Jesus for begyndere

To forskere, der begge er specialister i bl.a. Det Nye Testamente, udgav kort før jul en lillebitte kort bog om Jesus. Én hver, altså.

Man skulle tro, at det i så fald var nok at læse den ene. Jesus er jo ikke akkurat et uudforsket emne, og begge fokuserer vel på det vigtigste? Men nej. Man skal lede meget længe for at finde noget betydeligt overlap mellem de to forfatteres fremstilling af deres emne. Jeg må stærkt anbefale den Jesus-interesserede at læse begge bøger. Man vil både lære en masse af dem begge og samtidig få en højst interessant oplevelse af, hvor forskelligt et tilsyneladende ligefremt emne kan gribes an.

Det drejer sig om Kasper Bro Larsen, Jesus (Aarhus Universitetsforlag 2018), og Kasper Dalgaard, Jesus (Bibelselskabets Forlag 2018).

Jesus i historien

Bro Larsens bog (i den århusianske serie af Tænkepauser) er hovedsagelig lagt an som en gennemgang af Jesus’ liv. Der lægges ganske vist ud med en grundig redegørelse for, hvor meget – eller rettere sagt, hvor lidt – vi sådan i strengt historisk forstand kan vide om Jesus. Hvad findes der af kilder, i Bibelen og udenfor den? Hvor mange af deres oplysninger kan man regne med? Har Jesus overhovedet med nogenlunde sikkerhed eksisteret?

Forfatteren erklærer sig som ”moderat pessimist” med hensyn til, hvor meget vi kan sige om ”den historiske Jesus”. Pessimist er han afgjort, i den forstand at han griber projektet an på ganske samme måde, som hvis det drejede sig om enhver anden oldtidsskikkelses livshistorie. Tænk det evt. igennem en gang: Det kan være svært nok at sige noget troværdigt om Sokrates’ eller de romerske kejseres liv; men her har vi at gøre med en håndværkersøn fra en provinsby i udkanten af omtrent den mest ubetydelige provins i det romerske imperium, som lavede lidt rav i den kort før sin død, men først blev verdensberømt i årene efter at han ikke længere var til stede. Hvor nemt er det at sige noget om, hvad der præcis foregik, da han blev født? Verdensberømmelsen (ordet er naturligvis en underdrivelse, men hvad skal man gøre?) gør sådan set kun tingene værre, for da først troen på Kristus bredte sig som ild på et høloft, var villigheden til at samle overleveringer om Jesus naturligvis større end den kritiske sans.

På den anden side er Bro Larsen en yderst optimistisk form for pessimist, i den forstand at han overhovedet giver sig i kast med projektet. Mange af hans kolleger vil ikke røre tanken om, at man overhovedet kan skrive Jesus’ historie, med den yderste ende af en pegepind. De foretrækker at se sådan på det, at vi kun kan vide noget om den tidlige kristendom og dens fortællinger om Jesus. Manden selv ligger så at sige begravet under troen på ham.

Så let lader Bro Larsen altså ikke Jesus slippe. Både arkæologien, historieforskningen og Bibelen er med til at kridte Jesus’ hjemmebane op: Galilæa under romersk besættelse (eller ’udkants-Palæstina’, som Bro Larsen kalder det). Og derefter er vi klar til historien om heltens fødsel – der i historisk lys nok har mere med Nazaret end med Betlehem at gøre. Og hvornår blev Jesus egentlig født? Også det når vi rundt om.

Men lige som evangelierne – der udgør langt hovedparten af kildematerialet – må Bro Larsen naturligvis koncentrere sin skildring om de sidste 3-4 år af Jesus’ voksne liv. Hans karriere som gadeprædikant, vagabonderende filosof, helbreder, historiefortæller og uautoriseret fortolker af Moseloven bliver skildret spændende og med løbende sideblikke til, hvad man véd om andre, lignende skikkelser. Og det er trods alt ikke så lidt.

Imidlertid er det jo først og fremmest hans livs afslutning, der gør Jesus til noget specielt. Og hvad var det egentlig, han blev henrettet for? Den kristne teologi véd, at det egentlige formål var noget med at overvinde døden, men dét har Pilatus’ sekretær næppe skrevet i politirapporten. Mange har ment, at Jesus blev henrettet som politisk oprører. Det var ikke vanskeligt at blive. Men der er påfaldende lidt i det, der er overleveret, der peger på, at bevæbnet modstand indgik i Jesus’ program. Snarere var han en religiøst-politisk samfundsrevser lige som profeterne i Det Gamle Testamente. Og det har hurtigt kunnet blive til en tilspidset konflikt mellem ham og den teologiske elite i hans samtid. Om præsterne så har tørret konflikten af på Pilatus, eller Pilatus på eget initiativ har vurderet, at den jødiske opvigler fra Nazaret var skadelig for ro og orden, er ikke nemt at afgøre.

Det kapitel i historien, som har gjort, at nogen overhovedet interesserer sig for Jesus knap 2000 år efter, er naturligvis det, der udspiller sig efter hans død: Hvor rygtet om, at han blev levende igen, breder sig, og han i sine tilhængeres øjne går fra at være Guds budbringer til – på én eller anden måde – at være Gud selv. Også her går Bro Larsen strengt historisk til værks og fører os gennem de forskellige teorier om, hvorfor Jesus-bevægelsen overlevede hovedpersonens henrettelse, og videre på en ultrakort tur gennem den tidlige kristne litteraturhistorie: Fra Paulus’ breve gennem de fire påfaldende forskellige fremstillinger i evangelierne. Det er flot, at man kan lære så meget på så lidt plads.

Historierne om Jesus

Dalgaard vælger en anden tilgang. Ja nærmest den diametralt modsatte. Det tætteste han kommer på ”den historiske Jesus” er i et par linjer på s. 61 at forklare, at vi faktisk ikke véd noget om ham overhovedet. Fokus er 100% på den fortalte Jesus: Ham man kan læse om i religiøse skrifter af de mest forskelligartede slags.

Men det er så også omtrent den eneste begrænsning. Bogen dækker, med Dalgaards egne ord, ”700 års forskellige opfattelser af, hvem Jesus (også) var”. Først i form af en grundig og spændende gennemgang af Det Nye Testamentes højst varierede præsentationer af Jesus. Det klares på 47 sider, hvad man nok få koldsved af, når man til daglig omgås folk, der skriver 500 sider lange afhandlinger om mindre petitesser; men Bro Larsen behandler på den anden side det samme stof på i alt 37 linjer (s. 56-57)! Så Dalgaards gennemgang af den nytestamentlige Jesus’ vej fra galilæisk prædikant i Markus-evangeliet til himmelkonge i Johannes’ Åbenbaring er i denne genres sammenhæng udpræget grundig og lærerig.

Bogens andet afsnit hedder ganske vist ”Den historiske Jesus”, men her tænkes ikke på de historiske begivenheder ”bag” evangelierne, men på den historie, der fulgte efter: Hvad skrev romerske og jødiske autoriteter om Jesus, da han var blevet så meget superstar, at ingen kultur kunne ignorere ham? Og hvad er det for en udvikling, der sker med synet på Jesus i den officielle kristendoms mest tungtvejende tekster: De trosbekendelser, som bliver til, da man skal tænke Jesus-troen konsekvent igennem? Og endelig: Hvad med ”kætterne”, dvs. de grupperinger af Jesus-troende, som så at sige bidrager negativt til trosbekendelserne ved at have dé ”forkerte” opfattelser, som den vindende kirkeretning tog afstand fra: Hvordan så kætternes Jesus ud?

I den sidste hoveddel bevæger vi os endnu længere ud: De kulørte fortællinger om bl.a. Jesus’ barndom, som har inspireret fx Selma Lagerlöf, får sit eget kapitel, og det samme gør en række ”kætterske” eller ”gnostiske” evangelieskrifter som Thomas- og Filipsevangeliet. Dette kapitel har en hel del overlap med det førnævnte kapitel om kætternes Jesus, men logikken er vist, at skrifterne her bliver præsenteret på deres egne præmisser, mens de første gang blev set i lyset af storkirkens afstandtagen. Det fungerer alt sammen fint.

Grunden til, at det akkurat er de første syv århundreder, der dækkes, kommer frem i det sidste kapitel: Her præsenterer Dalgaard ”den muslimske Jesus”, dvs. Koranens beskrivelse af Marias Søn Jesus. Det er velkendt for mange, at Koranen har betydeligt mere at sige om Jesus end om Muhammed, men det er de færreste der får læst sig igennem Koranen på egen hånd, og her kommer Dalgaard altså til undsætning på et centralt punkt. Det er alt i alt en imponerende rundvisning i et fascinerende religionshistorisk raritetskabinet, der tilbydes i den relativt lille bog – som dog er mindst dobbelt så tyk som Bro Larsens.

Ordsalat

Én ting studser man over: Dalgaards bog er utroligt sjusket skrevet. Det vrimler med ufrivilligt morsomme vendinger som disse:
* ”fristelsen af Satan”. (At friste Satan aftvinger alligevel respekt, tænker læseren. Men det drejer sig nu nok om episoden, hvor Satan frister Jesus).
* Jesus ”omgik helt almindelige mennesker”. (Det var da ikke pænt af ham!).
* ”Uden at gå for meget ind i den komplicerede tidshistorie så overtager romerne området i år 63 f.Kr.”. (Det var da godt, at romerne i det mindste undlod at ”gå for meget ind i” tidshistorien …).
* ”betydningen af hans [kejser Konstantins] beslutning kan ikke undervurderes”. (Var han virkelig SÅ ligegyldig?)

Eller sætninger, der helt enkelt ikke hænger sammen:
* ”Baggrunden … er, at en god historie ikke kan fortælles for mange gange og på et utal af nye måder”.
* ”At tingene gentages flere gange i skriftet …, er blot det, der har inspireret forfatteren.” (Forfatterens egne gentagelser har inspireret forfatteren? Eller hvad?).
* ”Jesus … fungerer dels som det, der sætter menneskehedens skabelse i gang, men som også er den, der fortæller dem om vejen til frelsen”.

Eller formuleringer der bare er uacceptabelt klodsede i skriftsprog:
* Jesus har eksisteret ”før skabelsen blev skabt”.
* Paulus var ”på en mission for Gud om at være missionær”.
* De kristne ”skændes konstant indbyrdes om for eksempelvis, hvem og hvad Jesus er”. (”For eksempelvis”?)
* Til sidst i bogen tilbydes ”svaret på det spørgsmål, vi spurgte os selv om i begyndelsen”.

Dalgaard udvider desuden sproget med gloser som ”misbehag”, ”at stjernetyde”, at noget sker ”gentagende” gange, og at ”budbringe ned” (det talende kors – en særlig feature i Petersevangeliet – ”har været på en mission for Gud til dødsriget, hvor det har budbragt nyheden om Jesus ned til de døde”).

Sjuskeriet omfatter til tider også fagsproget og det indholdsmæssige: S. 46 regner han Hebræerbrevet med til den gruppe af breve, som er ”yngre værker, skrevet i den kendte Paulus’ navn”. Men der står intet i Hebræerbrevet om, at det skulle stamme fra Paulus! (At nogle kirkeretninger senere har givet Paulus æren, kan man ikke holde skriftet selv ansvarlig for).

På s. 92 er Maria Magdalene i Filipsevangeliet ”intet mindre end Jesus’ hustru”, på s. 107 er hun ”Jesus’ kæreste her på jord”. – Realiteten er, at hun kaldes koinônós (græsk) og hôtre (koptisk), der kan betyde fælle, kollega, følgesvend, kompagnon – eller i enkelte tilfælde ægtefælle eller seksualpartner. At Dalgaard vælger den saftigste forståelse uden med et ord at antyde, at det netop er et valg, er én ting (det er jo ikke en doktordisputats). Men hvorfor kan han ikke engang blive enig med sig selv om, hvorvidt de to var gift eller ej? Det er forvirrende for læseren, som kan ende med at tro, der henvises til to forskellige skrifter.

På s. 111 får vi at vide, at den ’gnostiske’ tænker Valentin opdelte mennesker i tre kategorier, nemlig ”de kødelige”, ”de åndelige” og ”de spirituelle”. Læsere, som godt ved, hvad ”ånd” hedder på engelsk eller på latin, vil nok studse lidt over, hvad forskellen på de to sidste kategorier dog kan være. Tilsyneladende har Dalgaard halvt om halvt kunnet huske den valentinske skelnen mellem ”kødeligt”, ”sjæleligt” og ”åndeligt”, og har ikke gidet at slå den op.

Dalgaard sparer i øvrigt konsekvent en stavelse, når han omtaler Valentins tilhængere, der ellers på dansk hedder valentinianere; i bogen her er de ”valentianere”, altså tilsyneladende tilhængere af ”Valentius”, hvem det så end kan være.

Man får det indtryk, at Dalgaard simpelthen har lagt en tændt diktafon på sit kateder, og så har snakket løs til sine studenter i knap 3½ time – vittigt, vidende og indholdsmæssigt velstruktureret, men i et sprog, hvor ord og sætninger falder over hinanden som en døddrukken mand over sine egne ben. Derefter er en båndudskrift øjensynlig blevet sendt direkte til trykkeren, uden at man på forlaget overhovedet har læst materialet igennem. – Jeg er faktisk lidt chokeret over at se en begavet forfatterspire med hårdt brug for lidt hjælp blive ladt så ubarmhjertigt i stikken af sit forlag.

Dalgaard er sikkert en blændende underviser og foredragsholder. Men det talesprogsagtige præg gør desværre ikke bogen letlæselig. Tager man LIX-tallet på et tilfældigt opslag i de to bøger, så ligger Dalgaard på 51 (”svær”) mod Bro Larsens 41 (”middel”). Årsagen er de umådeligt lange sætningskæder, som Dalgaards småsludrende stil ofte giver anledning til.

Og nu vi er ved det formelle: Det burde være muligt i det 21. århundrede at få et professionelt lay-out-program på et forlag, der ikke er ukendt med Bibelen, til at undlade orddelinger som ”Markuse-vangeliet” (s. 28) og ”Johannese-vangeliet” (s. 41).

Politur

Bro Larsens bog udgør på dette punkt den absolutte modsætning til Dalgaards. Tænkepausen om Jesus er så tjekket, elegant og poleret som en plade med Steely Dan. Man fristes til at tro på rygtet om, at Aarhus Universitetsforlag har en forlagsredaktør fuldtidsbeskæftiget alene med at pudse Tænkepause-skribenternes manuskripter af. Men akkurat Bro Larsen har måske ikke behøvet det. Han er i forvejen kendt som en mand med en uhyre spids og elegant pen. Det er lige før de mange vittige ordspil og illustrative antydninger helt kan tage opmærksomheden væk fra de væsentlige ting, der faktisk siges. – Men så kan man jo bare læse de 54 små sider en gang til!

Det kan man i øvrigt rolig gøre med begge bøger. Der er meget at hente.

One response to “Jesus for begyndere

  1. Hahaha tak!! Hvor er det spændende læsning. Og så elegant skrevet i et vidunderligt nutidsrefererende sprog. Seriøs gennemgang, respektfuld også i sin kritik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *