Dracula som bibellæser

manteuffelMan siger tit om gode bøger, at de kan læses ”på flere niveauer”; fortællingerne om Mumitroldene er skægge og spændende historier om en flok spøjse gummidyr, der dytter rundt i en dramatisk, men i sidste ende nogenlunde tryg eventyrverden; og samtidig er det skildringer af angst, ensomhed og fremmedgørelse – og lyset der skinner i mørket. Hvis jeg læser dem højt for en 7-årig, får vi begge noget værdifuldt ud af det, men næppe det samme.

En fortælling kan også rumme flere niveauer for én enkelt læser på en og samme gang. Et godt eksempel er Peter Tudvads vampyrroman ”Manteuffel: Fragmenter af en udødeligs levned”. Den skildrer grev Friedrich von Manteuffels liv i 1500-tallets Europa. Som ung deltager han i nedkæmpelsen af det bondeoprør, som man ofte hører om i forbindelse med Luther. Og 87 år senere, i en alder af 120 år, men stadig med et ansigt som en mand midt i trediverne, bliver han anklaget for sælsomme og uforklarlige forbrydelser, men kan kun henrettes med den pæl gennem hjertet, som vi fra bl.a. Dracula-film kender som det probate middel mod vampyrer.

Det er en fængende, letlæst og både spændende og underholdende roman, hvis man ikke tænder af på de mere ulækre aspekter, som nu engang hører genren til.

Grev von Manteuffels karriere er som sagt vævet sammen med bl.a. Martin Luthers, og sideløbende med grevens transformation fra menneske til monster gennemgår han også en teologisk udvikling. Her er altså mere på færde end blod og uhygge. Greven starter som ukritisk tilhænger af den lutherske reformation og diskuterer bogen igennem med synspunkter både ”til venstre” og ”til højre” for Luther – og ikke mindst med sig selv. Og han ender teologisk et ganske andet sted end han startede. I øvrigt er det måske lidt forenklet at kalde ham et monster: På de fleste af bogens sider har han selv ordet i form af breve og dagbogsoptegnelser (den samme litterære form som i Bram Stokers klassiske bog om Dracula, hvor det imidlertid ikke er vampyren selv, der kommer til orde, men menneskene omkring ham), og man kan ikke undgå at få en betydelig medfølelse med ham.

Det mest spændende i akkurat denne sammenhæng er imidlertid, at greven nærmest ikke kan sige tre sammenhængende sætninger, uden at én af dem er et bibelcitat. Og han er en djævelsk kreativ bibellæser. Velkendte passager fra den hellige skrift bliver citeret ordret og uforvansket, men i en sammenhæng der får dem til at betyde ting, det aldrig var faldet læseren ind, at de kunne sige.

Man behøver ikke sidde og slå efter i Bibelen (eller hænge sig i de mange steder, hvor Manteuffel slår over i latin; betydningen fremgår af sammenhængen, selv på de steder, hvor der ikke direkte oversættes). Sagen er jo netop, at den blodtørstige greve gør bibelordene til sine egne og taler ved hjælp af dem, når han skal fortælle sin utrolige historie. Selv hvis man ikke anede, at der er tale om citater, ville det altså fungere glimrende. Men jeg skal da ellers lige love for, at den i forvejen medrivende fortælling får ”et ekstra niveau”, når man skeler til, hvor de bibelske vendinger oprindelig kommer fra. Jeg garanterer, at det vil løbe almindelige bibellæsere koldt ned ad ryggen, når greven i det næstsidste kapitel får lov at sige et sidste ord til sine dommere og svarer dem med et citat fra slutningen af Matthæusevangeliet.

Fascinerende julegave til både gyserfans og kirkeinteresserede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *