Category Archives: Bibeloversættelse

Fra almægtig til gavmild?

Kirketidende_2014_11Da han møder Gud i den brændende tornebusk, får Moses besked om Guds navn (2 Mos 3,13-15). Nogle kapitler senere forklarer Gud ham desuden, hvordan det går til, at dét med navnet kan være en nyhed på trods af, at Gud selv jo var kendt af patriarkerne helt tilbage til Abraham: ”Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem” (6,2-3).
Man behøver ikke slå efter i den hebraiske tekst for at fornemme, at ”Gud den Almægtige” i denne sammenhæng er et særligt navn for Gud, og ikke blot en omtale af en af Guds egenskaber. Og teologer vil måske kunne huske fra hebraisktimerne, at navnet Shaddai sådan set ikke betyder ”almægtig”. Hvad det så betyder, er langtfra indlysende.
Den gængse oversættelse, ”den Almægtige” skyldes, at Septuaginta, oldtidens græske oversættelse af Det Gamle testamente, en hel del steder gengiver det som pantokrator, ”den der behersker (eller opretholder!) alting”. Men også Septuaginta-oversætterne har efter alt at dømme været på glatis, for de var langtfra konsekvente; ofte skriver de blot ”din Gud”, i Salmerne blev navnet til ”den himmelske” (68,15) eller ”Himlens Gud” (91,1), og i Ruts Bog 1,20 og tre steder i Job nøjedes man med det græske hikanos, ”den tilstrækkelige” – og andre steder er navnet gengivet som ”Herren”. Oversættelse er svært, og det var det også i oldtiden.

Oversættelsens kompromiser
En oversættelse kan lægges til rette, så den imødekommer næsten et hvilken som helst behov – men den kan ikke imødekomme alle behov på én gang. I gymnasiet læste vi Wilsters og Gelsteds oversættelser af Iliaden ved siden af hinanden. Hér var der sigtet efter forskellige mål! Til tider var det svært at se, at det overhovedet var samme værk: Når Wilster skriver ”Men Agamemnon lod trække på dyb en løbende sejler”, hedder det hos Gelsted, ”Og Agamemnon lod et skib sætte i søen”; man er nok tættere på det græske med Wilster – men er man også bedre hjulpet? Det var et sundt kursus i oversættelsens kunst og ikke mindst dens begrænsninger.
I Bibelselskabets nudanske oversættelse af 1 Mosebog og Prædikeren, ”Begyndelsen & Tænkeren”, har vi skullet prioritere den lettilgængelige og forståelige form højt, mens hensynet til traditionen har haft en mindre plads. Men først og sidst har der været tale om en selvstændig oversættelse og ikke en bedrevidende sproglig opfriskning af den eksisterende danske Bibel. Der har altså skullet tages stilling til alle de grundlæggende frustrationer, når hebraiske glosers betydning er usikker. Som fx med hensyn til Guds navn Shaddai.

Voldsmænd, marker og bryster
Ingen véd, hvad der fik Septuaginta-oversætterne til at gengive navnet med et ord, som kan betyde ”almægtig”. Blandt middelalderens rabbinere var der nogle, som mente, at navnet minder om det hebraiske shæ-daj, ”(han) som er nok”. Det passer ikke bare til oversættelsen ”den tilstrækkelige” bl.a. i Ruts Bog, men kunne også forstås som ”den, der har magt nok til hvad det skal være” – altså den almægtige. En anden forklaring kunne være, at navnet stammer fra udsagnsordet shadad, ”at hærge eller ødelægge”, der især forekommer i formen shoded, ”en voldsmand”. Men det er svært at se, hvordan et rent negativt ord for ødelæggende magt skulle have givet navn til Guds beskyttende kraft. Og ganske vist kan man henvise til en arabisk glose, der betyder ”stærk” uden negative overtoner – men vi er altså ude i den alleryderste kartoffelrække, når vi begynder at bruge arabisk som krykkestok i tolkningen af Bibelen.
Det mest ædruelige forslag, sprogforskningen har kunnet komme op med, er nok, at navnet oprindelig er i familie med det babylonske shadû, der kan betyde ”bjerg” eller ”åbent land”. Navnet kunne altså betyde ”Guden på bjerget”, og det passer jo ikke så ringe til åbenbaringen ved Sinaj. Men bedre er det nok, hvis vi kan finde en forklaring inden for Bibelens eget sprog, hebraisk. Der er især to forslag, som i øvrigt begge er i familie med den babylonske forklaring:
Enten kan navnet henvise til det hebraiske sadæ, som både kan betegne en opdyrket mark og det åbne land, som er de vilde dyrs hjemsted. Eller vi skal have fat i ordet shadajim, som betyder ”bryster”; teksten selv lægger stærkt op til denne forståelse i 1 Mos 49,25, hvor Jakob velsigner sin yndlingssøn med ordene
”Gud den Almægtige, han velsigne dig
med velsignelser fra himlen deroppe,
med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede,
med velsignelser fra bryster og moderliv.”
Gud som den, der sørger for den frugtbare agerjord og jagtbyttet, giver fremragende mening i fortællingerne om Abrahams, Isaks og Jakobs forhold til Gud. Og lige så godt passer det med Gud som den, der er kilden til både husdyrs og menneskers frugtbarhed, og sørger for, at der er diende gedekid og menneskebørn, som har brug for bryster.
De forskningsmæssige gætterier er naturligvis kun gæt – men forhåbentlig kvalificerede gæt. Og i stedet for at træffe et valg mellem ”markens Gud” og ”brysternes Gud”, og måske vælge forkert, har vi besluttet at slå dem sammen i begrebet ”Den Gavmilde Gud”; det passer i hvert fald fremragende med, hvad patriarkerne oplever, når Gud giver dem sin velsignelse. – Eller sin ”livsstyrke”, som vi har kaldt det, fordi vi gerne vil fremhæve de aspekter af velsignelsen, som nu engang er dominerende i 1 Mosebog.

Hvor mægtig er Gud?
Oversættelsen er altså ikke på nogen måde et indlæg i den aktuelle – og yderst spændende – debat om Guds almagt. At den udkom en uges tid efter Lars Sandbecks bog, er en tilfældighed. Uden at have gransket dybt i emnet, vil jeg i første omgang mene, at Det Gamle Testamente slet ikke tænker abstrakt nok til overhovedet at have et begreb som ”absolut almagt”, men at den gammeltestamentlige Gud i hvert fald, sagt med Hans Jørgen Lundagers ord, er ”meget mægtig”. Og når vi inden længe skal oversætte Job 42,2, er der ingen planer om at lægge skjul på, at der står noget i retning af ”Nu véd jeg, at du kan alt! Der er intet mål, du ikke kan nå!”

(Artikel i Dansk Kirketidende nr. 11, 2014)

Est(h)ers bog-forum

esthers_bogEsters Bog hører ikke til de dele af Det Gamle Testamente, som enhver har et overfladisk kendskab til: Den er ikke blevet filmatiseret af Disney eller Pixar endnu. Men det skal såmænd nok komme, det er i hvert fald en spændende og dramatisk historie.

Blandt jøder sidder den nok bedre fast i bevidstheden end hos folk som flest af den simple grund, at den fortæller baggrunden for en årlig fest, ganske som de tekster, der hører til påske eller jul hos os andre.

Af samme grund bliver der af og til udgivet  jødiske oversættelser af den i selvstændig bogform til brug ved Purim-højtiden (der på nogle punkter ligner vores fastelavn og falder ca. samtidigt).

I år har overrabbiner Bent Lexner udsendt en oversættelse, fornemt illustreret af Tal Rosenzweig og Thomas Poulsen; på billedet herover ser man Ester på vej ind til sin ægtemand kong Ahasverus — eller som han mere korrekt hedder i Lexners oversættelse: Achasverosh.

Oversættelsen afviger ikke voldsomt fra Bibelselskabets, hverken i stil eller ordvalg. Men det er en formidabelt flot bog. Indledningen er et genoptryk af overrabbiner Max Friedigers indledning til den tidligere udgave fra 1924, og den kunne sandt at sige være mere spændende; der går for meget energi op i en forældet polemik mod religionshistoriske tolkninger af fortællingen. Det havde været fornøjeligt, hvis en af landets mange spidse jødiske penne havde kunnet sætte bogen ind i en nutidig sammenhæng, som Lexner selv gør tilløb til i sit ganske korte forord. Men man må selvfølgelig tage kalotten af for Lexners udtrykkelige begrundelse: At genbruget skal hædre Friediger for hans indsats for de danske jøder i Theresienstadt-lejren.

Godtfolk, der agter sig til BogForum, kan høre mere om sagen på Forlaget Goldberg & Mor’s stand, hvor Lexner skal fortælle om oversættelsen søndag 14. november kl. 13.00. En sølle halv time senere slutter Marco Evaristti (ham med guldfiskene) sig til rabbineren; de skal i fællesskab præsentere et nyt projekt om Ruts bog.

Fra gammeldansk til Ny Aftale

Hvad er vigtigst, når man oversætter? Skal det være så tæt som muligt på, hvad der ‘faktisk’ står i Bibelen, Koranen, Peter Plys — eller hvad det nu er, man oversætter? (”JA!”, svarer mit indre pernittengryn begejstret – jeg hader sløseri og upræcise gengivelser). Men så kommer næste spørgsmål: … eller skal det være så godt, smukt, klart og forståeligt dansk som muligt? (”SELVFØLGELIG!” svarer mine dansklærer-, journalist- og underviserinstinkter. Selv et klovdyr må krumme tæer over den tonedøve facon nutidens mediemennesker ofte ”maskin-oversætter” udenlandske vendinger ord-for-ord uden at interessere sig et hak for, hvad det faktisk hedder på ordentligt dansk.

“Fint nok, men hvilken af delene er vigtigst? Du kan ikke få i både pose og sæk!” – sådan kunne studenterne med megen ret spørge (hvis de ikke var så usandsynligt velopdragne), når de fx til eksamen skal kunne gengive Esajas’ avancerede hebraiske poesi på godt dansk. Og det samme problem står professionelle bibeloversættere med.

Der er ikke rigtig noget dækkende svar. Opgaven er principielt uløselig. Og derfor er det fint, der laves forskellige oversættelser. To af de ekstreme forsøg er biskop Resens danske bibeloversættelse fra 1607, som blev til i en periode, hvor det bogstavelige var i så høj kurs, at der helst skulle være direkte overensstemmelse, ord for ord, mellem den hebraiske og græske bibeltekst og den danske oversættelse – selv om der så kom et “dansk” ud af det, som ingen dansker nogensinde har talt. Og, i den anden ende af skalaen, “Den Nye Aftale” fra 2007, hvor ord som “nåde” og “barmhjertighed” (og selve titlen “Det Nye Testamente”) er røget i afløbet, fordi de ikke er nutidige nok.

Den opmærksomme læser vil have “spottet” (som det hedder på nudansk – jeg mener stadig, dét betyder “at håne”), at der er præcis 400 år imellem. Det har Københavns Universitets Center for Studiet af Bibelens Brug benyttet sig af til at holde en temadag om bibeloversættelser, hvor bl.a. disse to oversættelser bliver sat i perspektiv af kyndige folk. De fire foredrag er nu blevet til en lille bog med titlen Bibeloversættelser: Fra Resens oversættelse 1607 til Den Nye Aftale 2007, der kan købes for 25,- kr. (+ porto, formoder jeg) her.

Forbrydelse eller straf?

En af de morsommere sider ved at arbejde på universitetet er, at man til frokost kan komme ud for pludselig at få stukket en hebraisk bibel ind mellem sin næsetip og sin leverpostejmad og blive bedt om at tage stilling til en ny måde at fortolke én eller anden passage på.

I dag kom min kollega Bodil fx op fra sin undervisning og havde midt i timen fået øje på, at der muligvis er noget galt med den gængse oversættelse af et ret alvorligt vers i den tale, Gud holder for Noa straks efter at han er steget ud af arken:

I skabelsesberetningen havde Gud givet menneskene besked om, at de måtte spise af ”alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt” (1 Mosebog kap. 1 vers 29). De første mennesker skulle altså tilsyneladende være vegetarer. Nogen mener ligefrem, at når der står, at syndfloden kom, fordi Gud så at ”jorden var fyldt med vold” – så betyder det, at han opdagede, at menneskene var begyndt at æde dyrene.

I hvert fald beslutter Gud efter syndfloden for første gang at give udtrykkelig tilladelse til at menneskene må spise kød. Og i samme arbejdsgang må han så forklare, at mens man altså fra nu af har lov at slå dyr ihjel for at skaffe mad, er det fortsat strengt forbudt at dræbe mennesker. Og så kommer det interessante vers:

”Den, der udgyder menneskets blod,
skal få sit blod udgydt af mennesker.”
(1 Mosebog kap. 9 vers 6).

Sådan står der i den autoriserede oversættelse fra 1992. Det springende punkt er det forholdsord, som er oversat til ”af” i sidste halvdel af citatet. Det er den hebraiske forstavelse ”be-”, og hvis vi oversætter stedet meget klumpedumpe-bogstaveligt, og lader forholdsordet stå på hebraisk, står der ca. sådan her:

”Udgyderen af blod-af-mennesket –
be’-mennesket skal hans blod blive udgydt”.

Alle ordbøger, grammatikker og oversættelser, som jeg lige har haft inden for rækkevidde til aften, er enige om, at ”be-” skal oversættes ”instrumentalt”, dvs. at det fortæller hvem, der udfører handlingen, når drabsmandens blod bliver udgydt. Ét menneske er blevet dræbt – et andet menneske bringer straffen til udførelse.

Men alle opslagsbøgerne er også enige om, at ’be-’ kan betyde ”som betaling for” eller ”til gengæld for” (fx når Jakob i 1 Mosebog kap. 29 vers 18 tilbyder at arbejde syv år ”be-Rakel”, dvs. til gengæld for at få lov at gifte sig med Rakel).

I så fald skulle stedet altså oversættes:

”Den, der udgyder menneskets blod,
skal som betaling for dét menneske få sit blod udgydt”

Og det vil altså sige, at “mennesket” i anden linje ikke er bødlen, men forbrydelsens offer: Det samme menneske, som omtales i første linje, hvor hans blod bliver “udgydt”. Det ville faktisk også passe bedre med, at der i begge halvdele af udsagnet på hebraisk netop står ”mennesket” i bestemt form, og ikke bare alment ”mennesker” eller “et menneske”.

Verset taler i så fald ikke om, hvem der skal straffe – men om hvad forbrydelsen har været. Selve straffen kan i princippet være overladt til Gud, som Det Gamle Testamente nogle steder lægger op til, men frem for alt udtrykker stedet så selve ideologien i tanken om blodhævn: At drabsmandens død er en betaling.

Men at der overhovedet er noget at være i tvivl om, opdager man altså kun, hvis man læser teksten på hebraisk. Det gør vi så.

Århus-Betlehem tur/retur

Hvis man er i nærheden af Aarhus Universitet på næste torsdag, 25. september kl. 13-17 — og er interesseret i de gammeltestamentlige profeter, den danske bibeloversættelse fra 1992 eller Mellemøstenkonflikten, så bør man overveje at dukke op til et åbent seminar i anledning af Knud Jeppesens 70-års fødselsdag. Knud er en klog mand og en fremragende underviser, der har haft hænderne helt nede i alle de tre nævnte emner.

Hvis Bibel er det overhovedet?

kilde_kanon.jpgLidt nyere dansk kirkehistorie: I 1992 udkom en ny autoriseret bibeloversættelse efter 15-20 års ihærdigt arbejde og højrøstede diskussioner. Diskussionerne havde mest handlet om, om det nu også var en god idé at lave om på formuleringer, som folk kendte og holdt af. Men både fromme og mindre fromme folk havde også agiteret for, at oversættelsen ikke kun skulle være et stykke videnskab, men også en kirkelig og kulturel brugsbog, der skulle afspejle de begreber og forestillinger i vores fælles sprog og tankegang, som er opstået ved at vi faktisk har læst og brugt Biblen på dansk her til lands de sidste 500 år.

Et eksempel: I skabelsesberetningen står der, at Guds Ånd svævede over vandene. Ja, det vil sige, det står der jo ikke uden videre, for teksten er skrevet på hebraisk. Der står, at Guds ruach var merachæfæt over vandets overflade. Og det kan sagtens oversættes som man plejer. Men det kan muligvis også gengives som noget i retning af, at ”Guds storm piskede over vandet”. Og det giver jo nogle lidt andre associationer.

Man kan ikke sige, at den ene oversættelse er ”rigtig” og den anden ”forkert” – så ville ingen med sprogkundskaberne i orden jo have foreslået den forkerte. Det handler simpelthen om, at et ord på ét sprog kan dække over forestillinger, som man har flere forskellige ord til på et andet sprog.

I den prøveoversættelse, der kom i 1985, hed det så faktisk ”Guds storm piskede hen over vandene”. Men der var både kirkelige gemytter af mere konservativ observans, som mente, at der skal stå ”Guds ånd”, for at man kan se, Helligånden er på færde fra begyndelsen – og andre, der opfattede det som et attentat på dansk kulturel tradition, at udrykket ”at svæve over vandene” nu pludselig blev hjemløst. Bølgerne gik – apropos – højt, når prøveoversættelsen blev diskuteret.

I 1992 kom den endelige oversættelse så, og et vittigt hoved af en journalist kaldte den for ”det store nationale kompromis”, fordi mange af kritikpunkterne var blevet taget til efterretning. F.eks. var stormen igen erstattet af ånd i skabelsesberetningen, men med en fodnote om, at det også kan oversættes ”og Guds storm jog hen over vandene”. Andre steder (f.eks. i Esajas’ Bog kap. 7 vers 14 om ”jomfruen” der skal føde et barn) havde man anbragt den nye, ”provokerende” oversættelse oppe i selve teksten og den traditionelle nede i fodnoten. Alt i alt en meget kompromisagtig løsning, og oversættelsen blev da også positiv modtaget og solgt i kolossale oplag, og kritik og diskussion var der derefter stort set ikke noget af. Kritik er jo også nyttigst, hvis den kan nå at få konsekvenser, og serien af prøveoversættelser havde netop betydet, at alle kunne diskutere med, mens ting endnu kunne laves om.

Tre år senere udgav Bodil Ejrnæs sin spændende afhandling ”Skriftsynet igennem den danske bibels historie”, hvor hun beskrev, hvordan man i tidens løb har præsenteret Bibelen for menigmand: I de første bibeludgaver på dansk efter reformationen blev læseren nærmest holdt i hånden og fik løbende at vide, at dette og hint i Det Gamle Testamente ”i virkeligheden” pegede fremad mod Kristus. De følgende fem århundreders bibeloversættelser kan – lidt firkantet sagt – ses som ét langt tilbagetog fra den fremgangsmåde. Der blev mindre og mindre Jesus i Det Gamle Testamente, og mindre og mindre af det synspunkt, at bibelteksten taler direkte til den nutidige læser.

Med hensyn til sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente var Bibelen fra 1931/1948 nærmest designet til at forhindre læseren i at se nogen sammenhæng, bl.a. fordi sproget var så forskelligt i de to oversættelser. Det ændrede sig i 1992-oversættelsen, hvor man for første gang i århundreder lavede ny oversættelse af både GT og NT samtidigt og derfor kunne sørge for, at de to dele af Bibelen svarede til hinanden på de steder, hvor det faktisk er indholdsmæssigt i orden, at de skal passe sammen.

Året efter – i 1996 – lå der så pludselig en tidlig morgen bunker af et nyt tidsskrift med navnet ”Faklen” på alle tilgængelige bordplader på Det Teologiske Fakultet i København (og formodentlig også mange andre steder). Og én af bladets artikler hed ”Bibelforfalskning” og handlede om, at Bibelselskabet i sin oversættelse havde forvansket Det Gamle Testamentes tekst for at få det til at passe til traditionelle kristne forestillinger.

Meget af kritikken kammede over i skinger konspirationsteori og melodramatiske ”afsløringer” af ting, som alle dannede mennesker véd i forvejen, som fx at Gud faktisk har et navn i Det Gamle Testamente, der staves JHWH, men som traditionelt gengives som ”Herren” både i kristne og jødiske bibeloversættelser. 1992-oversættelsen har faktisk valgt at bruge navnet (med formen ”Jahve”) tretten steder, hvor der er brug for at fremhæve, at det netop er et navn, se fx 2 Mosebog kap. 6 vers 2-3, men de fleste af de ca. 6800 gange, det forekommer, har man fulgt traditionen og skrevet Herren.

Men bortset fra den lidt hysteriske tone, så gav kritikerne sig efterfølgende i kast med det mere konstruktive projekt at lave en alternativ oversættelse af Den Hebraiske Bibel, som de foretrak at kalde det (eftersom ”Det Gamle Testamente” selvfølgelig er en kristen betegnelse). Og nye oversættelser kan vi altid bruge! Jeg blev selv bedt om at bidrage med et kapitel om Dødehavsrullernes betydning for bibeloversættelse til den prøveudgivelse af to gange 12 kapitler, som kom i 2001, og det sagde jeg med fornøjelse ja til, netop fordi jeg synes det er godt at have flere forskellige oversættelser af så vigtig en tekst som Bibelen.

Siden har der været lidt stille om projektet. Men en begavet religionshistoriker ved navn Christian Halvgaard, som jeg ligefrem engang har haft den fornøjelse at undervise i aramaisk, har for ikke så længe siden udgivet en bog om debatten, “Kilde eller kanon?“, og i sidste uges udgave af Weekendavisen blev han interviewet om emnet. (Og det var den aktuelle anledning til at tage emnet op igen).

Bibelen på 7½ minut

bibel.jpg

Bibelselskabet har fået splinterny hjemmeside. Man har heldigvis beholdt det bedste af den gamle, som fx muligheden for at slå op eller søge direkte i hele den autoriserede oversættelse fra 1992. Søgefunktionen er tilmed blevet nemmere at bruge.

Og så er et overflødighedshorn af nye ting blevet føjet til. Man kan fx høre generalsekretær Tine Lindhardt genfortælle Bibelen på 7½ minut.

Under menupunktet “Nyheder og debat” har jeg selv fået lov at skrive en lille ting om den episode, hvor Abraham var på nippet til et ofre sin søn Isak.

Tag en rundtur.

_______________________________________________________________

OPDATERING 25. april:

En skarpsindig bekendt skriver og påpeger en stribe mangler ved søgefunktionen i den nye version af online-bibelteksten:

“Det går helt galt når man søger på et ord.

  • Først søger den på hele hjemmesiden!!!
  • Dernæst må man så igen specifikt vælge at det skal være i Bibelen og hverken i boghandlen eller på hjemmesiden.
  • Derefter får man så nogle hits som ramler ned over siden i tilsyneladende totalt tilfældig orden, Aprokryfer, GT og NT i en uoverskuelig pærevælling.
  • Og man har ikke mere teksten tilgængelig i en kasse ved siden af. Hits kommer bare som hyperlink, man så kan klikke på.
  • Og når man så går ind på et skriftsted, er søgeordet ikke fremhævet. Så kan man sidde der og glo et helt kapitel igennem.

Det gamle var så godt og effektivt.”

Gud er stor?

johs_evg.jpg“Ind imellem sker der også fremskridt inden for teologien”, sagde præsten i kirken i dag. Han hentydede til et vers i dagens tekst, som er oversat anderledes i den “nye” oversættelse fra 1992 end i den gamle fra 1948. Det er Johannesevangeliet kap. 10, vers 29, hvor Jesus under Hanukka-festen står på tempelpladsen og taler. Han beskriver sig selv som en hyrde, der passer på sine får:

“Mine får hører min røst … Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd”. (1948)

“Mine får hører min røst … Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd”. (1992)

Dvs. i 1948 var det Gud Fader, der var større end alt andet. I 1992 er det forholdet mellem Jesus og hans menneskelige tilhængere, der er større end alt andet. Den gamle oversættelse sætter fokus på Guds ophøjethed, den nye sætter fokus på, hvordan Gud “bøjer sig ned” til menneskeheden i kraft af Jesus’ liv.

Er det så et fremskridt? Det kan man altid strides om. Men er det overhovedet en nyhed? Ikke helt. Den håndfuld bibeloversættelser, jeg har stående herhjemme, fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem de to måder at opfatte verset på. Godt nok holder den tyske Luther-Bibel fra 1545 og den engelske King James Version fra 1611 med den danske 1948-oversættelse, så man kunne tro, at det var den “klassiske” forståelse. Men 1992-oversættelsen er ikke blot et udslag af moderne hittepåsomhed, og forskellen er ikke et spørgsmål om smag og behag: Det drejer sig håndfast om forskellige manuskripter fra oldtiden, hvor et enkelt bogstav fra eller til gør forskellen på de to oversættelser. Allerede når man sad i 3-4. århundrede e.Kr. og skrev Johannesevangeliet af, havde man altså forskelligt syn på, om det var Guds ophøjethed eller hans forhold til menneskeheden, der er det vigtigste.

Jeg er ikke nogen stor ekspert i den aktuelle Johannesforskning, men jeg har en kraftig mistanke om, at der blandt eksperterne også er ivrige fortalere for begge synspunkter.

Satan eller ej

satan.jpgEn af ugens pseudonyheder var, at en biskop ønsker at afskaffe Helvede. Sådan kom det i hvert fald til at lyde, når det skulle rummes i en hurtig overskrift. Og så kunne folk ellers melde sig på debatsiderne, og fortælle, om de var ”for” eller ”imod”.

Knap så ophidsende – men måske mere ægte interessant – kunne det være at bruge lidt energi på at gøre sig klart, hvad ord som bl.a. ”helvede” egentlig betyder. Jeg faldt netop over et interessant indlæg om Satan ovre på Tyler F. Williams fremragende blog “Codex“, som illustrerer problemet vældig godt (så må helvede vente til en anden dag):

Satan med horn og sorte vinger kender man fra vittighedstegninger og gyserfilm – og måske fra billedkunsten. I Det Nye Testamente bliver han kaldt for ”de onde ånders fyrste” (Markus 3,22-23); en slags anti-Gud. Det er den slags forestillinger, der ligger parat i baghovedet på de fleste af os, hvis vi åbner Jobs Bog i Det Gamle Testamente og læser om, hvordan ”Satan” overtaler Gud til at sætte Job på prøve ved at lade den arme Job gennemgå alle mulige lidelser.

Sagen er bare den, at der sådan set ikke står en brik om ”Satan” i Jobs bog. I hvert fald ikke om den svovlstinkende fætter fra helvedes dyb, som vi forbinder med navnet. På den tid, hvor Jobs Bog blev skrevet ned, havde folk ikke det samme forråd af billeder liggende i baghovedet, som vi har. De kendte ikke til nogen ”anti-Gud”. Og tilmed er ”Satan” i Jobs bog (og i Det Gamle Testamente generelt) slet ikke noget navn. Det er et navneord, der betyder ”modstander”. Det kan man tydeligt se, når det hebraiske ord ”en satán” bliver oversat til ”en modstander” fx i 2 Samuelsbog 19,23 og 1 Kongebog 11,14 – eller når en forsigtig feltherre på hebraisk siger ”han skal ikke blive til en satán for os” – og den danske oversættelse med fuld ret gengiver det som ”han skal ikke … falde os i ryggen” (2 Samuelsbog 29,4). I alle tre tilfælde kan enhver se, at det er et menneske, der tales om.

Men hvad er det så, der foregår i Jobs Bog? Ordret står der, ”En dag kom guds sønner og trådte frem for Herren; blandt dem var også satán’en [altså ‘modstanderen’]”. Og navne skriver man jo ikke på dén måde. Her er altså ikke tale om et navn på den personificerede ondskab og modstand mod Gud, men snarere en titel eller et tilnavn til en af embedsmændene ved Gud hof: Guds lidt for emsige anklagemyndighed, måske, men bestemt ikke Guds uforsonlige og oprørske fjende, som han senere er blevet til i kristen tradition. I Jobs bog står han tydeligt under Guds kommando.

Det var en stor bibelfortolker som Martin Luther for øvrigt helt på det rene med, da han – netop med tanke på Jobs Bog – kaldte Satan for ”Guds lænkehund”: Der er intet satan’en/modstanderen kan gøre Job, uden at Gud først giver ham lov til det.

Det giver så til gengæld anledning til et meget sværere spørgsmål: Hvorfor giver Gud ham lov til det … ?

Det omrejsende Bibel-tivoli 27

tivoli.jpgMånedens Biblical Studies Carnival kan nu læses hos Kevin A. Wilson ovre på Blue Cord. En af de ting, han henviser til, som jeg skal læse snarest muligt, er et indlæg om den syriske salmesamling “Salomos Oder” på Merkavah Vision. Mere om det en anden gang.

PS:
Sidste måneds tivoli (og præsentation af fænomenet) her.