Hvalen og stavefejlen

Når mine studenter er ved at få en prop af det hebraiske alfabet, fortælle jeg dem af og til om én af mine yndlingstrykfejl: I indledningen til Herman Melvilles roman ”Moby Dick” er der en lang liste over, hvad ”hval” hedder på forskellige sprog, og hvad der er skrevet om hvaler i litteraturens klassikere fra Bibelen og fremefter. Allerførst kommer naturligvis det hebraiske ord.

Melville har tydeligvis tænkt sig, der skulle stå ”tan”; Bibelen bruger bl.a. ordet ”tanin” om et stort havdyr, fx i 1 Mosebog kap. 1, vers 21, og tilsyneladende har Melville ment, at ”-in” var en flertalsendelse, så at ”hval” måtte hedde ”tan”. Det er nu en misforståelse, men pyt med dét.

Da hebraisk kun skrives med konsonanter, består ordet ”tan” altså af to bogstaver. Bogstavet T har ca. facon som en døråbning, altså to lodrette streger med en overligger imellem, men med en krølle nederst på det venstre ben; desværre minder det temmelig meget om bogstavet for H og for CH (som i “nach” på tysk eller “Loch” på skotsk). Og bogstavet N skal i denne sammenhæng være en lodret streg med en lille knast foroven, men en typograf, der ikke selv læser hebraisk, får nemt blandet det sammen med tegnene for W, Z eller sågar J. Det lyder fjollet, men de ligner altså hinanden!

Der er altså i alt 12 måder at skrive ordet på, der overfladisk ser nogenlunde rigtige ud, men de 11 er skrupforkerte og giver ingen mening. Siden jeg blev opmærksom på problemet, har jeg med fryd slået stedet op, hver gang jeg i en antikvarboghandel e.l. så endnu en udgave af Moby Dick. Og det fantastiske er – som jeg plejer at opmuntre studenterne med – at jeg har mødt omtrent samtlige de 11 forkerte versioner, men indtil i formiddags, lørdag 22. oktober i det Herrens år 2011, er jeg ikke stødt på den rigtige.

Men i Flemming Chr. Nielsens nyoversættelse, som netop er udkommet, og som jeg så i Arnold Buscks boghandel her til formiddag, er den rigtig.

I øvrigt er det en pragtfuld roman, som hjerteligt kan anbefales, uanset hvordan de to hebraiske bogstaver er behandlet. Det er alt det, der står på de andre mange hundrede sider, der tæller.

7 responses to “Hvalen og stavefejlen

  1. I min Boisen står der rh – undskyld jeg kan ikke finde de hebraiske knapper

  2. Herligt; én mulighed mere!

  3. Kære Søren Holst – tak for din iagttagelse. Faglig ros glæder mig, for jeg er sandelig ikke nogen ørn til hebraisk, men de mange stavemåder i diverse udgaver af Moby Dick har også irriteret mig.

    NB. I romanen Mardi omtaler Melville i øvrigt den danske geograf Malthe Conrad Bruun (hvor han så kender ham fra!), men i en lærd og gennemkommenteret amerikansk udgave af Mardi så jeg Malthe Conrad Bruun forklaret og beskrevet som en “mørk tysk øl.”

    Vi lever i en verden af faldgruber.

    de bedste hilsener

    Flemming Chr. Nielsen

  4. er der ikke noget om, at Boisen havde ‘negre’ til at udarbejde sine oversættelser og at han så blot signerede?
    vhKarin

  5. Mig bekendt brugte Boisen ikke ‘negre,’ men han havde et ‘taxameter’ placeret på sin skrivemaskine, så han kunne følge med i indtjeningen. Det fortalte han engang, da jeg for Jyllands-Posten bestilte en oversættelse af en artikel.
    Problematisk er det derimod, at Boisen er sprunget over nogle afsnit i sin oversættelse af Moby Dick. Et sted går det tilmed alvorligt ud over meningen, for styrmand Starbuck tillægges en monolog, som rettelig er kaptajn Akabs.
    Faktisk havde jeg glemt det (jeg læste Boisens oversættelse i min ungdom), indtil jeg så Weekendavisens besynderlige anmeldelse af min egen oversættelse. Anmelderen, der hedder Nanna Goul, klandrer mig for, at jeg er ”mere loyal over for Melville end Boisen er.” Og det er ikke ment som en ros, for anmelderen henviser til, at Boisen ”faktisk er langt mere original end Melville.”
    Det må stå for en inkompetent anmelders egen regning, når hun kritiserer mig for, at jeg oversætter Melvilles confines til grænser, hvorimod Boisens originalitet f. eks. består i, at han oversætter til skranker – som om der var skranker på det store verdenshav, hvor romanen foregår. Nej, skranker er kontor- og landkrabbesprog.
    Anmelderen har to andre og lige så meningsløse indvendinger, som jeg ikke gider referere. Det har jeg allerede gjort i Weekendavisen den 28. oktober med mit indlæg Taskenspiller. Og taskenspilleren er helt og holdent anmelderen Nanna Goul. Hun kender tilsyneladende slet ikke Melville, men kun Boisen.

  6. Boisen er jo berømt, både for sit håndelag og sin produktivitet, men også for sin særdeles egenrådige omgang med sine forlæg; mente han en bog var noget bras, forkortede han rask væk en 10-15% ud af den. Det kan man have sympati for, hvis hans vurdering var rigtig – der udgives alt for meget bras. Men at bruge princippet på Melville er ikke klogt. Og at bruge Boisen som målestok for enhver senere tids arbejde med Melville er da direkte fjoget.

  7. Pingback: Melvilles klokketårn | PergaMent

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *