Category Archives: Dødehavsrullerne

Bibelske dæknavne

Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafiDe fleste skrifter i oldtiden var anonyme. Det gælder også Bibelen: Der står ikke i Matthæusevangeliet, at det er skrevet af Matthæus, der står bare, at det er historien om Jesus Kristus.

Men nogle skrifter angiver forfatternavn (Paulus’ breve, for eksempel), og der er ikke tvivl om, at det gav indholdet vægt. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at der er eksempler på den tredje mulighed: Pseudonymitet. Hvis man havde et budskab, man gerne ville have frem, var det oplagt at skrive det i en kendt persons navn – gerne en kendt person fra fortiden. I andre tilfælde nøjedes man med at fortælle videre på historien om en kendt skikkelse som fx Moses uden nødvendigvis at gøre det i “jeg”-form. Pointen var den samme: Der var autoritet i navnet.

Københavns Universitets Center for Studiet af Bibelens Brug holder et åbent arrangement om emnet tirsdag den 8. februar kl. 16-18 i Købmagergade 46 (Auditorium 11, 3. sal), i anledning af bogen “Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi”. Mine lærde kolleger Trine B. Hasselbalch og Finn Damgaard fortæller dels om Dødehavsrullerne og dels om den jødiske filosof Filon. Jeg skal selv fortælle lidt om Kæmpernes Bog.

Kæmpernes Bog

FBE_16Hvis man skulle uddele en pris til den mest underlige passage i Bibelen, ville der nok gå rigtig mange stemmer til Første Mosebog kap. 6, vers 1-4:

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: »Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år.« Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.”

Det er næsten som om, forfatteren véd noget mere, men ikke bryder sig om at snakke mere om denne pinlige historie end højst nødvendigt. Dén tilbageholdenhed er der til gengæld ikke noget af i ”de gammel­testamentlige pseudepigrafer” – en løst defineret gruppe af bibellignende skrifter fra ca. den periode, hvor Det Gamle Testamente begyndte at blive samlet. Den ældste del af pseudepigraferne, 1 Enoks Bog kap. 1-36, fortæller i mange detaljer, hvordan en snes navngivne engle gifter sig med menneskelige kvinder og lærer menneskene en række ting, som forfatteren ikke bryder sig om, fx at spise kød (og muligvis også at blive kannibaler), udøve trolddom, smede våben og bruge øjensminke! Gud synes heller ikke om det, og han sender en række engle ud fra himlen som guddommelige stormtropper for at nedkæmpe oprøret. For et oprør er det, at de ”faldne” engle har overskredet grænsen mellem himmelsk og jordisk. Fortællingen er en forklaring på, hvor alt ondt stammer fra, og dermed så at sige en alternativ syndefaldsberetning.

1 Enoks Bog har man kunnet læse i en glimrende dansk oversættelse siden 1956. Men den kreative teologiske fortælleglæde stopper ikke her. De rebelske engle blev nedkæmpet og spærret inde i underverdenen (en tanke, der også er rester af i Det Nye Testamente, se 2 Peters Brev 2,4), men hvad blev der af de børn, de fik med jordiske kvinder, og som muligvis er dem, der kaldes ”kæmper” og ”helte” i Første Mosebog?

De fik deres eget skrift i oldtiden, ”Kæmpernes Bog”, som man i mange år kun kendte af omtale fra lister over manikæernes skrifter (mere om dem en anden gang). Men i det 20. århundrede er der dukket rester af ”Kæmpernes Bog” op ved udgravninger på så forskellige steder som Xinjiang-provinsen i det nordvestlige Kina og Qumran ved Det Døde Hav. Og fragmenterne fra Det Døde Hav har jeg nu haft den fornøjelse at oversætte til dansk i bogen ”Skriftbrug, autoritet og pseudepigrafi”, som mine lærde kolleger Bodil Ejrnæs og Lone Fatum lige har udgivet. Ormene har spist det meste, men man kan stadig læse nok til at få en fornemmelse af historien:

De faldne engles afkom sidder befippede og fortvivlede og lægger råd op sammen. De har grund til at frygte, at Gud ikke er færdig med sin straffeekspedition, blot fordi deres himmelske fædre er blevet lagt i lænker. Hovedpersonerne er de to kæmper Ohjah og Hahjah, som begge i drømme får et glimt af, hvad der venter dem. Ohjah ser en have, der blive tilintetgjort, først af ild fra himlen og derefter af en oversvømmelse; kun ét træ, som har tre store rødder ud til siderne, bliver skånet af flammerne. Og Hahjah ser i drømme, at en hersker fra himlen stiger ned og dømmer alle på jorden. De forvirrede kæmper sender en budbringer af sted for at spørge den vise Enok til råds, og så vidt man kan se af fragmenterne, forklarer Enok, at træet med de tre rødder er Noa og hans tre sønner (samt, naturligvis, deres hustruer, men kvinderne tæller åbenbart ikke med): De er de eneste, som vil blive reddet fra den ødelæggelse, som er på vej. Både Ohjahs og Hahjahs drøm betyder altså det samme: At dødsdommen er afsagt over kæmperne. Og redskabet til at udføre den med, kender vi fra Bibelen: Det er syndfloden.

Det mest gådefulde ved teksten er egentlig, at den lader til at have en hel del sympati for kæmpernes triste situation – eller i hvert fald en betydelig indlevelse i den. Det kan der selvfølgelig i fortællingens eget univers være en slags mening i: Hvis man forestiller sig et menneske, der levede på kæmpernes tid, har udsigten til, at alt liv på jorden skulle udryddes, været udpræget bad news, hvis man ikke tilfældigvis hørte til familien Noa. Men fortællinger om syndfloden er jo altid skrevet i tilbageblik, og man kan derfor godt undre sig over, at forfatteren ikke bare har gnedet sig veltilfreds i hænderne og glædet sig over, at uhyrerne blev druknet, mens vores egee stamfader Noa flød ovenpå. Måske får vi et svar en dag, hvis der bliver fundet flere rester af teksten.

Amerikansk olie og Dødehavsruller

doedehavsrullerne_2009På Syddansk Universitet sidder en ekspert i Kulstof-14-datering, Kaare Lund Rasmussen. Han er et af de spændende mennesker, som vader hen over grænserne mellem fagområder. Det bliver han næsten nødt til, for det, han skal datere, er mest sager, som i øvrigt udforskes af historikere, teologer o.l. (se fx her angående hans arbejde med danske middelaldermunkes arbejds­vaner).

Han har også arbejdet med Dødehavsrullerne. Det særlige bidrag til dén sag hænger sammen med, at de forskere, som fra midten af 1950’erne sad i Jerusalem og arbejdede med fundene, penslede pergamenterne med amerikansk olie for at blødgøre dem og gøre dem lettere at læse. Det virkede fint, men havde en bivirkning, man ikke havde tænkt på: Kulstofindholdet i olien medfører, at man derefter ikke kan lave en præcis datering af manuskripterne. Der er mere om sagen på videnskab.dk (en artikel fra begyndelsen af året). Når jeg kommer i tanker om det nu, er det fordi jeg for nylig har leveret to artikler om emnet til “Skovshoved Avis” (én om Kulstof-14-dateringen og én med lidt baggrundsstof om rullerne i det hele taget).

Norske Dødehavsruller

justnes_dssNu er også den norske udgave af den store fællesnordiske grundbog om Dødehavsrullerne udkommet.

Den danske udgave udkom på Forlaget Anis for få måneder siden. Jeg tillod mig i den forbindelse ubeskedent at beskrive den som “den mest up-to-date grundbog om Dødehavsrullerne, der kan købes for penge.” Det står jeg sådan set fortsat ved, med den ene undtagelse, at læsere der kan moderne hebraisk, bestemt også bør kigge i den 700 sider lange moppedreng i telefonbogsformat, som Menahem Kister har redigeret, og som udkom på Yad Ben Zvi-forlaget i Israel ca. samtidig med den danske bog.

Tillad mig i øvrigt lige igen at nævne, at vi sammen med den danske bog har lavet en komplet oversigt over de mere end 900 manuskripter fra Qumran samt over alle danske oversættelser. Til fri og gratis afbenyttelse.

Koder og krukker

Mt_Zion_Cup_National_GeographicDen beholder af sten, som er dukket op i en udgravning på Zionbjerget i Jerusalem (tidligere omtale her) er en hård nød at knække for eksperterne i indskrifter fra oldtiden.  En artikel i National Geographic taler om, at de ti linjer på krukken er skrevet i en slags kodeskrift og på en blanding af hebraisk og aramaisk.

Men nu fortæller Jim Davila, bibelvidenskabens énmandsudgave af Reuters Bureau, at han på en lærd konference i Amerika har snakket med Stephen Pfann, som har haft ansvaret for udgivelsen af de Dødehavsruller, der er skrevet i såkaldt “kryptisk” skift, dvs. en slags kode. Pfann mener, at skriften på krukken minder om det alfabet, der bruges i nogle af de “kryptiske” Dødehavstekster (Cryptic A bliver det kaldt). Og noget af teksten skulle minde om indledningen til Salme 26 i Det Gamle Testamente.

Mere vil han ikke ud med. Men det står jo os andre frit for at spekulere. Salme 26 er en from mands bøn til Gud om hjælp. I vers 6 står der “Jeg vasker mine hænder i uskyld / jeg kan gå omkring dit alter, Herre”, og længere henne taler han om sine mindre fromme medmennesker, “hvis hænder er fulde af skændighed, / hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.” Fokuseringen på hænder og renhed passer jo som hånd i handske (!) til udgravningsholdets gæt på, at krukken har været brugt til at hælde vand over hænderne i forbindelse med den rituelle jødiske renselse fx forud for måltiderne.

Så nu véd vi måske, hvordan det så ud, når man fulgte de regler, som farisæerne minder Jesus om i Markusevangeliet kap. 7, vers 1-5.

“Bibelen har det indhold, bibler skal have”?

dssfDet er godt at være præcis. Men det kan fremkalde betydeligt hovedbrud, hvis man forsøger at være mere præcis end der er grundlag for.

Fx fortæller jeg ofte studenter og andre flinke folk, at Dødehavsrullerne kan deles op i ”bibelske” og ”ikke-bibelske” tekster. Og da jeg for et stykke tid siden lavede en oversigt over dem som supplement til den nye grundbog, delte jeg dem op på den måde. Men giver den skarpe skelnen egentlig mening?

At opdelingen ville have været svær at forklare for teksternes forfattere, er sådan set det mindste problem. Men en kendsgerning er det, at man i den tids jødedom nok havde ”en samling af autoritative tekster”, men næppe ”en autoritativ samling af tekster”. Eller sagt på mindre knudret dansk: Man var enige om, at en gruppe skrifter havde en særlig status, og at fx Mosebøgerne og Esajas’ Bog m.fl. hørte med til den gruppe, men listen over bøger, som hørte med til denne gruppe, var ikke afsluttet. Hvis nogen fx spurgte, om Højsangen eller Enoks Bog hørte med, så stoppede enigheden: Skønt Højsangen i dag er en del af Bibelen, var den omdiskuteret helt op til efter vores tidsregnings begyndelse. Og omvendt med Enoks Bog: Alt tyder på, at mange jødiske grupperinger anså den for at have samme status som fx Mosebøgerne, men den endte med ikke at komme med på listen. Den tids ”kanon” var altså ”flydende” eller ”åben”, som man siger – og det er jo næsten det samme som at sige, at der ikke var nogen kanon (selv om der altså, NB, var hellige skrifter, men netop i flertal).

Men jeg har pænt holdt mig til den kanon, som jøder og protestanter er fælles om: ”Bibelsk” er i denne sammenhæng de 39 skrifter, som optræder i indholdsfortegnelsen til Det Gamle Testamente i en almindelig dansk bibel. ”Apokryfe” skrifter som Siraks og Tobits bøger og Jeremias’ Brev er puttet over i den ikke-bibelske kategori sammen med ”pseudepigrafe” bøger som Første Enok og Jubilæerbogen. Der stopper problemet imidlertid ikke. For ét er spørgsmålet om, hvilke skrifter, der udgør Bibelen. Et andet spørgsmål, er ”i hvilken form”?

Foruden eksemplarer af den hebraiske tekst til langt de fleste gammeltestamentlige skrifter rummer samlingen fx de ældste bevarede targumer. Det er ”oversættelser” til aramaisk af bibelske skrifter, men da targum-traditionen ofte forholder sig særdeles frit og kreativt til sit udgangspunkt, er det lige så nærliggende at opfatte dem som selvstændige fortolkninger. Så de kom over i gruppen med ikke-bibelske tekster.

Men, ups!, hvad så med de græske oversættelser? For sådan nogle findes der også en håndfuld af blandt Dødehavsrullerne. Ja, de er ind til videre blevet puttet i kategorien med ”bibelske” tekster. Og grunden? Tjah, vist nærmest en traditionel teologisk fordom om, at de græske bibeloversættelser jo ”bare” er oversættelser, mens targumerne er fortolkninger. Men det er naturligvis forkert. ”Oversættere er forrædere” siger man med et ordspil på italiensk, og det er måske en mild overdrivelse, men oversættere er i hvert fald ALTID fortolkere. Og den græske oversættelse af GT, Septuaginta, er ikke kun en (nød)hjælp til at forstå den hebraiske tekst, men også et udtryk for et selvstændigt teologisk stykke tænkning i oldtidens jødedom – det er man for alvor ved at blive klar over i disse år. Så måske burde de græske tekster have fulgt med targumerne over i den ikke-bibelske kategori.

Og så har jeg ikke engang nævnt det uoverskuelige problem med at afgøre, hvornår en hebraisk tekst er en bibeltekst med variationer – og hvornår den er en selvstændig genfortælling eller fortolkning. Hvor stor skal forskellen være … ? ere om det en anden gang …

Når eksperter samarbejder

doedehavsrullerne_2009

Her er en bog, jeg er rimeligt stolt af at have været med til at bringe til verden.

Man kan lave en grundbog om et stort og kompliceret stof på tre måder:

1) Enten sætter man én eller anden medgørlig sjæl til at skrive bogen selv. Det giver tit en spændende og sammenhængende bog, og så må man tage med, at forfatteren véd mere om nogle dele af emnet end om andre.

2) Eller man deler kapitlerne ud på forskellige eksperter, og får så tit en bog, der reelt er en artikelsamling: 15-20 højt kvalificerede bidrag, der stritter i ca. lige så mange retninger.

3) Eller man indkalder de samme eksperter, men i stedet for blot at smække et omslag om deres bidrag sætter man en hårdtarbejdende redaktionsgruppe til at bearbejde kapitlerne, så de faktisk hænger sammen. Tro mig, det kan være mindst lige så stort et arbejde som at skrive bogen – akademiske skribenter er ikke den dyreart i verden, det er nemmest at dressere! Og derfor er der som regel heller ikke nogen, der gider gøre forsøget. Til stor skade for studenter og andre seriøse læsere.

Men det er præcis hvad fire nordiske eksperter i Dødehavsrullerne har bakset med de seneste adskillige år. Og nu foreligger resultatet på dansk, redigeret af Bodil Ejrnæs: Den mest up-to-date grundbog om Dødehavsrullerne, der kan købes for penge.

Der er en anmeldelse og to baggrundsartikler (her og her) i avisen i dag, så jeg behøver ikke selv kloge mig på indholdet. Og desuden bør man vel ikke anmelde bøger, man selv har skrevet i: Jeg bidrager med tre kapitler om, hvad man af Dødehavsrullerne kan lære om den jødiske gudstjeneste, om fortolkning af Moseloven og om det hebraiske sprogs udvikling.

Som supplement til bogen har vi oprettet et web-site med en oversigt over samtlige tekster med henvisning til de danske oversættelser.

Døde ruller og levende ord

ROM_scrolls

Der er for tiden stor udstilling om Dødehavsrullerne på Royal Ontario Museum i Toronto. Og da familien tilfældigvis skulle besøge en gammel ven dér i byen i sommerferien, og den gamle ven bød os med ind at se dinosaurerne på museet, var det nærliggende også at snuppe et kig på rullerne.

Det er en flot udstilling, og det kan næppe gøres meget bedre, men det slog mig undervejs, hvor utrolig lidt visuel appel, der egentlig er i Dødehavsrullerne. Der er simpelthen ikke meget at kigge på – og det er jo ligesom forudsætningen for at udstille. At disse små gnidrede brune stumper er det vigtigste arkæologiske fund i det 20. århundrede (eller ”Words that changed the world” som museet averterer – formodentlig især med tanke på, at man blandt rullerne finder de ældste bibelmanuskripter), det kan man sandt at sige ikke se på dem. Det må fortælles.

Og fortællingen foregår jo så typisk i form af plancher. ”Her er meget at læse”, sagde min begavede papsøn Lasse skeptisk, og han plejer ellers ikke at lade sig skræmme af en historisk forelæsning. Men han havde ret – hvis ikke man tyggede sig artigt gennem ret voldsomme tekstmængder, ville man sandt at sige få mere indsigt i rullerne ved at høre et godt gammeldags tre-kvarters folkeoplysende foredrag i den nærmeste sognegård end ved at rejse til Toronto og se på de udstillede rester af fortiden.

Men der var skam fine tiltag til at gøre levnene levende. På en skærm så stor som en kummefryser blev der fx vist en computeranimation af en tur gennem templet som det så ud på Jesus’ tid, og på den tur kom man forbi to inskriptioner, som arkæologer har fundet i det 20. århundrede: En advarsel ved indgangen til ”jødernes forgård” i templet om at ikke-jøder formenes adgang, og en kortere indskrift som markerede hornblæserens plads på tempelmuren – og vips: I to montrer lige ved siden af var netop de to inskriptioner udstillet. Elegant kombination af elektronik og gammeldags museum.

På et helt andet område var udstillingen også udpræget up-to-date: Der blev ikke lagt skjul på, at forskerne er uenige om, hvem der egentlig ejede rullerne, og at selv hvis ejerne var en gruppe essæere, der boede i Qumran, har de under alle omstændigheder selv kun skrevet en mindre del af det jødiske bibliotek, de var i besiddelse af. En overskrift som ”Sekterisk, præstelig – eller simpelthen jødisk?” var ikke noget, man ville have set på en udstilling om Dødehavsrullerne for 10 år siden. Det fortjener arrangørerne respekt for.

Finske ruller

Hvis nogen blandt mine langmodige læsere skulle være skrappe til finsk, så kan jeg nu henvise dem til en af verdens mest up-to-date introduktioner til Dødehavsrullerne: Lærebogen “Aarre saviastioissa“, redigeret af Jutta Jokiranta. Jeg bidrager selv med tre kapitler om bl.a. den jødiske gudstjeneste og om Moseloven og dens fortolkning (som flinke folk i Finland har oversat). Det er en lidt pudsig fornemmelse at have været med til at skrive en bog, men ikke selv kunne læse en stavelse af den. Men billederne er flotte.

En dansk bog med grundlæggende samme indhold, redigeret af Bodil Ejrnæs, er på vej gennem trykpressen og udkommer på forlaget ANIS i august. Titlen bliver “Dødehavsrullerne: Indhold, historie, betydning”.

Røvere og arkæologer

”Kan der stadig tænkes at blive fundet nye ruller”, spørge folk gerne, når jeg har været ude at fortælle om Dødehavsrullerne. Jeg plejer at svare tøvende: Alt kan tænkes, hvis man har en god fantasi, men få områder er blevet så grundigt finkæmmet som den judæiske ørken, så det meste er nok fundet.

I går fandt man imidlertid én: Den blev ”fundet” af israelsk politi, ikke i en hule i ørkenen, men i hænderne på nogle palæstinensere, som forsøgte at sælge den på det sorte marked. Men selv om man altså ikke nøjagtigt véd, hvor den kommer fra, ser den ud til at være ægte nok. Den indeholder femten linjer hebraisk tekst skrevet på et stykke papyrus på ca. 15 cm på hver led.

Det er ikke en ”litterær” tekst, som de fleste Dødehavsruller, men et juridisk dokument: Den handler øjensynlig om en jødisk enkes overdragelse af sine ejendele til familiemedlemmer. Hendes navn, Miriam, Jakobs datter, kan læses nogenlunde tydeligt. Det samme kan årstallet på en måde, og det er naturligvis voldsomt spændende for forskerne: I den øverste linje står der tydeligt ”i det fjerde år efter Israels ødelæggelse” (det er ordet lechurban, ”efter ødelæggelsen af”, der ses øverst i billedet her).

Man gætter på, at det betyder i 74 e.Kr., det vil sige fire år efter at romerne ødelagde Jerusalems tempel. Det kunne også betyde 139 e.Kr., fire år efter at den jødiske befolkning blev fordrevet fra Judæa oven på ”Bar Kochba-opstanden” (en lang og dramatisk historie i sig selv).

Til de særligt interesserede: De israelske myndigheder har lagt et usædvanligt detaljeret foto af bæstet på nettet. Der kan læses meget mere hos Jim Davila ovre på Paleojudaica.