Filosofi i sneen

mumitroldene-og-tilvaerelsens-gaade_219782Der er skrevet en del bøger, hvor filosofi, management og andre emner præsenteres med udgangspunkt i Peter Plys.

Trenden startede med Benjamin Hoffs bog »Peter Plys og hans Tao«, der hærgede den engelsksprogede verdens bestsellerlister i 1982 og forelå på dansk allerede året efter. Ud over at minde sine læsere om, hvor behageligt selskab den trivelige bjørn fra Hundredemeterskoven er, har Hoffs bog også for rigtig mange mennesker været den første introduktion til den taoistiske åndsretning i kinesisk tænkning. Den var man måske ikke faldet over på egen hånd.

Nu er trenden kommet til Mumidalen med den finske forfatter Jukka Laajarinnes nye bog »Mumitroldene og tilværelsens gåde«, hvor mumitroldenes verden og eksistensfilosofiens tunge tænkere ses i lyset af hinanden.

Mens »Peter Plys og hans Tao« gav læserne det indtryk, at taoismens hovedskikkelser var nogle rimeligt muntre fætre, så er den underfundige latter jo ikke ligefrem det, man i første række forbinder med Heidegger, de Beauvoir, Sartre og Camus.

Selv Kierkegaard, som er forfatterens femte hjemmelsmand, var ganske vist vittig, men ikke specielt glad. Og det er netop godt set af Laajarinne, at Mumi-universet på dét punkt passer godt sammen med eksistensfilosofien.

Man er nemlig blevet snydt for rigtig meget af begivenhederne i Mumidalen, hvis man mest kender dem fra tegnefilm og merchandise.

At vælge at være sig selv

Forfatteren bag mumitroldene, Tove Jansson, udgav både billedbøger og daglige avisstriber i mange år, men selve den mumitroldske ‘kanon’ er for Laajarinne som for mange andre fans de otte romaner samt én novellesamling, som kom med ujævne mellemrum i perioden 1945-1970.

Og i disse ni bind er der et forløb: Vi starter i en spændende og dramatisk, men fundamentalt idyllisk verden a la Plys eller »Vinden i Piletræerne« og ender i et univers af fremmedgørelse, ensomhed og forvirring.

At man ikke bare ‘er’, men skal forholde sig til sin plads i livet og »vælge at være sig selv«, som både Sartre og Kierkegaard på forskellige måder understreger, er en bestandig hovedpine for Mumifar. For hvem er man som far?

Han vil frygteligt gerne være familiens overhoved og beskytte dem, han holder af, mod katastrofer af alle slags. Problemet er blot, at de i det store og hele er fint i stand til at tage vare på sig selv, og at hans humørsyge optagethed af sin egen rolle udelukkende er en byrde for omgivelserne, særligt for Mumimor, der må finde på stadigt nye manøvrer for at holde ham beskæftiget.

Klassisk dannelseshistorie

På et tidspunkt stikker han ligefrem til havs sammen med hatifnatterne – en slags vagabonderende minispøgelser uden sprog, som i deres rodløshed udgør antitesen til huset i Mumidalen. »Bagefter sagde Mumimor, at han havde været mærkelig i lang tid, men rimeligvis var han ikke mere mærkelig, end han plejede at være«, bemærker fortælleren, og den diskrete hentydning til, hvordan Mumifar plejede at være, er egentlig mere uhyggelig end begivenhederne under hans springtur.

Fortællingen er en helt klassisk dannelseshistorie om at rejse ud efter noget, man tror man mangler, og så indse, at det kun findes derhjemme.

Mumifar sejler havet tyndt sammen med tre hatifnatter, og det ‘udsvævende liv’, som man i Mumidalen hviskende taler om i forbindelse med hatifnatterne, viser sig at bestå i tavs, indholdsforladt kedsommelighed. Monotonien gør Mumifar fortvivlet, og tavsheden er det allerværste. Snart længes han inderligt efter den uafladelige knævren om stort og småt derhjemme, og han »syntes pludselig, at kun dér kunne han være lige akkurat så fri og eventyrlig, som en rigtig Mumifar skal være«, så han stjæler en af hatifnatternes både og sætter kursen hjemad.

En fremmed i sin verden

Problemet er bare, at i den følgende bog i serien, »Mumifar og havet« (hvis titel med vilje spiller på Hemingway), er han igen lige så rastløs og utålelig som altid, og Mumimor må organisere, at hele familien udvandrer til en øde klippeø, for at han kan få noget at rive i. Mumidalen er altså forladt, og seriens sidste bog »Sent i november« præsterer dermed noget nærmest unikt i litteraturhistorien: En hel bog af romanlængde, hvor det samlede galleri af hovedpersoner er helt og aldeles fraværende. Mumihuset befolkes af seriens perifere bipersoner, og de har selv, præcis som læseren, en indædt fornemmelse af, at noget er rivende galt. Eksistensens grundkarakter af, at man er en fremmed i den verden, man nu engang skal leve i, er næppe skildret mere rammende nogen steder.

Men Mumitrolden selv har oplevet netop dét en gang før, blot i sæsonbetinget form: I »Troldvinter« fra 1957, som danner en slags overgang mellem de tidlige ‘lyse’ eventyr og de senere og mere dystre, vågner Mumitrolden op midt i den sorteste vinter, mens resten af familien sover sin seks måneder lange vintersøvn, og opdager, at dalen midt i vinterhiets tid er fuld af liv. Men det er et andet, fremmedartet liv, som Mumitrolden, sagt med Heidegger, er »kastet ind i«.

At begå sig i usikkerhed

Han lærer til dels at begå sig i vinterens verden og får en slags venskabsforhold til dens beboere, men han bliver ved at opfatte sommeren som »den rigtige verden«, og han frustreres voldsomt over sin vinterlige veninde Too-tickis spørgsmål: »Og hvordan kan man vide, hvad for en, der er den rigtige?«

Havde Too-ticki så endda hævdet sin vinterverdens lige ret til at være ‘rigtig’, men i stedet er hun jævnt uinteresseret i selve forskellen.

På et tidspunkt fortæller hun ham om vinterens mysterier, og han siger høfligt, men uden at mene det: »Det kan jeg godt forstå«. Hun svarer venligt: »Nej, du kan ikke … Alt er meget usikkert, og det er netop det, der beroliger mig«.

At finde altings usikkerhed beroligende er hård kost for en trygheds-begejstret mumitrold. Men han lærer i bogens og vinterens løb – som ethvert menneske er nødt til at lære – at begå sig i den fremmedartede verden, han er havnet i.

Og hans glæde over forårssolen, da den endelig vender tilbage, er vel at mærke ikke mindre af, at han også har lært at føle sig nogenlunde hjemme i vinterens fremmede land.

Bogen Mumitroldene og tilværelsens gåde er skrevet af Jukka Laajarinne og udgivet på forlaget Alfa 2012.

(Kronik i Aarhus Stftstidende, søndag 24. feb. 2013)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *