Stor opstandelse

Melkite-Church-of-the-Annunciation-JerusalemPaulus var blevet arresteret. Efter årelange rejser i det østlige Middelhavsområde var han vendt hjem til Jerusalem, og på selve den hellige tempelplads var han kommet i klammeri med en gruppe af sine jødiske landsmænd der misbilligede hans fortolkning af den jødiske lov. Og hvis ikke den romerske garnison havde taget ham i forvaring, var han nok blevet lynchet.
Nu blev han fremstillet for det jødiske råd – en slags kombineret højesteret og religiøst lærdomscenter. Og her begår han så en retorisk genistreg og splitter sine modstandere ved at spille på at de er stærkt uenige om hvad der venter en from jøde efter døden:

Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og sad-dukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele. Der blev en voldsom råben og … sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus.

(ApG 23,6-10)

Mange forskere mener i dag at Apostlenes Gerninger nærmest er en from novelle, og at vi kun kan vide noget om Paulus fra hans egne breve. Men derfor kan den historie der bliver fortalt, jo godt afspejle virkelige religiøse forhold i hans samtid. Og teksten skærer på tydeligste vis ud i pap at jødedommen på Jesus’ tid ikke var en éntydig lære, men et sammensurium af partier og retninger: Alle havde templet og Loven som fælles fundament, og derfor havde de råd til at være uenige om stort set alt andet. Og farisæerne troede altså på opstandelsen, ganske som de kristne, mens saddukæerne mente at dét stod der ikke noget om i Loven.

De mange jødiske partier
Men der var flere holdninger end de to vi lige har ridset op: Hos den jødiske historiker Josefus opdeles jøderne i tre partier: farisæere, saddukæere og essæere. Essæerne indtager en form for mellemstandpunkt: De mener, at

legemerne er forgængelige og materien ubestandig, men sjælene er udødelige og består altid … Og samstemmende med grækernes sønner erklærer de, at der på den anden side af oceanet er et opholdssted for de gode … Men de onde henviser de til en mørk og kold afkrog, fuld af uophørlige straffe.

(Den Jødiske Krig 2. Bog 154-55)

Ud over saddukæerne som helt afviser et liv efter døden, har vi altså her en klassisk modsætning. Enten som hos essæerne en tro på at der venter sjælen et andet liv umiddelbart efter døden. Så er en fremtidig dommedag ikke relevant, for de døde har jo allerede fået hvad de fortjener. Eller som hos farisæerne en opstandelsestro: En forventning om at de dødes legemer engang i fremtiden bogstaveligt skal stå op af graven eller på anden vis bringes til live. For at gøre det hele yderligere indviklet, så har der også været store variationer i opstandelsestroens nærmere indhold: Hvordan kommer de døde tilbage? Hvornår? Hvorfor? Og hvor mange af dem? Jeg vil i det følgende tage læseren med på rundtur i datidens religiøse tankeverden:

Sjælens opstandelse
1. Enoks Bog er en lang samling af forskellige åbenbaringsbøger som oprindeligt ikke har hørt sammen. I den afsluttende del, »Enoks formaningstaler«, siger Enok til de fromme:

hav håb, I som er døde i retfærdighed. Vær ikke bedrøvede, hvis jeres sjæl er steget ned i dødsriget med bedrøvelse og jeres kød ikke i jeres liv har fået, hvad der stemte med jeres fromhed.

(1 Enok 102,4-5)

I Det Gamle Testamente var tankegangen at livet er godt i sig selv, og at et menneskes yderste mål er at dø gammel og glad og blive husket for det gode. Det samme grundlæggende syn gør sig også gældende her, men nu er der indtrådt en komplikation: Hvad stiller man op med sådan et syn på livet når nogle mennesker faktisk ikke dør gamle og glade – selv om de er retfærdige og altså har fortjent det? Ifølge Enok er der håb for dem der således er blevet snydt: De vil nemlig få kompensation efter deres død. Et liv efter døden er ifølge denne opfattelse således ikke nogen automatisk forlængelse af menneskelivet, men en særlig skadeserstatning til dem som har oplevet lidelser de ikke fortjente:

Hav håb, thi først blev I udsat for skam i ulykke og nød, og nu skal I skinne som himlens lys, og I skal skinne og blive set, og himlens porte skal åbne sig for jer … en stor glæde skal vederfares jer som himlens engle … med himlens gode skal I være fæller.

(1 Enok 104,2-6)

Kompensationen består altså i at de retfærdige ikke længere skal være sunket »ned i dødsriget med bedrøvelse«, men skal »skinne som himlens lys«. Hvad vil det sige? Åbenbaringslitteraturen var meget optaget både af engle og af astronomiske fænomener, og den skelnede ikke væsentligt mellem de to ting: Sol, måne, stjerner og engle og ærkeengle hørte alle med til »himlens hær«. Og når de retfærdiges belønning her er at skinne som lys, så kan vi da også se af sammenhængen at det betyder at de får status som engle: Himlens porte åbner sig for dem, de skal opleve en glæde som himlens engle, men de skal også ligefrem være »fæller« med »himlens gode«, dvs. stå på lige fod med englene. Her indføres altså, måske for første gang nogensinde, den forestilling som er så dominerende i både vittighedstegninger og folkelig kristendom, nemlig tanken om at »komme i himlen« og spille harpe sammen med englene.
Svarer det til farisæernes eller essæernes opfattelse? Ikke rigtigt nogen af delene. Der er nok tale om en form for opstandelse, for de retfærdige har først opholdt sig i dødsriget og bliver siden hentet frem igen for at få deres belønning. Det er mere på linje med farisæernes opfattelse end essæernes. Men der er intet som tyder på at det er kroppen der opstår, eller at det er et fysisk, jordisk liv man opstår til. Dét ligger til gengæld mere på linje med essæernes tro på et opholdssted for de gode udødelige sjæle »på den anden side af oceanet«. Man kunne måske kalde konceptet for sjælens opstandelse.
Det er udtrykt endnu tydeligere i Jubilæerbogen hvor en engel fortæller Moses om en fremtidig fredstid. Da skal menneskene leve til de bliver tusind år gamle. Også de døde skal deltage i begejstringen herover:

de retfærdige skal se det og takke og glæde sig med fryd i evigheds evighed … Og deres ben skal hvile i jorden og deres ånd få megen glæde.

(Jub. 23,30-31)

Også i Det Gamle Testamente, i Daniels Bog som sikkert stammer fra ca. samme tid som 1. Enoks Bog, finder vi en tilsvarende forestilling:

Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

(Dan 12,2-3)

Her genfinder vi nogle træk fra 1. Enok. Mange, men åbenbart ikke alle, skal vågne for at få den belønning eller straf de ikke har fået tilstrækkeligt af i det jordiske liv. Belønningen for de retfærdige er at de skal stråle som himmellegemerne. Heller ikke her står der noget udtrykkeligt om at det er kroppen der opstår, men tanken er dog måske en anelse mere nærliggende, for der tales om »dem, der sover i jorden« og ikke om sjæle i dødsriget.

Legemets opstandelse
Men andre af datidens jøder havde en mere håndfast og bogstavelig tro på legemets opstandelse:
Mest dramatisk bliver det udtrykt i de hæmningsløst blodige martyrberetninger i 2. Makkabæerbog. Her fortælles om den jødiske guerillakrig mod syrerne i 2. årh. f.Kr. Igen og igen trøster oprørerne sig med at de lemmer som deres bødler hugger af dem, vil de få igen af Gud ved opstandelsen. Et eksempel er de syv brødre som efter tur bliver torteret fordi de nægter at spise svinekød. Efter at de to første brødre er blevet slagtet, fortælles:

Efter ham blev den tredje udsat for den nedværdigende behandling. Da de forlangte det, stak han straks tungen ud og rakte også modigt hænderne frem og sagde tappert: »Fra himlen har jeg fået dem, for hans loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage!«

(2 Makk 7,10-11)

Endnu blodigere er beretningen om en af Jerusalems ældste, Razis. Han barrikaderer sig på toppen af et tårn og styrter sig i sit eget sværd da den syriske hærfører er i begreb med at få fat i ham:

Allerede helt forblødt rev han sine indvolde ud, tog dem med begge hænder og slyngede dem mod skarerne, og under påkaldelse af den hersker, der giver liv og ånde, bad han om siden at måtte få dem igen.

(2 Makk 14,46)

En opstandelse hvor man vender tilbage til et legemligt liv med blod og indvolde og det hele, er noget helt andet end at få del i englenes himmelske herligheder. Det skal nok opfattes som en forbedret udgave af det velkendte jordiske liv, som det ses i et tidligere afsnit af 1. Enok. En engel har bragt Enok til Jersualem hvor livets træ gror og breder sin vellugt ud over Zions bjerg. Og efter dommedag skal de retfærdige og ydmyge få liv ved at spise af træet, og de skal

fryde sig med fryd og glæde sig; i helligdommen skal de gå ind med dets duft i deres knogler, og de skal leve et langt liv på jorden, sådan som dine fædre levede

(1 Enok 25,6)

Her er de opstandnes liv altså så udpræget fysisk at de stadig holder gudstjeneste i det gamle tempel i Jerusalem med livstræets duft »i deres knogler«, og det er et godt liv, ikke fordi det ligner englenes, men fordi det ligner forfædrenes! Der er langt herfra og til billedet af de retfærdige der bliver ophøjet til englestatus. Selv de der ikke benægtede opstandelsen, var altså langt fra enige, og man forstår at det var et brændende diskussionsemne Paulus bragte på bane under sit forhør.

(opr. trykt i tidsskriftet Bibliana 2005, nr. 2, s. 34-40)

One response to “Stor opstandelse

  1. Spædende læsning – Men godt at vi fik Den Nye og meget bedre Pagt, hvor Jesus, som den eneste, som Guds fuldkomne rene Søn, opfyldte Loven for os alle, som ellers er umulig, for mennesker. Så er vi i Guds øjne retfærdiggjorte af Guds Nåde, ved troen på Herren Jesus Kristus. Og så får vi en dag, når Jesus kommer tilbage til Jorden, som Gud, som Guds børn nye Himmelske legemer. Det bliver ubeskriveligt spændende og virkeligt, – at vi skal få lov til at leve med Gud vores Skaber og Far, som det var før Syndefaldet. Og Gud fortsætter med at skabe nyt, – nye himle og en ny Jord, hvor kun retfærdighed, fred, kærlighed og glæde råder. Jeg glæder mig så meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *