Category Archives: Bibel og kultur

Dracula som bibellæser

manteuffelMan siger tit om gode bøger, at de kan læses ”på flere niveauer”; fortællingerne om Mumitroldene er skægge og spændende historier om en flok spøjse gummidyr, der dytter rundt i en dramatisk, men i sidste ende nogenlunde tryg eventyrverden; og samtidig er det skildringer af angst, ensomhed og fremmedgørelse – og lyset der skinner i mørket. Hvis jeg læser dem højt for en 7-årig, får vi begge noget værdifuldt ud af det, men næppe det samme.

En fortælling kan også rumme flere niveauer for én enkelt læser på en og samme gang. Et godt eksempel er Peter Tudvads vampyrroman ”Manteuffel: Fragmenter af en udødeligs levned”. Den skildrer grev Friedrich von Manteuffels liv i 1500-tallets Europa. Som ung deltager han i nedkæmpelsen af det bondeoprør, som man ofte hører om i forbindelse med Luther. Og 87 år senere, i en alder af 120 år, men stadig med et ansigt som en mand midt i trediverne, bliver han anklaget for sælsomme og uforklarlige forbrydelser, men kan kun henrettes med den pæl gennem hjertet, som vi fra bl.a. Dracula-film kender som det probate middel mod vampyrer.

Det er en fængende, letlæst og både spændende og underholdende roman, hvis man ikke tænder af på de mere ulækre aspekter, som nu engang hører genren til.

Grev von Manteuffels karriere er som sagt vævet sammen med bl.a. Martin Luthers, og sideløbende med grevens transformation fra menneske til monster gennemgår han også en teologisk udvikling. Her er altså mere på færde end blod og uhygge. Greven starter som ukritisk tilhænger af den lutherske reformation og diskuterer bogen igennem med synspunkter både ”til venstre” og ”til højre” for Luther – og ikke mindst med sig selv. Og han ender teologisk et ganske andet sted end han startede. I øvrigt er det måske lidt forenklet at kalde ham et monster: På de fleste af bogens sider har han selv ordet i form af breve og dagbogsoptegnelser (den samme litterære form som i Bram Stokers klassiske bog om Dracula, hvor det imidlertid ikke er vampyren selv, der kommer til orde, men menneskene omkring ham), og man kan ikke undgå at få en betydelig medfølelse med ham.

Det mest spændende i akkurat denne sammenhæng er imidlertid, at greven nærmest ikke kan sige tre sammenhængende sætninger, uden at én af dem er et bibelcitat. Og han er en djævelsk kreativ bibellæser. Velkendte passager fra den hellige skrift bliver citeret ordret og uforvansket, men i en sammenhæng der får dem til at betyde ting, det aldrig var faldet læseren ind, at de kunne sige.

Man behøver ikke sidde og slå efter i Bibelen (eller hænge sig i de mange steder, hvor Manteuffel slår over i latin; betydningen fremgår af sammenhængen, selv på de steder, hvor der ikke direkte oversættes). Sagen er jo netop, at den blodtørstige greve gør bibelordene til sine egne og taler ved hjælp af dem, når han skal fortælle sin utrolige historie. Selv hvis man ikke anede, at der er tale om citater, ville det altså fungere glimrende. Men jeg skal da ellers lige love for, at den i forvejen medrivende fortælling får ”et ekstra niveau”, når man skeler til, hvor de bibelske vendinger oprindelig kommer fra. Jeg garanterer, at det vil løbe almindelige bibellæsere koldt ned ad ryggen, når greven i det næstsidste kapitel får lov at sige et sidste ord til sine dommere og svarer dem med et citat fra slutningen af Matthæusevangeliet.

Fascinerende julegave til både gyserfans og kirkeinteresserede.

Melvilles klokketårn

Hvis nogen mangler en julegave til en, der holder af gode gammeldag fortællinger, så lad mig foreslå Flemming Chr. Nielsens nyudgivne oversættelse af Herman Melvilles Billy Budd og Veranda-fortællinger.

Billy Budd er jo en guldrandet klassiker og vil ikke skuffe nogen, der på grund af Moby Dick især forbinder Melville med saltvand. Men den store amerikaner har meget andet at byde på. Der er historien om den menneskelige fotokopimaskine Bartleby (”scrivener” er hans titel på engelsk, dvs. en kopist eller afskriver, hvis opgave er at give et kontors færdige output det rette professionelle udseende), der pludselig en dag går i baglås – som maskiner jo har det med at gøre.

Og der er historien om Klokketårnet, som man ikke behøver være bibelnørd for at forbinde med beretningen om Babelstårnet, det sørger Melville selv for at skære ud i marmor på novellens første side. Men de bibelske motiver er adskilligt mange flere i denne uhyggelige historie om den hårfine grænse mellem engagement og fanatisme. Karen Blixen ville, som oversætteren påpeger i forordet, have elsket den, men der er nu også et pænt skvæt Edgar Allan Poe i den. Sæt Dem roligt til rette på Melvilles veranda, kære læser.

“… for de fattige i ånden”

Forlaget Alfas “Ny bibel for de fattige i ånden” udkommer jo i eftermiddag. Se indlægget lige her nedenunder mht. både bogen og receptionen.

Der er et spændende interview med forfatteren, Osacr K, i Kristeligt Dagblad i dag, som vist desværre kun kan læses i sin fulde udstrækning af abonnenter. Men her er et appetitvækkende uddrag:

“Jeg synes, det er så ærgerligt, at klassikere forsvinder, for der er så store oplevelser gemt i dem. Også for et menneske, der lever i dag – det, der gør dem til klassikere, er netop, at de til enhver tid vil sige mennesker noget. De har den åbenhed i deres fortællinger, at vi kan lægge det ene fortolkningsmønster efter det andet ned over dem. Jeg har læst Hamlet hundrede gange, og hver gang ser jeg noget nyt. Men mange bøger er ikke værd at læse flere gange, for litteraturen er gjort så let at læse i dag. Alt bliver så entydigt, og det er verden ikke. Den er mangetydig og kompleks. Det er også det, der er spændende ved billedet. Hvordan man læser det, afhænger af, hvilken bagage man har.”

Bibel og billeder

Biblia Pauperum Nova -- Den Nye FattigmandsbibelBibel og billedkunst har hørt sammen i hvert fald siden middelalderen, og bibelsk baserede tegneserier er langt fra nogen nyhed. I 1980’erne stod Bibelselskabets danske version af Régine og Bruno Le Sourds serie, der på dansk hed “Bibeltegneserien” på snesevis af danske kommunebiblioteker. Den så lidt fersk ud ved siden af Splint & Co., og jeg véd ikke, hvor flittigt den blev lånt. I dag udgiver samme forlag bibelske Manga-tegneserier, som nok er lidt mere nutidige i deres udtryk.

Hvis man skulle forfalde til at sukke lidt over den kirkelige iver efter at vise sin aktualitet ved hele tiden at være netop dér, hvor den verdslige verden var forrige sommer, skal man imidlertid huske, at tegneserier sådan set er en kirkelig opfindelse. En af forløberne for Tintin og Asterix er den berømte “Fattigmandsbibel” Biblia Pauperum fra 13-1400-tallet, hvor scener fra Det Gamle og Det Nye testamente var stillet op over for hinanden, så de “passede” sammen, og den senere tids talebobler af og til blev foregrebet ved, at ordene kom ud af munden på de bibelske skikkelser på en skriftrulle.

Netop “Fattigmandsbibelen” får nu en stærkt opdateret efterfølger, når Forlaget Alfa onsdag 14. marts udgiver en Ny bibel for de fattige i ånden. Man kan allerede nu se en fuldfed prøve på Oscar Ks og Dorte Karrebæks arbejde på nettet, og hele værket — samt kunstnerne — kan man få indtryk af ved en reception i anledning af udgivelsen på bogcaféen Tranquebar onsdag 14. marts kl 17-19.

Et enkelt surt opstød fra en gnaven gammel specialist i Bibelens første tre fjerdedele: Forlaget skriver, at “Oscar K. – kendt fra … genfortællinger/omskrivninger af nogle af verdenslitteraturens store værker … har nu (om)skrevet bibelen”. Vist har han ikke-nikke-nej, han har genfortalt historien om Jesus. Det er ikke helt det samme.  Men det er bestemt både flot og spændende.

Poetry slam: Kong David og Grundtvig

Det Gamle Testamente var ikke bare de første kristnes Bibel (eftersom Det Nye ikke var skrevet endnu), det var også deres salmebog. Ikke så sært, at Grundtvig måtte starte med Davids Salmer i Det Gamle Testamente, da han satte sig for at gendigte salmer fra de vigtigste epoker i kirkehistorien.
For et par år siden satte Svend Bjerg og jeg os for at skille Grundtvigs projekt ad og se, hvordan hans gendigtninger kan gøre os klogere både på Bibelen og på ”det grundtvigske”. Det endte med at blive til en bog: ”Den gyldne harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer.”
Bogen udkommer på mandag, 31. oktober, og søsættes ved en lille festlighed på Vartov, hvor Svend og jeg og ikke mindst vores gode ven, Grundtvig-kenderen Sune Auken, giver en Salme til bedste, hvorefter Forlaget Alfa giver et glas vin. Alle mine langmodige læsere er hermed inviteret.

Hvalen og stavefejlen

Når mine studenter er ved at få en prop af det hebraiske alfabet, fortælle jeg dem af og til om én af mine yndlingstrykfejl: I indledningen til Herman Melvilles roman ”Moby Dick” er der en lang liste over, hvad ”hval” hedder på forskellige sprog, og hvad der er skrevet om hvaler i litteraturens klassikere fra Bibelen og fremefter. Allerførst kommer naturligvis det hebraiske ord.

Melville har tydeligvis tænkt sig, der skulle stå ”tan”; Bibelen bruger bl.a. ordet ”tanin” om et stort havdyr, fx i 1 Mosebog kap. 1, vers 21, og tilsyneladende har Melville ment, at ”-in” var en flertalsendelse, så at ”hval” måtte hedde ”tan”. Det er nu en misforståelse, men pyt med dét.

Da hebraisk kun skrives med konsonanter, består ordet ”tan” altså af to bogstaver. Bogstavet T har ca. facon som en døråbning, altså to lodrette streger med en overligger imellem, men med en krølle nederst på det venstre ben; desværre minder det temmelig meget om bogstavet for H og for CH (som i “nach” på tysk eller “Loch” på skotsk). Og bogstavet N skal i denne sammenhæng være en lodret streg med en lille knast foroven, men en typograf, der ikke selv læser hebraisk, får nemt blandet det sammen med tegnene for W, Z eller sågar J. Det lyder fjollet, men de ligner altså hinanden!

Der er altså i alt 12 måder at skrive ordet på, der overfladisk ser nogenlunde rigtige ud, men de 11 er skrupforkerte og giver ingen mening. Siden jeg blev opmærksom på problemet, har jeg med fryd slået stedet op, hver gang jeg i en antikvarboghandel e.l. så endnu en udgave af Moby Dick. Og det fantastiske er – som jeg plejer at opmuntre studenterne med – at jeg har mødt omtrent samtlige de 11 forkerte versioner, men indtil i formiddags, lørdag 22. oktober i det Herrens år 2011, er jeg ikke stødt på den rigtige.

Men i Flemming Chr. Nielsens nyoversættelse, som netop er udkommet, og som jeg så i Arnold Buscks boghandel her til formiddag, er den rigtig.

I øvrigt er det en pragtfuld roman, som hjerteligt kan anbefales, uanset hvordan de to hebraiske bogstaver er behandlet. Det er alt det, der står på de andre mange hundrede sider, der tæller.

Alsang

maratonsangDet er en god mundfuld at ville synge Højskolesangbogen (572 numre) fra en ende af. På Vartov har man derfor også sat årets længste dag, 21. juni. af til projektet. Af programmet kan man se, at Grundtvigs (og nogle få andre sangskriveres) bibelhistoriske sange får en halv time, nemlig fra 21.30 til 22.00. Men der er morgensange fra kl. 7.00, veloplagte oplæg v/ Hella Joof og Peter Aalbæk med flere, præsentation af en spritny højskolesang kl. 17.00 — og gratis kaffe hele dagen. Kig ind og syng med.

Det fantastiske

bibliana_fantastikJeg blev engang i en boganmeldelse bebrejdet, at jeg havde sammenlignet Første Mosebog med folkeeventyr.  Kritik skal der være plads til, og jeg blev ikke stødt personligt, men jeg blev på eventyrenes vegne lidt ked af, at anmelderen åbenbart syntes, en sammenligning med eventyr er nedsættende. For selv synes jeg jo, det er omtrent den vigtigste litteratur der findes.

Der er åbenbart andre, der tænker ligesådan. For det tykkeste nummer af tidsskriftet Bibliana der længe er set, er netop udkommet og har “Fantastiske fortællinger” som tema. Et helt dusin artikler om sammenhængen mellem Bibelen og alle slags fantastiske og uhyggelige fortællinger har man presset ind i overflødighedshornet.

Blot en enkelt smagsprøve op til påsken: Hele to forfattere, min kollega og lærer Geert Hallbäck og den århusianske professor Eve-Marie Becker skriver om den underlige — og dybest set vildt uhyggelige — slutning på Markusevangeliet. Nogle kvinder kommer ud til graven påskemorgen og konstaterer, at liget er blevet væk, men en hvidklædt “ung mand” siger til dem, at Jesus er blevet levende igen, og at de skal mødes med ham i Galilæa, hvor de oprindeligt kom fra. Og så slutter bogen: “Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”

Det er noget af et anti-klimaks. Og ikke blot Matthæus og de andre senere evangelister har været utilfredse og føjet en beskrivelse af disciplenes gensyn med den genopståede Jesus til historien. Det samme har pinligt berørte skrivere, som kopierede Markus, og åbenbart har tænkt, at “sådan KAN et evangelium da ikke slutte!” — og derfor har de klistret en slutning på, hvor Jesus faktisk viser sig. Men i de ældste håndskrifter er der ingen vaklen: Historien slutter med, at Jesus er borte, og kvinderne for bange til at sige noget til nogen. Det kan man kalde en åben slutning.

Nu skal man ikke forestille sig, at Markus faktisk mente, at kristendommen aldrig blev til noget. Markusevangeliet er skrevet blandt kristne, som temmelig sikkert kendte de passager i Paulus’ breve, hvor der bliver henvist til gensynet med Jesus efter hans død og opstandelse. Så hvorfor i alverden vil Markus ikke ud med sproget? Både Hallbäck og Becker mener, at den “åbne” slutning har været en bevidst litterær strategi: Tilhørerne, som jo godt vidste, at det hørte med til den kristne overlevering, at Jesus havde vist sig lyslevende for sine tilhængere, skulle så at sige fortælle historien færdig for sig selv og derved tage stilling til dens utrolige indhold.

Nedbrudt nattergal

bird_on_a_wire“Bird on a Wire”, filmen om Leonard Cohens turné i Europa og Israel i 1972 spiller i øjeblikket i Cinemateket i København. Har man ikke mulighed for at kigge ind dér (der er en verden udenfor København K), kan den også fås på DVD. Den er helt klart obligatorisk for tilhængere af den lille mand med 2-3 meget dybe toner i livet.

Filmen kulminerer med turnéens sidste koncert, hvor “den nedbrudte nattergal”, som Cohen flere gange kalder sig selv, spiller i Jerusalem. Og bortset fra de fascinerende koncertoptagelser var det ét af højdepunkterne for mig at høre Cohen diskutere sin jødedom med en af de lokale, der på perfekt engelsk spurgte ham, om han er “a practising jew”, altså en religiøst aktiv jøde, der bestræber sig på at efterleve budene.

“I’m always practising”, svarer Cohen, høflig som altid: Jeg øver mig hele tiden! Den samtale kunne der vist bygges adskillige prædikener op over.

“En stenet makker”

Murder_Gospel_Of_ManAt vores sprog er fuldt af bibelske vendinger, er ingen nyhed. Og at populærmusikken af samme grund vrimler med halvvejs skjulte bibelvers, bør heller ikke komme bag på nogen. Så sent som i fredags hørte jeg Kellermensch spille sangen “30 Silver Coins” fra deres seneste plade til en glimrende koncert på Vega. Man behøver ikke kunne Matthæus-evangeliet udenad for at vide, hvorfor det lige skal være tredive.

Men det hører trods alt til sjældenhederne, at man til en koncert med et af de bedste navne i dansk populærmusik får en lille forelæsning over Paulus’ første brev til menigheden i Korinth med i købet; men det var faktisk bogstaveligt og uden overdrivelse hvad Anders Mathiasen fra den geniale danske duo Murder præsterede i går aftes på Viften i Rødovre som indledning til sangen “Help the Dead“, som handler om kødets opstandelse. Kigger man nærmere på sangens tekst, forstår man godt, at Mathiasen i forbifarten karakteriserede Paulus som “en stenet makker” — kødets opstandelse er ikke nogen nem størrelse at fortolke.

Men pladen — der oven i købet hedder “Gospel of man” — er noget af det bedste, der er lavet på dansk grund i år. Alle, der sætter pris på akustisk guitar, melodier langt over middel og sangtekster, man ikke bliver træt af, bør gakke ud og købe et halvt dusin eksemplarer af skiven og derefter glemme alt om besvær med at finde på julegaver.