en del af en ny serie korte og letfattelige bøger om væsentlige bibelske emner.

Man kommer imponerende vidt omkring på 130 små sider: Menuen omfatter både hårde arkæologiske kendsgerninger, jordnære bibelhistoriske fortællinger, og den vildeste gang surrealistisk billedsprog med mad som drivkraft.

Forretten er et kapitel om, hvad vi faktisk véd fra udgravninger og andre kilder, om hvad man spiste og drak i Bibelens verden. Bibelteksten selv giver, som forfatteren påpeger, det indtryk, at israelitterne var nogle forhærdede kødædere, der ikke regnede grønsager for ret meget. Dog siger det måske mere om den måde, man taler om mad, end om hvad der faktisk var mulighed for at sætte på bordet. Kød var en luksus. Men folk der kunne skrive, hørte også til den del af samfundet, der havde adgang til luksus. Grød og brød har været det der i praktisk fyldte mest i maven for de fleste.

Berømte bibelske måltider lige fra frugten som Eva plukkede, over det jødiske påskelam, og til Jesus’ sidste aftensmåltid, bliver naturligvis gennemgået, og man får et væld af spændende oplysninger om dem alle. De sidste to er jo i øvrigt sider af én og samme sag, for det sidste måltid Jesus spiste var (i hvert fald ifølge de tre første evangelier) netop et påskemåltid. Det kan så få én til at spørge, hvorfor der ikke bliver sagt et ord om lammesteg, men kun noget om brød og vin? Det svarer bogen også på: Det handler om evangeliernes særlige formål med overhovedet at fortælle om dét måltid.

En særlig effekt af mad er, at man ikke blot bliver mæt, men også bliver en del af et fællesskab: De som spiser sammen, bliver sammenspiste. Og når israelitterne bringer ofre af slagtede dyr på alteret uden for Jerusalems tempel (samt forskellige andre steder, inden templet bygges), så er den vigtigste funktion måske netop, at offeret er en fællesspisning. De fleste offerdyr bliver nemlig fordelt på tre modtagere: Den israelit, som er kommet med dyret, får kødet til sig selv og sin familie. Præsterne ved templet får dyrets højre lår (en slags kirkeskat). Og Gud selv ”spiser” knoglerne og indvoldsfedtet, idet de brændes af og stiger op til ham som røg. Det er ikke så sært at processen kaldes ”at glæde sig for Guds ansigt”.

Og sådan går man fra den ene lækkerbisken til den næste i bogen. Både mænds og kvinders rolle i køkkenet, regler for hvad man (ikke) må spise, og madens modsætning, faste og askese, bliver kyndigt behandlet. Og hvis man har brug for en lille skarp til at klare ganen, så er der et kapitel om ”monstrøs mad”, hvor der fortælles både om profeten Ezekiel, der så hvordan Gud puttede Jerusalems indbyggere i en gryde og kogte stuvning af dem, og endnu værre ting fra historier om belejrede byer i bl.a. Kongebøgerne. Alt sammen serveret med stor faglig dygtighed – men garanteret letfordøjeligt.

En stærkt anbefalelsesværdig mandelgave. Velbekomme!

Marias evangelium

Man hører til tider folk fortælle, at ”Der er jo blevet fjernet skrifter fra Bibelen i tidens løb”; særligt avancerede konspirationsteoretikere kan ligefrem fortælle, hvilket kirkemøde i 4. årh. efter Kristus det foregik på.

Det er ganske vist noget vrøvl, men sandheden vil i nogles øjne være endnu mere provokerende: realiteten er, at ind til midten af 300-tallet fandtes der sådan set slet ikke noget Ny Testamente.

Der fandtes de skrifter som står i Det Nye Testamente, og de blev stort set alle anset for hellige og forpligtende i hele den kristne verden. Men foruden dem fandtes der en masse andre skrifter om Jesus og hans første tilhængere, og der var kristne menigheder, der betragtede dem som lige så vigtige og værdifulde. Og selv om man altså havde et klart begreb om, at mange af de kristnes egne skrifter var Hellig Skrift på samme måde som Det Gamle Testamente, man havde arvet fra jøderne, så var der endnu ingen der definitivt havde truffet en forpligtende beslutning om, præcis hvad der hørte med, og hvad der var udenfor.

De skrifter, som var i omløb blandt kristne, men som der i sidste ende ikke var enstemmig opbakning til at anse for ”bibelske”, udgør en spraglet og rasende spændende litteratur. Og i løbet af det 20. århundrede er mange af dem, som ellers var gået i glemmebogen, dukket op ved fund bl.a. i Egypten.

Men selv om de er spændende, kan man ikke altid påstå, at de er lettilgængelige. (Vi som læser selve Bibelen til daglig, er dog måske tilbøjelige til at overse, at dén også kan være ganske svær at trænge ind i). Så der er grund til at glæde sig, når eksperter på feltet bruger energi på at dele ud af deres viden.

Det er akkurat hvad ph.d. Marianne Aagaard Skovmand, der er sognepræst på Fyn, gør i sin nye bog: Hun nøjes ikke med at oversætte en af sine favorittekster, Mariaevangeliet, til dansk (det er gjort et par gange før, som man kan se i denne oversigt i PDF-format), men fortæller også hele baggrundshistorien og gennemgår indholdet i den fascinerende tekst.

”Mariaevangeliet” er ikke blot en titel, nutidens forskere har givet teksten, fordi Maria spiller en stor rolle, det er den betegnelse, som en skriver i oldtiden selv anbragte nederst på den sidste af de 19 papyrussider, som evangeliet fylder. Eller ”har fyldt”, skulle man måske sige, for de første seks sider er forsvundet, og det samme gælder fire sider midt i teksten. Men der er altså ni tilbage, og slutningen er bevaret – og dengang var det almindeligt at anføre titlen til sidst.

Der, hvor vi kommer ind i teksten, på s. 7 af håndskriftet, er ”Frelseren”, dvs. Jesus, i færd med at besvare spørgsmål fra sine tilhængere, bl.a. Peter. Derefter tager han afsked med dem, sender dem ud i verden for at fortælle sit budskab videre, og ”går bort”. At han går bort, henviser nok til hans død (som jo beskrives mere detaljeret i de evangelier, der er med i Bibelen), for disciplene bliver fortvivlede og tør ikke foretage sig noget, for ”Når de ikke skånede ham, vil de da skåne os?”

Hjælpen kommer fra en uventet kant: Det er hverken Helligånden eller en ledende mandlig discipel, der hanker op i de fortvivlede, men derimod Maria Magdalene, der tager ordet og sætter nyt mod i forsamlingen. De giver sig straks til at ”diskutere Frelserens ord sammen”, og Peter opfordrer Maria til at sætte dem ind i, hvad hun lærte af Jesus.

Så vidt man kan se, har hendes redegørelse fyldt de næste 6-7 sider, så selv om der mangler 4 sider midt i hendes belæring, har vi både begyndelsen og slutningen. Den særlig indsigt hun har at give videre, har hun modtaget i et syn, og den omfatter blandt andet en beskrivelse af sjælens rejse forbi syv skadelige magter, der vil hindre dens frelse. (Allerede her mærker man både lighederne og de ret drastiske forskelle på denne tekst og det man er vant til at læse i Det Nye Testamente).

Efter Marias redegørelse bryder der et skænderi ud mellem disciplene: Andreas beskylder Maria for at have fundet på det hele selv, og Peter er skeptisk over for tanken om, at Frelseren skulle have fortalt de vigtigste hemmeligheder til en kvinde. Levi taler imidlertid de mandlige brushoveder til rette, og hele forsamlingen ender med at gå ud ”for at undervise og prædike” – på sin vis en slutning, der svarer til fx Matthæusevangeliet: Der hvor teksten ender, begynder kirkens historie. Men samtidig får man altså indtryk af, at indholdet i den prædiken, de skal ud at holde, har et lille twist i en anden retning end man kunne have ventet ud fra de bibelske evangelier.

Det er en fascinerende og letlæselig bog, Marianne Aagaard Skovmand har begået. Det er i forvejen almindeligt kendt, at hun er én af det lille dusin mennesker i Danmark, som har ekspertviden og sprogkundskaber til at læse akkurat disse tekster på en virkeligt professionel facon. Vi kan nu konstatere, at hun også kan gøre folk uden forhåndsviden klogere på emnet på fornemste vis.

(Hvis man efter læsningen slet ikke kan nære sig, kan man bl.a. læse mere om Mariaevangeliet i Lone Fatums bidrag til bogen “Den hemmelige Jesus“, som står på 51 af landets biblioteker – og kan købes hos forlaget Eksistensen).

Dracula som bibellæser

manteuffelMan siger tit om gode bøger, at de kan læses ”på flere niveauer”; fortællingerne om Mumitroldene er skægge og spændende historier om en flok spøjse gummidyr, der dytter rundt i en dramatisk, men i sidste ende nogenlunde tryg eventyrverden; og samtidig er det skildringer af angst, ensomhed og fremmedgørelse – og lyset der skinner i mørket. Hvis jeg læser dem højt for en 7-årig, får vi begge noget værdifuldt ud af det, men næppe det samme.

En fortælling kan også rumme flere niveauer for én enkelt læser på en og samme gang. Et godt eksempel er Peter Tudvads vampyrroman ”Manteuffel: Fragmenter af en udødeligs levned”. Den skildrer grev Friedrich von Manteuffels liv i 1500-tallets Europa. Som ung deltager han i nedkæmpelsen af det bondeoprør, som man ofte hører om i forbindelse med Luther. Og 87 år senere, i en alder af 120 år, men stadig med et ansigt som en mand midt i trediverne, bliver han anklaget for sælsomme og uforklarlige forbrydelser, men kan kun henrettes med den pæl gennem hjertet, som vi fra bl.a. Dracula-film kender som det probate middel mod vampyrer.

Det er en fængende, letlæst og både spændende og underholdende roman, hvis man ikke tænder af på de mere ulækre aspekter, som nu engang hører genren til.

Grev von Manteuffels karriere er som sagt vævet sammen med bl.a. Martin Luthers, og sideløbende med grevens transformation fra menneske til monster gennemgår han også en teologisk udvikling. Her er altså mere på færde end blod og uhygge. Greven starter som ukritisk tilhænger af den lutherske reformation og diskuterer bogen igennem med synspunkter både ”til venstre” og ”til højre” for Luther – og ikke mindst med sig selv. Og han ender teologisk et ganske andet sted end han startede. I øvrigt er det måske lidt forenklet at kalde ham et monster: På de fleste af bogens sider har han selv ordet i form af breve og dagbogsoptegnelser (den samme litterære form som i Bram Stokers klassiske bog om Dracula, hvor det imidlertid ikke er vampyren selv, der kommer til orde, men menneskene omkring ham), og man kan ikke undgå at få en betydelig medfølelse med ham.

Det mest spændende i akkurat denne sammenhæng er imidlertid, at greven nærmest ikke kan sige tre sammenhængende sætninger, uden at én af dem er et bibelcitat. Og han er en djævelsk kreativ bibellæser. Velkendte passager fra den hellige skrift bliver citeret ordret og uforvansket, men i en sammenhæng der får dem til at betyde ting, det aldrig var faldet læseren ind, at de kunne sige.

Man behøver ikke sidde og slå efter i Bibelen (eller hænge sig i de mange steder, hvor Manteuffel slår over i latin; betydningen fremgår af sammenhængen, selv på de steder, hvor der ikke direkte oversættes). Sagen er jo netop, at den blodtørstige greve gør bibelordene til sine egne og taler ved hjælp af dem, når han skal fortælle sin utrolige historie. Selv hvis man ikke anede, at der er tale om citater, ville det altså fungere glimrende. Men jeg skal da ellers lige love for, at den i forvejen medrivende fortælling får ”et ekstra niveau”, når man skeler til, hvor de bibelske vendinger oprindelig kommer fra. Jeg garanterer, at det vil løbe almindelige bibellæsere koldt ned ad ryggen, når greven i det næstsidste kapitel får lov at sige et sidste ord til sine dommere og svarer dem med et citat fra slutningen af Matthæusevangeliet.

Fascinerende julegave til både gyserfans og kirkeinteresserede.

Stor opstandelse

Melkite-Church-of-the-Annunciation-JerusalemPaulus var blevet arresteret. Efter årelange rejser i det østlige Middelhavsområde var han vendt hjem til Jerusalem, og på selve den hellige tempelplads var han kommet i klammeri med en gruppe af sine jødiske landsmænd der misbilligede hans fortolkning af den jødiske lov. Og hvis ikke den romerske garnison havde taget ham i forvaring, var han nok blevet lynchet.
Nu blev han fremstillet for det jødiske råd – en slags kombineret højesteret og religiøst lærdomscenter. Og her begår han så en retorisk genistreg og splitter sine modstandere ved at spille på at de er stærkt uenige om hvad der venter en from jøde efter døden:

Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og sad-dukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele. Der blev en voldsom råben og … sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus.

(ApG 23,6-10)

Mange forskere mener i dag at Apostlenes Gerninger nærmest er en from novelle, og at vi kun kan vide noget om Paulus fra hans egne breve. Men derfor kan den historie der bliver fortalt, jo godt afspejle virkelige religiøse forhold i hans samtid. Og teksten skærer på tydeligste vis ud i pap at jødedommen på Jesus’ tid ikke var en éntydig lære, men et sammensurium af partier og retninger: Alle havde templet og Loven som fælles fundament, og derfor havde de råd til at være uenige om stort set alt andet. Og farisæerne troede altså på opstandelsen, ganske som de kristne, mens saddukæerne mente at dét stod der ikke noget om i Loven.

De mange jødiske partier
Men der var flere holdninger end de to vi lige har ridset op: Hos den jødiske historiker Josefus opdeles jøderne i tre partier: farisæere, saddukæere og essæere. Essæerne indtager en form for mellemstandpunkt: De mener, at

legemerne er forgængelige og materien ubestandig, men sjælene er udødelige og består altid … Og samstemmende med grækernes sønner erklærer de, at der på den anden side af oceanet er et opholdssted for de gode … Men de onde henviser de til en mørk og kold afkrog, fuld af uophørlige straffe.

(Den Jødiske Krig 2. Bog 154-55)

Ud over saddukæerne som helt afviser et liv efter døden, har vi altså her en klassisk modsætning. Enten som hos essæerne en tro på at der venter sjælen et andet liv umiddelbart efter døden. Så er en fremtidig dommedag ikke relevant, for de døde har jo allerede fået hvad de fortjener. Eller som hos farisæerne en opstandelsestro: En forventning om at de dødes legemer engang i fremtiden bogstaveligt skal stå op af graven eller på anden vis bringes til live. For at gøre det hele yderligere indviklet, så har der også været store variationer i opstandelsestroens nærmere indhold: Hvordan kommer de døde tilbage? Hvornår? Hvorfor? Og hvor mange af dem? Jeg vil i det følgende tage læseren med på rundtur i datidens religiøse tankeverden:

Sjælens opstandelse
1. Enoks Bog er en lang samling af forskellige åbenbaringsbøger som oprindeligt ikke har hørt sammen. I den afsluttende del, »Enoks formaningstaler«, siger Enok til de fromme:

hav håb, I som er døde i retfærdighed. Vær ikke bedrøvede, hvis jeres sjæl er steget ned i dødsriget med bedrøvelse og jeres kød ikke i jeres liv har fået, hvad der stemte med jeres fromhed.

(1 Enok 102,4-5)

I Det Gamle Testamente var tankegangen at livet er godt i sig selv, og at et menneskes yderste mål er at dø gammel og glad og blive husket for det gode. Det samme grundlæggende syn gør sig også gældende her, men nu er der indtrådt en komplikation: Hvad stiller man op med sådan et syn på livet når nogle mennesker faktisk ikke dør gamle og glade – selv om de er retfærdige og altså har fortjent det? Ifølge Enok er der håb for dem der således er blevet snydt: De vil nemlig få kompensation efter deres død. Et liv efter døden er ifølge denne opfattelse således ikke nogen automatisk forlængelse af menneskelivet, men en særlig skadeserstatning til dem som har oplevet lidelser de ikke fortjente:

Hav håb, thi først blev I udsat for skam i ulykke og nød, og nu skal I skinne som himlens lys, og I skal skinne og blive set, og himlens porte skal åbne sig for jer … en stor glæde skal vederfares jer som himlens engle … med himlens gode skal I være fæller.

(1 Enok 104,2-6)

Kompensationen består altså i at de retfærdige ikke længere skal være sunket »ned i dødsriget med bedrøvelse«, men skal »skinne som himlens lys«. Hvad vil det sige? Åbenbaringslitteraturen var meget optaget både af engle og af astronomiske fænomener, og den skelnede ikke væsentligt mellem de to ting: Sol, måne, stjerner og engle og ærkeengle hørte alle med til »himlens hær«. Og når de retfærdiges belønning her er at skinne som lys, så kan vi da også se af sammenhængen at det betyder at de får status som engle: Himlens porte åbner sig for dem, de skal opleve en glæde som himlens engle, men de skal også ligefrem være »fæller« med »himlens gode«, dvs. stå på lige fod med englene. Her indføres altså, måske for første gang nogensinde, den forestilling som er så dominerende i både vittighedstegninger og folkelig kristendom, nemlig tanken om at »komme i himlen« og spille harpe sammen med englene.
Svarer det til farisæernes eller essæernes opfattelse? Ikke rigtigt nogen af delene. Der er nok tale om en form for opstandelse, for de retfærdige har først opholdt sig i dødsriget og bliver siden hentet frem igen for at få deres belønning. Det er mere på linje med farisæernes opfattelse end essæernes. Men der er intet som tyder på at det er kroppen der opstår, eller at det er et fysisk, jordisk liv man opstår til. Dét ligger til gengæld mere på linje med essæernes tro på et opholdssted for de gode udødelige sjæle »på den anden side af oceanet«. Man kunne måske kalde konceptet for sjælens opstandelse.
Det er udtrykt endnu tydeligere i Jubilæerbogen hvor en engel fortæller Moses om en fremtidig fredstid. Da skal menneskene leve til de bliver tusind år gamle. Også de døde skal deltage i begejstringen herover:

de retfærdige skal se det og takke og glæde sig med fryd i evigheds evighed … Og deres ben skal hvile i jorden og deres ånd få megen glæde.

(Jub. 23,30-31)

Også i Det Gamle Testamente, i Daniels Bog som sikkert stammer fra ca. samme tid som 1. Enoks Bog, finder vi en tilsvarende forestilling:

Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

(Dan 12,2-3)

Her genfinder vi nogle træk fra 1. Enok. Mange, men åbenbart ikke alle, skal vågne for at få den belønning eller straf de ikke har fået tilstrækkeligt af i det jordiske liv. Belønningen for de retfærdige er at de skal stråle som himmellegemerne. Heller ikke her står der noget udtrykkeligt om at det er kroppen der opstår, men tanken er dog måske en anelse mere nærliggende, for der tales om »dem, der sover i jorden« og ikke om sjæle i dødsriget.

Legemets opstandelse
Men andre af datidens jøder havde en mere håndfast og bogstavelig tro på legemets opstandelse:
Mest dramatisk bliver det udtrykt i de hæmningsløst blodige martyrberetninger i 2. Makkabæerbog. Her fortælles om den jødiske guerillakrig mod syrerne i 2. årh. f.Kr. Igen og igen trøster oprørerne sig med at de lemmer som deres bødler hugger af dem, vil de få igen af Gud ved opstandelsen. Et eksempel er de syv brødre som efter tur bliver torteret fordi de nægter at spise svinekød. Efter at de to første brødre er blevet slagtet, fortælles:

Efter ham blev den tredje udsat for den nedværdigende behandling. Da de forlangte det, stak han straks tungen ud og rakte også modigt hænderne frem og sagde tappert: »Fra himlen har jeg fået dem, for hans loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage!«

(2 Makk 7,10-11)

Endnu blodigere er beretningen om en af Jerusalems ældste, Razis. Han barrikaderer sig på toppen af et tårn og styrter sig i sit eget sværd da den syriske hærfører er i begreb med at få fat i ham:

Allerede helt forblødt rev han sine indvolde ud, tog dem med begge hænder og slyngede dem mod skarerne, og under påkaldelse af den hersker, der giver liv og ånde, bad han om siden at måtte få dem igen.

(2 Makk 14,46)

En opstandelse hvor man vender tilbage til et legemligt liv med blod og indvolde og det hele, er noget helt andet end at få del i englenes himmelske herligheder. Det skal nok opfattes som en forbedret udgave af det velkendte jordiske liv, som det ses i et tidligere afsnit af 1. Enok. En engel har bragt Enok til Jersualem hvor livets træ gror og breder sin vellugt ud over Zions bjerg. Og efter dommedag skal de retfærdige og ydmyge få liv ved at spise af træet, og de skal

fryde sig med fryd og glæde sig; i helligdommen skal de gå ind med dets duft i deres knogler, og de skal leve et langt liv på jorden, sådan som dine fædre levede

(1 Enok 25,6)

Her er de opstandnes liv altså så udpræget fysisk at de stadig holder gudstjeneste i det gamle tempel i Jerusalem med livstræets duft »i deres knogler«, og det er et godt liv, ikke fordi det ligner englenes, men fordi det ligner forfædrenes! Der er langt herfra og til billedet af de retfærdige der bliver ophøjet til englestatus. Selv de der ikke benægtede opstandelsen, var altså langt fra enige, og man forstår at det var et brændende diskussionsemne Paulus bragte på bane under sit forhør.

(opr. trykt i tidsskriftet Bibliana 2005, nr. 2, s. 34-40)

Fra almægtig til gavmild?

Kirketidende_2014_11Da han møder Gud i den brændende tornebusk, får Moses besked om Guds navn (2 Mos 3,13-15). Nogle kapitler senere forklarer Gud ham desuden, hvordan det går til, at dét med navnet kan være en nyhed på trods af, at Gud selv jo var kendt af patriarkerne helt tilbage til Abraham: ”Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem” (6,2-3).
Man behøver ikke slå efter i den hebraiske tekst for at fornemme, at ”Gud den Almægtige” i denne sammenhæng er et særligt navn for Gud, og ikke blot en omtale af en af Guds egenskaber. Og teologer vil måske kunne huske fra hebraisktimerne, at navnet Shaddai sådan set ikke betyder ”almægtig”. Hvad det så betyder, er langtfra indlysende.
Den gængse oversættelse, ”den Almægtige” skyldes, at Septuaginta, oldtidens græske oversættelse af Det Gamle testamente, en hel del steder gengiver det som pantokrator, ”den der behersker (eller opretholder!) alting”. Men også Septuaginta-oversætterne har efter alt at dømme været på glatis, for de var langtfra konsekvente; ofte skriver de blot ”din Gud”, i Salmerne blev navnet til ”den himmelske” (68,15) eller ”Himlens Gud” (91,1), og i Ruts Bog 1,20 og tre steder i Job nøjedes man med det græske hikanos, ”den tilstrækkelige” – og andre steder er navnet gengivet som ”Herren”. Oversættelse er svært, og det var det også i oldtiden.

Oversættelsens kompromiser
En oversættelse kan lægges til rette, så den imødekommer næsten et hvilken som helst behov – men den kan ikke imødekomme alle behov på én gang. I gymnasiet læste vi Wilsters og Gelsteds oversættelser af Iliaden ved siden af hinanden. Hér var der sigtet efter forskellige mål! Til tider var det svært at se, at det overhovedet var samme værk: Når Wilster skriver ”Men Agamemnon lod trække på dyb en løbende sejler”, hedder det hos Gelsted, ”Og Agamemnon lod et skib sætte i søen”; man er nok tættere på det græske med Wilster – men er man også bedre hjulpet? Det var et sundt kursus i oversættelsens kunst og ikke mindst dens begrænsninger.
I Bibelselskabets nudanske oversættelse af 1 Mosebog og Prædikeren, ”Begyndelsen & Tænkeren”, har vi skullet prioritere den lettilgængelige og forståelige form højt, mens hensynet til traditionen har haft en mindre plads. Men først og sidst har der været tale om en selvstændig oversættelse og ikke en bedrevidende sproglig opfriskning af den eksisterende danske Bibel. Der har altså skullet tages stilling til alle de grundlæggende frustrationer, når hebraiske glosers betydning er usikker. Som fx med hensyn til Guds navn Shaddai.

Voldsmænd, marker og bryster
Ingen véd, hvad der fik Septuaginta-oversætterne til at gengive navnet med et ord, som kan betyde ”almægtig”. Blandt middelalderens rabbinere var der nogle, som mente, at navnet minder om det hebraiske shæ-daj, ”(han) som er nok”. Det passer ikke bare til oversættelsen ”den tilstrækkelige” bl.a. i Ruts Bog, men kunne også forstås som ”den, der har magt nok til hvad det skal være” – altså den almægtige. En anden forklaring kunne være, at navnet stammer fra udsagnsordet shadad, ”at hærge eller ødelægge”, der især forekommer i formen shoded, ”en voldsmand”. Men det er svært at se, hvordan et rent negativt ord for ødelæggende magt skulle have givet navn til Guds beskyttende kraft. Og ganske vist kan man henvise til en arabisk glose, der betyder ”stærk” uden negative overtoner – men vi er altså ude i den alleryderste kartoffelrække, når vi begynder at bruge arabisk som krykkestok i tolkningen af Bibelen.
Det mest ædruelige forslag, sprogforskningen har kunnet komme op med, er nok, at navnet oprindelig er i familie med det babylonske shadû, der kan betyde ”bjerg” eller ”åbent land”. Navnet kunne altså betyde ”Guden på bjerget”, og det passer jo ikke så ringe til åbenbaringen ved Sinaj. Men bedre er det nok, hvis vi kan finde en forklaring inden for Bibelens eget sprog, hebraisk. Der er især to forslag, som i øvrigt begge er i familie med den babylonske forklaring:
Enten kan navnet henvise til det hebraiske sadæ, som både kan betegne en opdyrket mark og det åbne land, som er de vilde dyrs hjemsted. Eller vi skal have fat i ordet shadajim, som betyder ”bryster”; teksten selv lægger stærkt op til denne forståelse i 1 Mos 49,25, hvor Jakob velsigner sin yndlingssøn med ordene
”Gud den Almægtige, han velsigne dig
med velsignelser fra himlen deroppe,
med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede,
med velsignelser fra bryster og moderliv.”
Gud som den, der sørger for den frugtbare agerjord og jagtbyttet, giver fremragende mening i fortællingerne om Abrahams, Isaks og Jakobs forhold til Gud. Og lige så godt passer det med Gud som den, der er kilden til både husdyrs og menneskers frugtbarhed, og sørger for, at der er diende gedekid og menneskebørn, som har brug for bryster.
De forskningsmæssige gætterier er naturligvis kun gæt – men forhåbentlig kvalificerede gæt. Og i stedet for at træffe et valg mellem ”markens Gud” og ”brysternes Gud”, og måske vælge forkert, har vi besluttet at slå dem sammen i begrebet ”Den Gavmilde Gud”; det passer i hvert fald fremragende med, hvad patriarkerne oplever, når Gud giver dem sin velsignelse. – Eller sin ”livsstyrke”, som vi har kaldt det, fordi vi gerne vil fremhæve de aspekter af velsignelsen, som nu engang er dominerende i 1 Mosebog.

Hvor mægtig er Gud?
Oversættelsen er altså ikke på nogen måde et indlæg i den aktuelle – og yderst spændende – debat om Guds almagt. At den udkom en uges tid efter Lars Sandbecks bog, er en tilfældighed. Uden at have gransket dybt i emnet, vil jeg i første omgang mene, at Det Gamle Testamente slet ikke tænker abstrakt nok til overhovedet at have et begreb som ”absolut almagt”, men at den gammeltestamentlige Gud i hvert fald, sagt med Hans Jørgen Lundagers ord, er ”meget mægtig”. Og når vi inden længe skal oversætte Job 42,2, er der ingen planer om at lægge skjul på, at der står noget i retning af ”Nu véd jeg, at du kan alt! Der er intet mål, du ikke kan nå!”

(Artikel i Dansk Kirketidende nr. 11, 2014)

Videnskab i huller

heyerdahl_Det er Thor Heyerdahls 100 års fødselsdag i dag. Det går antagelig ikke stille af i Norge, men i den samlede danske verdenspresse er det vist kun blevet til en lille forkølet (maskinoversat?) notits på dagens.dk.

Til gengæld fejrer Google ham. Det er der da stil over!

Nogle af hans teorier er vistnok effektivt modbevist, og lidt useriøst kan det jo virke, at man bliver véd med at udklække teorier, der nødvendigvis skal afprøves ved at sejle et oldtidsfartøj over et verdenshav! Men Kon-Tiki er og bliver en fantastisk “drengebog”, og jeg mener faktisk jeg hat lært en ekstremt vigtig videnskabteoretisk pointe af dens første kapitler, hvor Heyerdahl vandrer fra det ene professorkontor til det næste i New York med sit manuskript, og ingen tager ham alvorligt, fordi hans tese bygger på materiale fra en række forskellig videnskaber, hvoraf jo adskillige, som han ikke er uddannet i (han var havbiolog). Træt og sur opsøger han en ven, som fodrer ham med biksemad og siger, “Tidens forskning kræver jo, at hver fagkreds graver i sit eget hul. Det er uvant at nogen begynder at sortere dét, som kommer op fra hullerne, for at sætte det sammen. … Tiden kræver detailarbejde”.

Jo, vist så. Vi skal have forstand på vores emne. Men vi skal også have bare lidt forstand på de andres emner, ellers bliver vi ekstremt dumme at høre på, uanset hvor kloge vi er på vores eget.

Bibelens aktualitet

bibelens_aktualitet

”Jeg er ret sikker på, at vi lærer vores studerende at forstå, at Bibelen hører til i en fjern fortid med andre forudsætninger end vores. Til gengæld er jeg bange for, at vi svigter studenterne, når det drejer sig om Bibelens aktualitet. Men Bibelen er først og fremmest en aktuel størrelse i kulturen, i kirken, i skolen osv. Og det skal studenterne også kunne håndtere, når de kommer ud og får et arbejde. Men hvordan skal vi lære dem det?”

– sådan spurgte Geert Hallbäck som oplæg til den temadag, han højtideligholdt sin egen pensionering med i maj 2012. Nu er de fem foredrag, som blev holdt på dagen, udkommet i form af et lille hæfte på 86 sider, udgivet af Center for Studiet af Bibelens Brug.

Her forsøger Geert, tre gæster samt jeg selv at svare på Geerts spørgsmål. Selv har jeg en håndfuld konkrete bud på, hvad man kan gøre i (universitets)undervisningens sammenhæng, men bruger først lidt energi på at drøfte, hvad det overhovedet vil sige, at noget er aktuelt. Jeg skelner i denne sammenhæng mellem Bibelens “kulturelle”, “kanoniske” og “konkrete” aktualitet:

1) Bibelen kan være “aktuel”, fordi der står ting i den, som siger os noget. I så henseende er der ikke principielt forskel på Bibelen, Shakespeare og Peter Plys: Hvis det der står, giver mening – så giver det mening, uanset hvor det står.

2) Desuden kan Bibelens indhold anses for at have en særlig aktualitet, fordi Bibelen er helligskrift for en bestemt religion. Hvordan det skal håndteres, er indlysende relevant for den del af universitetets studenter, som bl.a. skal holde prædikener som en del af det arbejde, de skal udføre.

3) Og endelig er Bibelen som konkret foreliggende fænomen aktuel, uanset hvad man selv mener om dens indhold: The Bible is out there, som jeg siger med en formulering hugget fra Geert selv. Den bliver – ligesom Koranen – læst og fortolket og brugt hver dag. Den brug skal teologer også følge med i.

Hæftet med foredragene vil kunne købes i Atheneums Boghandel for kr. 50,-, så snart vi har fået ekspederet nogle eksemplarer derover.

Filosofi i sneen

mumitroldene-og-tilvaerelsens-gaade_219782Der er skrevet en del bøger, hvor filosofi, management og andre emner præsenteres med udgangspunkt i Peter Plys.

Trenden startede med Benjamin Hoffs bog »Peter Plys og hans Tao«, der hærgede den engelsksprogede verdens bestsellerlister i 1982 og forelå på dansk allerede året efter. Ud over at minde sine læsere om, hvor behageligt selskab den trivelige bjørn fra Hundredemeterskoven er, har Hoffs bog også for rigtig mange mennesker været den første introduktion til den taoistiske åndsretning i kinesisk tænkning. Den var man måske ikke faldet over på egen hånd.

Nu er trenden kommet til Mumidalen med den finske forfatter Jukka Laajarinnes nye bog »Mumitroldene og tilværelsens gåde«, hvor mumitroldenes verden og eksistensfilosofiens tunge tænkere ses i lyset af hinanden.

Mens »Peter Plys og hans Tao« gav læserne det indtryk, at taoismens hovedskikkelser var nogle rimeligt muntre fætre, så er den underfundige latter jo ikke ligefrem det, man i første række forbinder med Heidegger, de Beauvoir, Sartre og Camus.

Selv Kierkegaard, som er forfatterens femte hjemmelsmand, var ganske vist vittig, men ikke specielt glad. Og det er netop godt set af Laajarinne, at Mumi-universet på dét punkt passer godt sammen med eksistensfilosofien.

Man er nemlig blevet snydt for rigtig meget af begivenhederne i Mumidalen, hvis man mest kender dem fra tegnefilm og merchandise.

At vælge at være sig selv

Forfatteren bag mumitroldene, Tove Jansson, udgav både billedbøger og daglige avisstriber i mange år, men selve den mumitroldske ‘kanon’ er for Laajarinne som for mange andre fans de otte romaner samt én novellesamling, som kom med ujævne mellemrum i perioden 1945-1970.

Og i disse ni bind er der et forløb: Vi starter i en spændende og dramatisk, men fundamentalt idyllisk verden a la Plys eller »Vinden i Piletræerne« og ender i et univers af fremmedgørelse, ensomhed og forvirring.

At man ikke bare ‘er’, men skal forholde sig til sin plads i livet og »vælge at være sig selv«, som både Sartre og Kierkegaard på forskellige måder understreger, er en bestandig hovedpine for Mumifar. For hvem er man som far?

Han vil frygteligt gerne være familiens overhoved og beskytte dem, han holder af, mod katastrofer af alle slags. Problemet er blot, at de i det store og hele er fint i stand til at tage vare på sig selv, og at hans humørsyge optagethed af sin egen rolle udelukkende er en byrde for omgivelserne, særligt for Mumimor, der må finde på stadigt nye manøvrer for at holde ham beskæftiget.

Klassisk dannelseshistorie

På et tidspunkt stikker han ligefrem til havs sammen med hatifnatterne – en slags vagabonderende minispøgelser uden sprog, som i deres rodløshed udgør antitesen til huset i Mumidalen. »Bagefter sagde Mumimor, at han havde været mærkelig i lang tid, men rimeligvis var han ikke mere mærkelig, end han plejede at være«, bemærker fortælleren, og den diskrete hentydning til, hvordan Mumifar plejede at være, er egentlig mere uhyggelig end begivenhederne under hans springtur.

Fortællingen er en helt klassisk dannelseshistorie om at rejse ud efter noget, man tror man mangler, og så indse, at det kun findes derhjemme.

Mumifar sejler havet tyndt sammen med tre hatifnatter, og det ‘udsvævende liv’, som man i Mumidalen hviskende taler om i forbindelse med hatifnatterne, viser sig at bestå i tavs, indholdsforladt kedsommelighed. Monotonien gør Mumifar fortvivlet, og tavsheden er det allerværste. Snart længes han inderligt efter den uafladelige knævren om stort og småt derhjemme, og han »syntes pludselig, at kun dér kunne han være lige akkurat så fri og eventyrlig, som en rigtig Mumifar skal være«, så han stjæler en af hatifnatternes både og sætter kursen hjemad.

En fremmed i sin verden

Problemet er bare, at i den følgende bog i serien, »Mumifar og havet« (hvis titel med vilje spiller på Hemingway), er han igen lige så rastløs og utålelig som altid, og Mumimor må organisere, at hele familien udvandrer til en øde klippeø, for at han kan få noget at rive i. Mumidalen er altså forladt, og seriens sidste bog »Sent i november« præsterer dermed noget nærmest unikt i litteraturhistorien: En hel bog af romanlængde, hvor det samlede galleri af hovedpersoner er helt og aldeles fraværende. Mumihuset befolkes af seriens perifere bipersoner, og de har selv, præcis som læseren, en indædt fornemmelse af, at noget er rivende galt. Eksistensens grundkarakter af, at man er en fremmed i den verden, man nu engang skal leve i, er næppe skildret mere rammende nogen steder.

Men Mumitrolden selv har oplevet netop dét en gang før, blot i sæsonbetinget form: I »Troldvinter« fra 1957, som danner en slags overgang mellem de tidlige ‘lyse’ eventyr og de senere og mere dystre, vågner Mumitrolden op midt i den sorteste vinter, mens resten af familien sover sin seks måneder lange vintersøvn, og opdager, at dalen midt i vinterhiets tid er fuld af liv. Men det er et andet, fremmedartet liv, som Mumitrolden, sagt med Heidegger, er »kastet ind i«.

At begå sig i usikkerhed

Han lærer til dels at begå sig i vinterens verden og får en slags venskabsforhold til dens beboere, men han bliver ved at opfatte sommeren som »den rigtige verden«, og han frustreres voldsomt over sin vinterlige veninde Too-tickis spørgsmål: »Og hvordan kan man vide, hvad for en, der er den rigtige?«

Havde Too-ticki så endda hævdet sin vinterverdens lige ret til at være ‘rigtig’, men i stedet er hun jævnt uinteresseret i selve forskellen.

På et tidspunkt fortæller hun ham om vinterens mysterier, og han siger høfligt, men uden at mene det: »Det kan jeg godt forstå«. Hun svarer venligt: »Nej, du kan ikke … Alt er meget usikkert, og det er netop det, der beroliger mig«.

At finde altings usikkerhed beroligende er hård kost for en trygheds-begejstret mumitrold. Men han lærer i bogens og vinterens løb – som ethvert menneske er nødt til at lære – at begå sig i den fremmedartede verden, han er havnet i.

Og hans glæde over forårssolen, da den endelig vender tilbage, er vel at mærke ikke mindre af, at han også har lært at føle sig nogenlunde hjemme i vinterens fremmede land.

Bogen Mumitroldene og tilværelsens gåde er skrevet af Jukka Laajarinne og udgivet på forlaget Alfa 2012.

(Kronik i Aarhus Stftstidende, søndag 24. feb. 2013)

Melvilles klokketårn

Hvis nogen mangler en julegave til en, der holder af gode gammeldag fortællinger, så lad mig foreslå Flemming Chr. Nielsens nyudgivne oversættelse af Herman Melvilles Billy Budd og Veranda-fortællinger.

Billy Budd er jo en guldrandet klassiker og vil ikke skuffe nogen, der på grund af Moby Dick især forbinder Melville med saltvand. Men den store amerikaner har meget andet at byde på. Der er historien om den menneskelige fotokopimaskine Bartleby (”scrivener” er hans titel på engelsk, dvs. en kopist eller afskriver, hvis opgave er at give et kontors færdige output det rette professionelle udseende), der pludselig en dag går i baglås – som maskiner jo har det med at gøre.

Og der er historien om Klokketårnet, som man ikke behøver være bibelnørd for at forbinde med beretningen om Babelstårnet, det sørger Melville selv for at skære ud i marmor på novellens første side. Men de bibelske motiver er adskilligt mange flere i denne uhyggelige historie om den hårfine grænse mellem engagement og fanatisme. Karen Blixen ville, som oversætteren påpeger i forordet, have elsket den, men der er nu også et pænt skvæt Edgar Allan Poe i den. Sæt Dem roligt til rette på Melvilles veranda, kære læser.