Marias evangelium

Man hører til tider folk fortælle, at ”Der er jo blevet fjernet skrifter fra Bibelen i tidens løb”; særligt avancerede konspirationsteoretikere kan ligefrem fortælle, hvilket kirkemøde i 4. årh. efter Kristus det foregik på.

Det er ganske vist noget vrøvl, men sandheden vil i nogles øjne være endnu mere provokerende: realiteten er, at ind til midten af 300-tallet fandtes der sådan set slet ikke noget Ny Testamente.

Der fandtes de skrifter som står i Det Nye Testamente, og de blev stort set alle anset for hellige og forpligtende i hele den kristne verden. Men foruden dem fandtes der en masse andre skrifter om Jesus og hans første tilhængere, og der var kristne menigheder, der betragtede dem som lige så vigtige og værdifulde. Og selv om man altså havde et klart begreb om, at mange af de kristnes egne skrifter var Hellig Skrift på samme måde som Det Gamle Testamente, man havde arvet fra jøderne, så var der endnu ingen der definitivt havde truffet en forpligtende beslutning om, præcis hvad der hørte med, og hvad der var udenfor.

De skrifter, som var i omløb blandt kristne, men som der i sidste ende ikke var enstemmig opbakning til at anse for ”bibelske”, udgør en spraglet og rasende spændende litteratur. Og i løbet af det 20. århundrede er mange af dem, som ellers var gået i glemmebogen, dukket op ved fund bl.a. i Egypten.

Men selv om de er spændende, kan man ikke altid påstå, at de er lettilgængelige. (Vi som læser selve Bibelen til daglig, er dog måske tilbøjelige til at overse, at dén også kan være ganske svær at trænge ind i). Så der er grund til at glæde sig, når eksperter på feltet bruger energi på at dele ud af deres viden.

Det er akkurat hvad ph.d. Marianne Aagaard Skovmand, der er sognepræst på Fyn, gør i sin nye bog: Hun nøjes ikke med at oversætte en af sine favorittekster, Mariaevangeliet, til dansk (det er gjort et par gange før, som man kan se i denne oversigt i PDF-format), men fortæller også hele baggrundshistorien og gennemgår indholdet i den fascinerende tekst.

”Mariaevangeliet” er ikke blot en titel, nutidens forskere har givet teksten, fordi Maria spiller en stor rolle, det er den betegnelse, som en skriver i oldtiden selv anbragte nederst på den sidste af de 19 papyrussider, som evangeliet fylder. Eller ”har fyldt”, skulle man måske sige, for de første seks sider er forsvundet, og det samme gælder fire sider midt i teksten. Men der er altså ni tilbage, og slutningen er bevaret – og dengang var det almindeligt at anføre titlen til sidst.

Der, hvor vi kommer ind i teksten, på s. 7 af håndskriftet, er ”Frelseren”, dvs. Jesus, i færd med at besvare spørgsmål fra sine tilhængere, bl.a. Peter. Derefter tager han afsked med dem, sender dem ud i verden for at fortælle sit budskab videre, og ”går bort”. At han går bort, henviser nok til hans død (som jo beskrives mere detaljeret i de evangelier, der er med i Bibelen), for disciplene bliver fortvivlede og tør ikke foretage sig noget, for ”Når de ikke skånede ham, vil de da skåne os?”

Hjælpen kommer fra en uventet kant: Det er hverken Helligånden eller en ledende mandlig discipel, der hanker op i de fortvivlede, men derimod Maria Magdalene, der tager ordet og sætter nyt mod i forsamlingen. De giver sig straks til at ”diskutere Frelserens ord sammen”, og Peter opfordrer Maria til at sætte dem ind i, hvad hun lærte af Jesus.

Så vidt man kan se, har hendes redegørelse fyldt de næste 6-7 sider, så selv om der mangler 4 sider midt i hendes belæring, har vi både begyndelsen og slutningen. Den særlig indsigt hun har at give videre, har hun modtaget i et syn, og den omfatter blandt andet en beskrivelse af sjælens rejse forbi syv skadelige magter, der vil hindre dens frelse. (Allerede her mærker man både lighederne og de ret drastiske forskelle på denne tekst og det man er vant til at læse i Det Nye Testamente).

Efter Marias redegørelse bryder der et skænderi ud mellem disciplene: Andreas beskylder Maria for at have fundet på det hele selv, og Peter er skeptisk over for tanken om, at Frelseren skulle have fortalt de vigtigste hemmeligheder til en kvinde. Levi taler imidlertid de mandlige brushoveder til rette, og hele forsamlingen ender med at gå ud ”for at undervise og prædike” – på sin vis en slutning, der svarer til fx Matthæusevangeliet: Der hvor teksten ender, begynder kirkens historie. Men samtidig får man altså indtryk af, at indholdet i den prædiken, de skal ud at holde, har et lille twist i en anden retning end man kunne have ventet ud fra de bibelske evangelier.

Det er en fascinerende og letlæselig bog, Marianne Aagaard Skovmand har begået. Det er i forvejen almindeligt kendt, at hun er én af det lille dusin mennesker i Danmark, som har ekspertviden og sprogkundskaber til at læse akkurat disse tekster på en virkeligt professionel facon. Vi kan nu konstatere, at hun også kan gøre folk uden forhåndsviden klogere på emnet på fornemste vis.

(Hvis man efter læsningen slet ikke kan nære sig, kan man bl.a. læse mere om Mariaevangeliet i Lone Fatums bidrag til bogen “Den hemmelige Jesus“, som står på 51 af landets biblioteker – og kan købes hos forlaget Eksistensen).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *