Du almægtige!

Den guddommelige hidsigprop Divus Madsen, verdens bedste tegneseriegud, kastede sig en gang ud i et lille skoleridt gennem religionsfilosofiens traditionelle begreber om det guddommelige: ”Som Gud er jeg naturligvis al-god, al-vidende og al-mægtig”, sagde han (citeret efter hukommelsen) – og dukkede i den sidste ramme i den dags stribe op bag et særdeles veldækket bord bevæbnet med kniv, gaffel og serviet og tilføjede, ”OG ALT-ædende!”

Madsens sans for, at man almindeligvis betragter guder som almægtige, var uden tvivl præcis og velanbragt. Men bør man også, fra religionens eget synspunkt, nødvendigvis opfatte Gud som almægtig? Og hvis man – i overensstemmelse med en meget stor del af den kristne tradition – svarer ja, er man så også villig til at tage konsekvensen? For en helt og aldeles almægtig Gud må jo have ansvaret for alt. Det er altså Guds skyld (eller som absolut minimum: med Guds accept), når skibe går ned, tsunamier hærger, og hele befolkningsgrupper bliver udryddet i forrykte ideologiers navn. Han kunne jo bare have stoppet det!

Min lærde kollega Jakob Wolf skrev for få år siden et slagkraftigt og velargumenteret forsvar for det synspunkt: Det er Guds skyld alt sammen! Jobs tårer, hed bogen, og den var – af en teologisk fagbog at være – imponerende letlæst og fængende og fik bunkevis af velfortjent omtale. Wolf tog – lige som Divus Madsen – for givet, at Gud er almægtig. Så må vi, som politikere siger ”tage den dérfra” og indrette os med den konsekvens, at så er Gud skyld i ting, vi kun kan opfatte som onde. Sandt at sige kunne man jo også godt mene, at hvis man endelig skal rammes af en ulykke, ville det ikke være påfaldende mere opmuntrende at skyde skylden på Satan eller tilfældet. Gud synes man dog (ifølge den kristne tradition), man kender.

Nu er min ikke mindre lærde kollega Lars Sandbeck imidlertid ikke tilfreds med tanken om Gud som ophavsmand til det onde. Han er i det hele taget ikke tilfreds med tanken om, at gud pr. definition er almægtig, alvidende og alt-muligt-andet. De begreber hører til filosofiens og metafysikkens begrebs-gud, ikke til kristendommens og Bibelens levende Gud – for at sige det lidt firkantet. Sandbeck har netop udgivet bogen De gudsforladtes Gud: Kristendom efter postmodernismen, hvor han præsenterer kristendommen med udgangspunkt i den filosofi (eller anti-filosofi, om man vil) der kaldes postmodernismen, og som rokker ved enhver tanke om evige og uforanderlige begreber som fx guddommelig almagt.

Sandbecks bog har én ting til fælles med Wolfs: Den er forrygende godt skrevet. Stoffet er svært, men hvis man ind imellem bliver forpustet, er det kun fordi det faktisk er store emner der er på spil, og ikke på grund af sjasket tænkning og dårligt dansk. Hvis man vil have at alsidigt lynkursus i teologisk tænkning, kan man ikke gøre sig selv en bedre tjeneste end at få fat i både Jobs Tårer og De gudsforladtes Gud og læse dem i forlængelse af hinanden.

2 responses to “Du almægtige!

  1. Hej Søren.
    Tak for to spændende anmeldelser. Måske burde du henvise til dem på Facebook, eller har jeg overset det? Hvis ikke der er henvisning, tja så lad dog ikke beskedenheden råde. Kunne jo medføre min fordummelse. Må læse de to bøger i december.
    Er herinde for at finde noget andet du har skrevet……som jeg ønsker at misbruge s….
    K

  2. Pingback: Svag teologi for de stærke | Scriptorium theologiae

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *