Category Archives: Fortolkningshistorie

Marias evangelium

Man hører til tider folk fortælle, at ”Der er jo blevet fjernet skrifter fra Bibelen i tidens løb”; særligt avancerede konspirationsteoretikere kan ligefrem fortælle, hvilket kirkemøde i 4. årh. efter Kristus det foregik på.

Det er ganske vist noget vrøvl, men sandheden vil i nogles øjne være endnu mere provokerende: realiteten er, at ind til midten af 300-tallet fandtes der sådan set slet ikke noget Ny Testamente.

Der fandtes de skrifter som står i Det Nye Testamente, og de blev stort set alle anset for hellige og forpligtende i hele den kristne verden. Men foruden dem fandtes der en masse andre skrifter om Jesus og hans første tilhængere, og der var kristne menigheder, der betragtede dem som lige så vigtige og værdifulde. Og selv om man altså havde et klart begreb om, at mange af de kristnes egne skrifter var Hellig Skrift på samme måde som Det Gamle Testamente, man havde arvet fra jøderne, så var der endnu ingen der definitivt havde truffet en forpligtende beslutning om, præcis hvad der hørte med, og hvad der var udenfor.

De skrifter, som var i omløb blandt kristne, men som der i sidste ende ikke var enstemmig opbakning til at anse for ”bibelske”, udgør en spraglet og rasende spændende litteratur. Og i løbet af det 20. århundrede er mange af dem, som ellers var gået i glemmebogen, dukket op ved fund bl.a. i Egypten.

Men selv om de er spændende, kan man ikke altid påstå, at de er lettilgængelige. (Vi som læser selve Bibelen til daglig, er dog måske tilbøjelige til at overse, at dén også kan være ganske svær at trænge ind i). Så der er grund til at glæde sig, når eksperter på feltet bruger energi på at dele ud af deres viden.

Det er akkurat hvad ph.d. Marianne Aagaard Skovmand, der er sognepræst på Fyn, gør i sin nye bog: Hun nøjes ikke med at oversætte en af sine favorittekster, Mariaevangeliet, til dansk (det er gjort et par gange før, som man kan se i denne oversigt i PDF-format), men fortæller også hele baggrundshistorien og gennemgår indholdet i den fascinerende tekst.

”Mariaevangeliet” er ikke blot en titel, nutidens forskere har givet teksten, fordi Maria spiller en stor rolle, det er den betegnelse, som en skriver i oldtiden selv anbragte nederst på den sidste af de 19 papyrussider, som evangeliet fylder. Eller ”har fyldt”, skulle man måske sige, for de første seks sider er forsvundet, og det samme gælder fire sider midt i teksten. Men der er altså ni tilbage, og slutningen er bevaret – og dengang var det almindeligt at anføre titlen til sidst.

Der, hvor vi kommer ind i teksten, på s. 7 af håndskriftet, er ”Frelseren”, dvs. Jesus, i færd med at besvare spørgsmål fra sine tilhængere, bl.a. Peter. Derefter tager han afsked med dem, sender dem ud i verden for at fortælle sit budskab videre, og ”går bort”. At han går bort, henviser nok til hans død (som jo beskrives mere detaljeret i de evangelier, der er med i Bibelen), for disciplene bliver fortvivlede og tør ikke foretage sig noget, for ”Når de ikke skånede ham, vil de da skåne os?”

Hjælpen kommer fra en uventet kant: Det er hverken Helligånden eller en ledende mandlig discipel, der hanker op i de fortvivlede, men derimod Maria Magdalene, der tager ordet og sætter nyt mod i forsamlingen. De giver sig straks til at ”diskutere Frelserens ord sammen”, og Peter opfordrer Maria til at sætte dem ind i, hvad hun lærte af Jesus.

Så vidt man kan se, har hendes redegørelse fyldt de næste 6-7 sider, så selv om der mangler 4 sider midt i hendes belæring, har vi både begyndelsen og slutningen. Den særlig indsigt hun har at give videre, har hun modtaget i et syn, og den omfatter blandt andet en beskrivelse af sjælens rejse forbi syv skadelige magter, der vil hindre dens frelse. (Allerede her mærker man både lighederne og de ret drastiske forskelle på denne tekst og det man er vant til at læse i Det Nye Testamente).

Efter Marias redegørelse bryder der et skænderi ud mellem disciplene: Andreas beskylder Maria for at have fundet på det hele selv, og Peter er skeptisk over for tanken om, at Frelseren skulle have fortalt de vigtigste hemmeligheder til en kvinde. Levi taler imidlertid de mandlige brushoveder til rette, og hele forsamlingen ender med at gå ud ”for at undervise og prædike” – på sin vis en slutning, der svarer til fx Matthæusevangeliet: Der hvor teksten ender, begynder kirkens historie. Men samtidig får man altså indtryk af, at indholdet i den prædiken, de skal ud at holde, har et lille twist i en anden retning end man kunne have ventet ud fra de bibelske evangelier.

Det er en fascinerende og letlæselig bog, Marianne Aagaard Skovmand har begået. Det er i forvejen almindeligt kendt, at hun er én af det lille dusin mennesker i Danmark, som har ekspertviden og sprogkundskaber til at læse akkurat disse tekster på en virkeligt professionel facon. Vi kan nu konstatere, at hun også kan gøre folk uden forhåndsviden klogere på emnet på fornemste vis.

(Hvis man efter læsningen slet ikke kan nære sig, kan man bl.a. læse mere om Mariaevangeliet i Lone Fatums bidrag til bogen “Den hemmelige Jesus“, som står på 51 af landets biblioteker – og kan købes hos forlaget Eksistensen).

Stor opstandelse

Melkite-Church-of-the-Annunciation-JerusalemPaulus var blevet arresteret. Efter årelange rejser i det østlige Middelhavsområde var han vendt hjem til Jerusalem, og på selve den hellige tempelplads var han kommet i klammeri med en gruppe af sine jødiske landsmænd der misbilligede hans fortolkning af den jødiske lov. Og hvis ikke den romerske garnison havde taget ham i forvaring, var han nok blevet lynchet.
Nu blev han fremstillet for det jødiske råd – en slags kombineret højesteret og religiøst lærdomscenter. Og her begår han så en retorisk genistreg og splitter sine modstandere ved at spille på at de er stærkt uenige om hvad der venter en from jøde efter døden:

Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og sad-dukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele. Der blev en voldsom råben og … sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus.

(ApG 23,6-10)

Mange forskere mener i dag at Apostlenes Gerninger nærmest er en from novelle, og at vi kun kan vide noget om Paulus fra hans egne breve. Men derfor kan den historie der bliver fortalt, jo godt afspejle virkelige religiøse forhold i hans samtid. Og teksten skærer på tydeligste vis ud i pap at jødedommen på Jesus’ tid ikke var en éntydig lære, men et sammensurium af partier og retninger: Alle havde templet og Loven som fælles fundament, og derfor havde de råd til at være uenige om stort set alt andet. Og farisæerne troede altså på opstandelsen, ganske som de kristne, mens saddukæerne mente at dét stod der ikke noget om i Loven.

De mange jødiske partier
Men der var flere holdninger end de to vi lige har ridset op: Hos den jødiske historiker Josefus opdeles jøderne i tre partier: farisæere, saddukæere og essæere. Essæerne indtager en form for mellemstandpunkt: De mener, at

legemerne er forgængelige og materien ubestandig, men sjælene er udødelige og består altid … Og samstemmende med grækernes sønner erklærer de, at der på den anden side af oceanet er et opholdssted for de gode … Men de onde henviser de til en mørk og kold afkrog, fuld af uophørlige straffe.

(Den Jødiske Krig 2. Bog 154-55)

Ud over saddukæerne som helt afviser et liv efter døden, har vi altså her en klassisk modsætning. Enten som hos essæerne en tro på at der venter sjælen et andet liv umiddelbart efter døden. Så er en fremtidig dommedag ikke relevant, for de døde har jo allerede fået hvad de fortjener. Eller som hos farisæerne en opstandelsestro: En forventning om at de dødes legemer engang i fremtiden bogstaveligt skal stå op af graven eller på anden vis bringes til live. For at gøre det hele yderligere indviklet, så har der også været store variationer i opstandelsestroens nærmere indhold: Hvordan kommer de døde tilbage? Hvornår? Hvorfor? Og hvor mange af dem? Jeg vil i det følgende tage læseren med på rundtur i datidens religiøse tankeverden:

Sjælens opstandelse
1. Enoks Bog er en lang samling af forskellige åbenbaringsbøger som oprindeligt ikke har hørt sammen. I den afsluttende del, »Enoks formaningstaler«, siger Enok til de fromme:

hav håb, I som er døde i retfærdighed. Vær ikke bedrøvede, hvis jeres sjæl er steget ned i dødsriget med bedrøvelse og jeres kød ikke i jeres liv har fået, hvad der stemte med jeres fromhed.

(1 Enok 102,4-5)

I Det Gamle Testamente var tankegangen at livet er godt i sig selv, og at et menneskes yderste mål er at dø gammel og glad og blive husket for det gode. Det samme grundlæggende syn gør sig også gældende her, men nu er der indtrådt en komplikation: Hvad stiller man op med sådan et syn på livet når nogle mennesker faktisk ikke dør gamle og glade – selv om de er retfærdige og altså har fortjent det? Ifølge Enok er der håb for dem der således er blevet snydt: De vil nemlig få kompensation efter deres død. Et liv efter døden er ifølge denne opfattelse således ikke nogen automatisk forlængelse af menneskelivet, men en særlig skadeserstatning til dem som har oplevet lidelser de ikke fortjente:

Hav håb, thi først blev I udsat for skam i ulykke og nød, og nu skal I skinne som himlens lys, og I skal skinne og blive set, og himlens porte skal åbne sig for jer … en stor glæde skal vederfares jer som himlens engle … med himlens gode skal I være fæller.

(1 Enok 104,2-6)

Kompensationen består altså i at de retfærdige ikke længere skal være sunket »ned i dødsriget med bedrøvelse«, men skal »skinne som himlens lys«. Hvad vil det sige? Åbenbaringslitteraturen var meget optaget både af engle og af astronomiske fænomener, og den skelnede ikke væsentligt mellem de to ting: Sol, måne, stjerner og engle og ærkeengle hørte alle med til »himlens hær«. Og når de retfærdiges belønning her er at skinne som lys, så kan vi da også se af sammenhængen at det betyder at de får status som engle: Himlens porte åbner sig for dem, de skal opleve en glæde som himlens engle, men de skal også ligefrem være »fæller« med »himlens gode«, dvs. stå på lige fod med englene. Her indføres altså, måske for første gang nogensinde, den forestilling som er så dominerende i både vittighedstegninger og folkelig kristendom, nemlig tanken om at »komme i himlen« og spille harpe sammen med englene.
Svarer det til farisæernes eller essæernes opfattelse? Ikke rigtigt nogen af delene. Der er nok tale om en form for opstandelse, for de retfærdige har først opholdt sig i dødsriget og bliver siden hentet frem igen for at få deres belønning. Det er mere på linje med farisæernes opfattelse end essæernes. Men der er intet som tyder på at det er kroppen der opstår, eller at det er et fysisk, jordisk liv man opstår til. Dét ligger til gengæld mere på linje med essæernes tro på et opholdssted for de gode udødelige sjæle »på den anden side af oceanet«. Man kunne måske kalde konceptet for sjælens opstandelse.
Det er udtrykt endnu tydeligere i Jubilæerbogen hvor en engel fortæller Moses om en fremtidig fredstid. Da skal menneskene leve til de bliver tusind år gamle. Også de døde skal deltage i begejstringen herover:

de retfærdige skal se det og takke og glæde sig med fryd i evigheds evighed … Og deres ben skal hvile i jorden og deres ånd få megen glæde.

(Jub. 23,30-31)

Også i Det Gamle Testamente, i Daniels Bog som sikkert stammer fra ca. samme tid som 1. Enoks Bog, finder vi en tilsvarende forestilling:

Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

(Dan 12,2-3)

Her genfinder vi nogle træk fra 1. Enok. Mange, men åbenbart ikke alle, skal vågne for at få den belønning eller straf de ikke har fået tilstrækkeligt af i det jordiske liv. Belønningen for de retfærdige er at de skal stråle som himmellegemerne. Heller ikke her står der noget udtrykkeligt om at det er kroppen der opstår, men tanken er dog måske en anelse mere nærliggende, for der tales om »dem, der sover i jorden« og ikke om sjæle i dødsriget.

Legemets opstandelse
Men andre af datidens jøder havde en mere håndfast og bogstavelig tro på legemets opstandelse:
Mest dramatisk bliver det udtrykt i de hæmningsløst blodige martyrberetninger i 2. Makkabæerbog. Her fortælles om den jødiske guerillakrig mod syrerne i 2. årh. f.Kr. Igen og igen trøster oprørerne sig med at de lemmer som deres bødler hugger af dem, vil de få igen af Gud ved opstandelsen. Et eksempel er de syv brødre som efter tur bliver torteret fordi de nægter at spise svinekød. Efter at de to første brødre er blevet slagtet, fortælles:

Efter ham blev den tredje udsat for den nedværdigende behandling. Da de forlangte det, stak han straks tungen ud og rakte også modigt hænderne frem og sagde tappert: »Fra himlen har jeg fået dem, for hans loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage!«

(2 Makk 7,10-11)

Endnu blodigere er beretningen om en af Jerusalems ældste, Razis. Han barrikaderer sig på toppen af et tårn og styrter sig i sit eget sværd da den syriske hærfører er i begreb med at få fat i ham:

Allerede helt forblødt rev han sine indvolde ud, tog dem med begge hænder og slyngede dem mod skarerne, og under påkaldelse af den hersker, der giver liv og ånde, bad han om siden at måtte få dem igen.

(2 Makk 14,46)

En opstandelse hvor man vender tilbage til et legemligt liv med blod og indvolde og det hele, er noget helt andet end at få del i englenes himmelske herligheder. Det skal nok opfattes som en forbedret udgave af det velkendte jordiske liv, som det ses i et tidligere afsnit af 1. Enok. En engel har bragt Enok til Jersualem hvor livets træ gror og breder sin vellugt ud over Zions bjerg. Og efter dommedag skal de retfærdige og ydmyge få liv ved at spise af træet, og de skal

fryde sig med fryd og glæde sig; i helligdommen skal de gå ind med dets duft i deres knogler, og de skal leve et langt liv på jorden, sådan som dine fædre levede

(1 Enok 25,6)

Her er de opstandnes liv altså så udpræget fysisk at de stadig holder gudstjeneste i det gamle tempel i Jerusalem med livstræets duft »i deres knogler«, og det er et godt liv, ikke fordi det ligner englenes, men fordi det ligner forfædrenes! Der er langt herfra og til billedet af de retfærdige der bliver ophøjet til englestatus. Selv de der ikke benægtede opstandelsen, var altså langt fra enige, og man forstår at det var et brændende diskussionsemne Paulus bragte på bane under sit forhør.

(opr. trykt i tidsskriftet Bibliana 2005, nr. 2, s. 34-40)

Du almægtige!

Den guddommelige hidsigprop Divus Madsen, verdens bedste tegneseriegud, kastede sig en gang ud i et lille skoleridt gennem religionsfilosofiens traditionelle begreber om det guddommelige: ”Som Gud er jeg naturligvis al-god, al-vidende og al-mægtig”, sagde han (citeret efter hukommelsen) – og dukkede i den sidste ramme i den dags stribe op bag et særdeles veldækket bord bevæbnet med kniv, gaffel og serviet og tilføjede, ”OG ALT-ædende!”

Madsens sans for, at man almindeligvis betragter guder som almægtige, var uden tvivl præcis og velanbragt. Men bør man også, fra religionens eget synspunkt, nødvendigvis opfatte Gud som almægtig? Og hvis man – i overensstemmelse med en meget stor del af den kristne tradition – svarer ja, er man så også villig til at tage konsekvensen? For en helt og aldeles almægtig Gud må jo have ansvaret for alt. Det er altså Guds skyld (eller som absolut minimum: med Guds accept), når skibe går ned, tsunamier hærger, og hele befolkningsgrupper bliver udryddet i forrykte ideologiers navn. Han kunne jo bare have stoppet det!

Min lærde kollega Jakob Wolf skrev for få år siden et slagkraftigt og velargumenteret forsvar for det synspunkt: Det er Guds skyld alt sammen! Jobs tårer, hed bogen, og den var – af en teologisk fagbog at være – imponerende letlæst og fængende og fik bunkevis af velfortjent omtale. Wolf tog – lige som Divus Madsen – for givet, at Gud er almægtig. Så må vi, som politikere siger ”tage den dérfra” og indrette os med den konsekvens, at så er Gud skyld i ting, vi kun kan opfatte som onde. Sandt at sige kunne man jo også godt mene, at hvis man endelig skal rammes af en ulykke, ville det ikke være påfaldende mere opmuntrende at skyde skylden på Satan eller tilfældet. Gud synes man dog (ifølge den kristne tradition), man kender.

Nu er min ikke mindre lærde kollega Lars Sandbeck imidlertid ikke tilfreds med tanken om Gud som ophavsmand til det onde. Han er i det hele taget ikke tilfreds med tanken om, at gud pr. definition er almægtig, alvidende og alt-muligt-andet. De begreber hører til filosofiens og metafysikkens begrebs-gud, ikke til kristendommens og Bibelens levende Gud – for at sige det lidt firkantet. Sandbeck har netop udgivet bogen De gudsforladtes Gud: Kristendom efter postmodernismen, hvor han præsenterer kristendommen med udgangspunkt i den filosofi (eller anti-filosofi, om man vil) der kaldes postmodernismen, og som rokker ved enhver tanke om evige og uforanderlige begreber som fx guddommelig almagt.

Sandbecks bog har én ting til fælles med Wolfs: Den er forrygende godt skrevet. Stoffet er svært, men hvis man ind imellem bliver forpustet, er det kun fordi det faktisk er store emner der er på spil, og ikke på grund af sjasket tænkning og dårligt dansk. Hvis man vil have at alsidigt lynkursus i teologisk tænkning, kan man ikke gøre sig selv en bedre tjeneste end at få fat i både Jobs Tårer og De gudsforladtes Gud og læse dem i forlængelse af hinanden.

Jesus: 1 — Døden: 0

Hvad er egentlig det særlige ved Jesus? Det er vel det mest grundlæggende spørgsmål man kan stille om kristendommen. Og interessant nok er der ikke ét enkelt svar, som er dækkende. Allerede i de allerældste kristne skrifter (Det Nye testamente) er der mindst tre forskellige:

Han er en vismand eller en lærer – én der véd, hvordan det hele hænger sammen. Når der ustandselig står i evangelierne, at han ”underviste” store skarer af mennesker, og når folk henvender sig til ham og kalder ham ”rabbi”, så er det dén tankegang, der ligger bag: Jesus véd besked. Det er en opfattelse af Jesus, som nutidsmennesker nemt kan sætte sig ind i.

Men vismænd og profeter har der jo været mange af i tidens løb. Et mere ekstremt bud er idéen om Jesus som et offerdyr: Det var ikke de ting han sagde, der var unikke, det var den måde, han døde på. Der blev ofret dyr i templet i Jerusalem hver dag, og ofrene skulle opretholde det gode forhold mellem Gud og israelitterne. Da Jesus blev henrettet, var han ”the sacrifice to end all sacrifices”: Det gode forhold mellem Gud og menneskeheden var etableret én gang for alle. Det er for moderne mennesker en temmelig syret tankegang, men i en verden, hvor man faktisk havde templet og dyreofre, har den givet god mening, og den har domineret den vestlige udgave af kristendommen i 2000 år.

En mere overset opfattelse er Jesus som kriger. Ifølge den opfattelse kæmpede han mod alle de negative kræfter, der vil menneskene til livs. Kampen kulminerede, da han blev dræbt og fra fredag aften til søndag morgen kæmpede mod Døden, så han søndag kunne spadsere ud af gravhulen igen som sejrherre.

De tre modeller udelukker ikke hinanden, men der kommer selvsagt en forskellig kristendom ud af det, hvis man lægger vægt på den ene til fordel for den anden. Kristus som kriger har spillet en større rolle i den østlige del af kirken, men fx hentede Grundtvig tanken op til overfalden af dansk kristendom, da han skrev det forrygende heltekvad ”I Kvæld blev der banket på Helvedes Port”.

Det har jeg skrevet en artikel om i en splinterny bog, ”Livskraft”, udgivet til ære for Svend Bjerg, der netop er fyldt 70 år.

(Smagsprøve på bogen kan læses hos Forlaget Anis).

Bøsser for alteret

Ud over i arbejdstiden (dvs. 80-90% af mine vågne timer) at være bibelforsker er jeg også almindeligt folkekirkemedlem med samme ret (og evt. pligt) til at kloge mig på folkekirkens ve og vel, som ethvert andet medlem fra biskop til konfirmand. ”Samme” ret og evt. pligt, men netop ikke mere end ethvert andet medlem.

Derfor kom det lidt bag på mig, da en god ven skosede mig for ikke at have udtalt mig offentligt om kirkelig vielse af homoseksuelle. Hvorfor skulle jeg egentlig det? Den smule, jeg har at sige, har andre også sagt, og skønt min holdning til emnet er klar nok, synes jeg sandt at sige, at folkekirken har mere alvorlige problemer at bruge sin energi på. Men OK, man må svare, når man bliver spurgt.

Svaret er imidlertid mindre enkelt, end nogle lader til at ønske. For det er i mine øjne en misforståelse at behandle sagen, som om det var en fodboldkamp, hvor man simpelthen skal ”holde med” den ene eller anden part. Et tænkende menneske behøver ikke være udelt begejstret, når noget man selv går 100% ind for, bliver gennemført på en uovervejet facon. Svaret falder derfor i to afdelinger:

1) Som kristen og folkekirkemedlem er jeg himmelhenrykt over, at bøsser og lesbiske endelig har udsigt til at kunne blive gift i folkekirken.

2) Men som demokrat og dansk statsborger er jeg alvorligt bekymret over, at så mange mennesker lader til at mene, det er Folketingets opgave at detailstyre borgernes religion.

 

Kristeligt set
Angående det første: Jeg synes tilhængerne af kirkelig vielse af homoseksuelle har en enestående god sag, som de forvalter med rystende ringe argumenter. Der bliver lukket alt for meget følelsesbetonet snik-snak ud om, at bøsser og lesbiske skal ”anerkendes som ligeværdige”, og man spørger, om homoseksuelle da ikke er lige så gode i Guds øjne som alle andre, og om de ikke er skabt i Guds billede. Det er en retorik, der kun kan overbevise dem, der er overbevist i forvejen (og deri minder den sjovt nok om megen kirkelig øregas):

Kirkelige ritualer har ikke til formål at sortere mennesker i ”anerkendte” og ikke-anerkendte (Gud elsker også muslimerne, der ikke er døbt, og hun elsker også de teenagere, der selvstændigt tager stilling og lader være at blive konfirmeret), og derfor er anerkendelsesargumentet noget vås. Ingen af modstanderne har nogensinde hævdet, at bøsser og lesbiske ikke er skabt i Guds billede, eller at der overhovedet findes mennesker, der er bedre i Guds øjne end andre, så det eneste, man får ud af at fremføre argumenter af den art, er at bekræfte modstanderne i, at vi tilhængere er nogle teologiske svagpissere, der ikke kan tænke sammenhængende. Desuden er det både uopdragent, ubegavet og udemokratisk at beskylde modstanderne for at foragte eller ikke-anerkende deres homoseksuelle medmennesker, når de argumenter der faktisk fremsættes, er af en helt anden art.

Et mere ædrueligt argument for vielse af homoseksuelle forudsætter, at vi gør os klart, hvad der faktisk sker ved kirkebryllup. Der sker to ting:

For det første: Der indgås en kontrakt med juridisk gyldighed, som gør, at parret, når de kommer ud af kirken, i statsmagtens øjne er anderledes stillet i forhold til hinanden i retslig henseende, end da de gik ind i kirken (det handler om ting som arveret og gensidig forsørgelsespligt m.m.). Det lyder kedeligt, men det er faktisk dét, der er den konkrete forskel på at være gift og at leve sammen ”på polsk”, som man sagde, da jeg var ung.

For det andet: Indgåelsen af dén kontrakt bliver fejret med en festlig gudstjeneste. Et blandt mange elementer i den gudstjeneste er, at parret og deres kontrakt med hinanden bliver ”velsignet”. Afhængigt af, hvor bogstaveligt man tager religiøse ritualer, kan man forstå velsignelsen som et ønske og en bøn om, at Gud vil tage sig omsorgsfuldt af parret – eller som en handling der direkte bevirker, at Guds omsorg knyttes til parret (som med de fleste ritualer, står de fleste af os nok og vakler lidt mellem at mene, at ritualet ”kun” er et symbol, og at det faktisk ”virker” af sig selv). Det eneste, man med fuldstændig sikkerhed IKKE skal lægge i velsignelsen, er at den indeholder en kirkelig ”godkendelse” af samme slags som når man i daglig tale siger, ”du har min velsignelse til at smide sofaen ud”. Der bliver hver dag indgået gammeldags heteroseksuelle ægteskaber, som et fornuftigt menneske, der kendte parterne, ville nægte at give sin ”velsignelse” i denne afsvækkede betydning; og præsten, der tit ikke kender brudeparret, er ikke under nogen omstændigheder i stand til at velsigne i betydningen ”godkende”. Og vil de fleste af os mon ikke også helst være fri for at blive påduttet en præstelig godkendelse af den kaliber?

Men altså: Et kirkebryllup består af en kontraktindgåelse og en festgudstjeneste med velsignelse. De fleste steder i verden bliver kontrakten indgået på et kommunalt kontor, og så må man hen i kirken bagefter, hvis man har lyst, men i Danmark fungerer præsten altså både som statslig embedsmand, der ordner juraen, og som leder af festgudstjenesten.

Og det eneste – men altafgørende – argument for kirkelig vielse af homoseksuelle er i mine øjne følgende: Et homoseksuelt parforhold har for længst i praksis fået samme rolle i danskeres måde at leve på som et heteroseksuelt, og staten har, med loven om registreret partnerskab, der blev vedtaget 5½ måned før Berlinmuren væltede, omsat denne praktiske kendsgerning i jura ved at lade homoseksuelle få mulighed for at få samme juridiske forhold som heteroseksuelle ægtefæller (at man ikke valgte at kalde registrerede partnere for ægtefæller er en irrelevant detalje – hvis jeg kan læse Ordbog over det Danske Sprog korrekt, består det ”ægte” i et ægteskab netop i den statslige registrering med heraf følgende pligter og rettigheder). Når dét er tilfældet, OG der ikke i øvrigt er gode grunde til det modsatte, er det oplagt, at kirken også behandler indgåelse af statsligt registreret homoseksuelt forhold på samme måde som indgåelsen af statsligt registreret heteroseksuelt forhold.

Det springende punkt er naturligvis min påstand om, at ”der ikke i øvrigt er gode grunde til det modsatte”. Det mener modstanderne, der er. Argumenterne er primært to, nemlig det bibel(fundamentalisti)ske og det traditionalistiske:

a) De, der omtaler sig selv som ”bibeltro”, siger: ”Der står i Bibelen, at det er forkert”. Og de har indlysende ret i, at fx 3. Mosebog kap. 18, Romerbrevet kap. 1 og 1. Korintherbrev kap. 6 indeholder passager, som i forskellige sammenhænge fordømmer homosex. Spørgsmålet er så dels, om stederne betyder det, som de bibeltro mener; dels, om vi skal være forpligtede af det.

Så vidt jeg kan se, indeholder Bibelen ikke et ord – hverken for eller imod – om det, som sagen faktisk drejer sig om, nemlig at to mennesker af samme køn lever sammen i et ligeværdigt og gensidigt forpligtende forhold, der i relation til resten af samfundet ikke er til at skelne fra et heteroseksuelt forhold. Dét siger Bibelen ikke noget om, af den simple grund at ingen nogensinde havde hørt om et forhold af den art, da Bibelen blev skrevet. Faktisk kunne man godt argumentere for, at de bibelske forfattere heller ikke kendte til noget, der svarer til vores heteroseksuelle ægteskaber. Tag nu fx en forbilledlig familie af fromme, bibeltro, luthersk-missionske kristne, som står op og sender deres fire børn i skole, hvorefter far tager ind og passer sit undervisningsjob, mens mor kører hen på den psykologklinik, hvor hun har fuldtidsarbejde, og sidder den udslagne dag og taler med fremmede mænd og kvinder om deres vanskeligheder af alle slags, ind til alle kommer hjem, og mor fortæller far, at han skal se at komme i gang med at støvsuge. Hvis Paulus havde været en flue på væggen i dén familie, ville han næppe have været klar over, at det var et ægtepar, for det ligner ikke en relation, Paulus nogensinde havde kendt. Vi skal være varsomme med at sige med sikkerhed, at Bibelen mener sådan-og-sådan om et emne.

Men selv om også det var tydeligt, at den bibelske polemik mod homoseksuelle relationer faktisk var ment som en fordømmelse af forpligtende, familielignende relationer mellem voksne ligeværdige mennesker, står den mest fundamentale uenighed tilbage: Skal Bibelen afgøre, hvilken praktisk adfærd, der i en given tidsalder er etisk rigtig eller forkert? En masse fromme mennesker er, forståeligt eller ej, på forhånd konditioneret til næsten panikagtigt at svare ”ja, selvfølgelig”, og reaktioner af den art bør et frisindet menneske gøre sig umage for både at forstå og respektere. Men hvis det lykkes os i fællesskab at suspendere forestillingen om, at svaret (”ja” såvel som ”nej”) er ”selvfølgeligt”, og faktisk tænke tingene roligt igennem, er det så overhovedet en realistisk mulighed, at Bibelen skal være autoritativ norm, snarere end en mulig inspirationskilde? Det Gamle Testamente påbyder, at ulydige børn skal stenes, og Det Nye Testamente forbyder kvinder at gå med smykker og forbyder kristne at eje mere end ét sæt overtøj. Og både Det Gamle og Det Nye Testamente tillader fromme gudfrygtige mennesker at holde slaver! Så vidt jeg kan se, gør de bibeltro i praksis præcis det samme som alle andre gode mennesker: Bruger deres sunde fornuft, og ser diskret bort fra de ting i Bibelen og traditionen, som anstændige mennesker vitterligt ikke kan gøre gældende i et samfund af den slags, som vi i vores generation lever i. Og når det gælder 95% af alle emner, er de bibeltro og vi andre jo rørende enige: Når det gælder drab er vi (som alle kulturer) enige med Bibelen, når det gælder slavehandel er vi (som stort set alle nutidige kulturer) IKKE enige med Bibelen og kunne ikke i vores værste mareridt drømme om at rette os efter den. Kun i nogle ganske få, perifere – som regel underlivsrelaterede – sager opstår der uenighed. Og det er faktisk til stor skade, at den uenighed blive udlagt som om de bibeltro i alle spørgsmål følger Bibelen, mens vi andre i alle spørgsmål blæser på den. Begge dele er helt misvisende.

b) Mange mennesker, som ikke er spor bibelfundamentalister (og som fx går helhjertet ind for kvindelige præster) siger noget i retning af ”Ægteskabet er en ’skabelsesordning’, og derfor må folk gerne leve som bøsser, det har Gud intet imod, men de må ikke kalde det et ægteskab eller blive gift i kirken” – og evt. vil argumentet blive knyttet sammen med, at ægteskabet har til formål at beskytte rammerne omkring børnenes opvækst, og at børn får homoseksuelle ikke. (Faktisk får homoseksuelle jo ofte børn, med eller uden lægelig bistand til undfangelsen, og i andre tilfælde har de børn i forvejen, når de beslutter, at et liv i et homoseksuelt forhold er det rigtige for dem).

Det teologiske begreb ”skabelsesordning” er mig bekendt ikke specielt klart defineret. Det er oplagt, at skabelsesberetningen i Bibelen lægger op til, at det normale for et menneske er at leve i et heteroseksuelt forhold og sætte børn i verden. Det vil nok også blive ved med at være det normale (i den rent statistiske betydning ”det almindeligst forekommende”), uanset hvad der laves eller ikke laves af lovændringer og ritualer. Men der har været en minoritet i oldtidens Israel såvel som i dag, der var ugifte, uden at det var et religiøst problem (men måske nok et praktisk problem for de forældre, der ønskede børnene gift); og ufrivillig barnløshed i gode heteroseksuelle ægteskaber er et tema, der fylder massivt i Det Gamle Testamente (1. Mosebog handler næsten ikke om andet), og som kan begrunde, at manden tager sig en kone mere, men ikke at det første ægteskab opløses. Og intet antyder, at der nødvendigvis skal være et særskilt religiøst ritual for ægteskabets indgåelse (stort set intet i Det Gamle Testamente henviser til eksistenen af sådan et ritual). I Det Nye Testamente mere end antyder Paulus, at cølibat er bedre end ægteskab – en tankegang, der ville have fyldt Det Gamle Testamentes forfattere med afsky og rædsel, for så kunne man jo da i hvert fald ikke ”blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden”.

Hvis begrebet skabelsesordning omfatter de vilkår, Bibelen beskriver som gældende for alle mennesker, skulle mandens magt over kvinden jo i øvrigt være en skabelsesordning (1 Mosebog 3,16); det vil både mænd og kvinder nok gerne have sig frabedt. Og hvis det kun er ordninger indført før syndefaldet, der falder i kategorien skabelsesordning, skulle vi så holde fast ved at være vegetarer (1 Mosebog 1,29)? Mon ikke vi hellere skulle følge Guds eget eksempel, når han i Bibelen skifter mening og tilpasser sine regler til omstændighederne (1 Mosebog 9,3)?

I jødedommen efter Det Gamle Testamentes tid kan ufrugtbarhed være skilsmissegrund, men dels er det vel ikke en tankegang, modstanderne af vielse af homoseksuelle ønsker at fremme, dels er de samme kredse i folkekirken, der ivrigt bruger argumentet om ægteskabet som skabelsesordning, ellers glade for at tage afstand fra ”lovreligion” i enhver form, muslimsk såvel som jødisk.

Kendsgerningerne er, at der findes heteroseksuelle par med og uden børn (og barnløsheden kan have en stribe forskellige årsager) såvel som homoseksuelle par med og uden børn, og at det ”at være et par” har den samme funktion i forhold til både éns børn, éns gamle forældre og det omgivende samfund ganske uafhængigt af seksuel orientering – og når staten tager konsekvensen af det ved at indføre ægteskabslignende jura for homoseksuelle par (som det skete for snart 23 år siden), er det svært at se nogen grund til, at kirken ikke skulle kunne håndtere denne jura, såvel som en tilhørende festlig gudstjeneste og velsignelse af parterne, på præcist samme måde som den håndterer jura og fest for hetero’er.

 

Demokratisk betragtet:
Den vanskelige del af sagen handler i mine øjne ikke om homoseksualitet, men om juraen vedrørende folkekirkens forhold. Problemet opstår alene, fordi vi i Danmark i flere henseender har jura og religion rodet sammen:

a) I og med at den kirkelige vielse er juridisk ægteskabsstiftende, bliver det med nødvendighed et lovgivningsspørgsmål, om kirken overhovedet skal have mulighed (NB ikke pligt, men overhovedet mulighed) for at vie homoseksuelle. Kirken kan slet ikke vie homoseksuelle, før Folketinget laver en lov om, at den godt må.

b) Den reelle kompetencefordeling mellem kirkeminister, biskopper og ”kirken” i det hele taget er uklar (og har været det siden den første grundlov), og derfor bliver den kirkelige del af sagen (=om kirken så også vil vie homoseksuelle, når lovgivningen er blevet sådan, at den godt gøre det) noget nederdrægtigt rod.

Manu Sareen kom kort efter sin tiltrædelse til at kalde sig selv for ”kirkens chef”, og det var snydedumt, men bør forhåbentlig blot betragtes som en fodfejl fra en mand, der var i gang med at finde ud af sit nye job. Desværre er der rigtig mange, der opmuntrer ham til at fremture i fejltagelsen. En masse tilhængere af kirkelig vielse af homoseksuelle lader til at mene, at bare denne glimrende og tiltrængte ordning bliver indført, så er det lige meget, hvordan den bliver indført. Ikke alene tager man for givet, at folkekirken simpelthen er et firma ejet af staten på samme måde som Post- og Telegrafvæsenet var, før privatiseringsiveren satte ind. Men mange lader også til at mene, at kirkeministeren skal detailstyre ikke blot folkekirken, men landets øvrige religiøse sammenslutninger med. Udsagn som ”så skal muslimerne også have pligt til at vie bøsser” er hørt mere end én gang (indfører man dét, vil det få én og kun én konsekvens, nemlig at de fleste trossamfund, både kristne, jødiske, muslimske m.fl. siger pænt nej tak til overhovedet at være vielsesmyndighed). Og folkekirkepræster i hobetal har på Facebook og andre steder jublet over, at et forsvindende lille antal bibelfundamentalistiske præster (til dato: i alt 2) har meldt sig ud af folkekirken i protest, og mange ”liberale” præster har ikke alene været forargede over, at bibelfundamentalistiske præster ønsker frihed til at nægte at vie homoseksuelle (lige som de i dag er frit stillet til ikke at ville vie fraskilte som fx undertegnede), men har ligefrem ønsket at kirkeministeren direkte skal gennemtvinge, at præster ikke skal kunne undslå sig. Når frisindede mennesker begynder at ville have en minister til at tvinge deres egne religiøse holdninger ned over hovedet på andre, så er der altså gået svamp i frisindet.

Så lige nu ville jeg egentlig ønske, at man lagde spørgsmålet på hylden og satte alle sejl til for at få lavet en kirkeforfatning. Når så det endelig lå klart, hvordan der træffes beslutninger i Folkekirken, kunne man tage spørgsmålet om vielse af homoseksuelle op som det første. Som bekendt er de fleste af både medlemmerne og præsterne, såvel som halvdelen af bisperne, uforbeholdne tilhængere, så det skulle såmænd gå som en leg. Så slap vi helt for det aktuelle pjat med at politikere kalder Manu Sareen i samråd og vil høre ham i Confessio Augustana, som om det havde noget med sagen at gøre. Sareen er ikke (bør ikke være) ærkebiskop, men vicevært.

“… for de fattige i ånden”

Forlaget Alfas “Ny bibel for de fattige i ånden” udkommer jo i eftermiddag. Se indlægget lige her nedenunder mht. både bogen og receptionen.

Der er et spændende interview med forfatteren, Osacr K, i Kristeligt Dagblad i dag, som vist desværre kun kan læses i sin fulde udstrækning af abonnenter. Men her er et appetitvækkende uddrag:

“Jeg synes, det er så ærgerligt, at klassikere forsvinder, for der er så store oplevelser gemt i dem. Også for et menneske, der lever i dag – det, der gør dem til klassikere, er netop, at de til enhver tid vil sige mennesker noget. De har den åbenhed i deres fortællinger, at vi kan lægge det ene fortolkningsmønster efter det andet ned over dem. Jeg har læst Hamlet hundrede gange, og hver gang ser jeg noget nyt. Men mange bøger er ikke værd at læse flere gange, for litteraturen er gjort så let at læse i dag. Alt bliver så entydigt, og det er verden ikke. Den er mangetydig og kompleks. Det er også det, der er spændende ved billedet. Hvordan man læser det, afhænger af, hvilken bagage man har.”

Bibel og billeder

Biblia Pauperum Nova -- Den Nye FattigmandsbibelBibel og billedkunst har hørt sammen i hvert fald siden middelalderen, og bibelsk baserede tegneserier er langt fra nogen nyhed. I 1980’erne stod Bibelselskabets danske version af Régine og Bruno Le Sourds serie, der på dansk hed “Bibeltegneserien” på snesevis af danske kommunebiblioteker. Den så lidt fersk ud ved siden af Splint & Co., og jeg véd ikke, hvor flittigt den blev lånt. I dag udgiver samme forlag bibelske Manga-tegneserier, som nok er lidt mere nutidige i deres udtryk.

Hvis man skulle forfalde til at sukke lidt over den kirkelige iver efter at vise sin aktualitet ved hele tiden at være netop dér, hvor den verdslige verden var forrige sommer, skal man imidlertid huske, at tegneserier sådan set er en kirkelig opfindelse. En af forløberne for Tintin og Asterix er den berømte “Fattigmandsbibel” Biblia Pauperum fra 13-1400-tallet, hvor scener fra Det Gamle og Det Nye testamente var stillet op over for hinanden, så de “passede” sammen, og den senere tids talebobler af og til blev foregrebet ved, at ordene kom ud af munden på de bibelske skikkelser på en skriftrulle.

Netop “Fattigmandsbibelen” får nu en stærkt opdateret efterfølger, når Forlaget Alfa onsdag 14. marts udgiver en Ny bibel for de fattige i ånden. Man kan allerede nu se en fuldfed prøve på Oscar Ks og Dorte Karrebæks arbejde på nettet, og hele værket — samt kunstnerne — kan man få indtryk af ved en reception i anledning af udgivelsen på bogcaféen Tranquebar onsdag 14. marts kl 17-19.

Et enkelt surt opstød fra en gnaven gammel specialist i Bibelens første tre fjerdedele: Forlaget skriver, at “Oscar K. – kendt fra … genfortællinger/omskrivninger af nogle af verdenslitteraturens store værker … har nu (om)skrevet bibelen”. Vist har han ikke-nikke-nej, han har genfortalt historien om Jesus. Det er ikke helt det samme.  Men det er bestemt både flot og spændende.

Det Herrens år?

Det at tælle årene fra et tidspunkt, hvor man forestiller sig, Jesus blev født, er en ca. 1500 år gammel opfindelse. Med andre ord klarede man sig uden i de første 500 år efter Kristi fødsel. Opfinderen var munken Dionysius Exiguus, og den fik ikke engang nævneværdig udbredelse i de første århundreder efter, at han havde fundet på systemet.

Jeg er såmænd ikke sikker på, han overhovedet prøvede at udbrede den. Han var ikke optaget af tidsregning som et redskab for historieskrivningen, det var tidsregningens betydning for gudstjenesten, der optog ham – nærmere bestemt lavede han en tabel, der skulle vise, hvornår påsken falder i de enkelte år. Det er jo den dag i dag et problem, der giver folk vanskeligheder, hvis de skal rejse nogen steder hen i det følgende år, for hvornår er det nu lige påskeferien starter i 2012?

Den beslutning, der var taget ca. tohundrede år før hans egen tid, om, at påsken falder på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, ville han gerne omsætte til en tabel, der for hvert år angav påskens dato. For at gøre det, må man selvsagt kunne identificere årene, og det kunne man også sagtens på hans tid, faktisk havde man flere systemer:

I Vesteuropa, hvor Rom var det naturlige centrum, plejede man at forbinde året med navnet på en person, der var romersk konsul på det relevante tidspunkt. Det er et bøvlet system, for det kræver, at man kan huske rækken af konsuler nogenlunde udenad i korrekt rækkefølge, men for de lærde fungerede det fint.

De kristne i Alexandria havde et andet og nemmere system, som Dionysius godt kendte, selv om det ikke var i udbredt brug i Europa: Det var ikke en ”relativ” datering som konsul-systemet, men en ”absolut” datering, dvs., ud fra ét bestemt punkt, lige som vi kender det i dag. Udgangspunktet, man regnede fra, var en af de skelsættende begivenheder i den tidlige kristne historie, nemlig den sidste omfattende kristenforfølgelse før kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Forfølgelsen blev iværksat af kejser Diokletian, der satte sig på tronen i dét, vi ville kalde august 284 e.Kr. Så man regnede med hans første regeringsår som udgangspunkt. Systemet var praktisk, og det var opfundet for at ære de kristne, der døde som martyrer under forfølgelsen – årene blev også kaldt AM, dvs. ”Anno Martyrum”, år så-og-så-meget efter martyrernes død.

Men Dionysius var utilpas ved at systemet holdt mindet i live om en hedensk kejser, der havde forfulgt kristne, så i den spalte i sit skema over påskedagene, hvor årstallet skulle stå, ville han hellere bruge et andet system. Og så regnede han baglæns, så godt han kunne.

Romerne selv var jo ganske ivrige og grundige historieskrivere, så der var en del materiale at tage af. Netop i historiske annaler og krøniker brugte de ikke bare det bøvlede system med at navngive året efter konsulerne, men havde også en ”absolut” datering, der regnede ”fra byens (dvs. Roms) grundlæggelse”, på latin ab urbe conditata, altså ”år så-og-så-meget AUC”. Problemet var at plotte Kristus’ fødselsår ind i dette system. De romerske historieskrivere havde ikke været optaget af en tilfældig tømrersøns fødsel i den fjerne provins Palæstina (som de kaldte landet). Ikke engang Det Nye Testamente er særlig ivrigt efter at tilfredsstille vores historiske nysgerrighed. Det var andre sider af Jesus end hans fødselsår, det var vigtigt for den tidligste kirke at udbrede. Men hos kirkefaderen Klemens fra Alexandria, der levede i det 2. århundrede e.Kr., læste Dionysius, at Kristus var født i kejser Augustus’ 28. regeringsår, og så var han på sporet.

Desværre gik han nok fejl af, hvordan man skulle beregne Augustus’ regeringsår. Han var ikke opmærksom på, at det var gængs at tælle dem fra den kommende kejsers sejr over sine vigtigste fjender fire år før han faktisk blev udråbt til kejser over det romerske rige. Hvis det hænger sådan sammen – og hvis Klemens overhovedet vidste noget reelt om, hvornår Jesus blev født – ramte Dionysius nok fire år for sent, og man skal altså tænke sig, at Jesus kom til verden i år 4 f.Kr.

Det passer også bedre med, at Matthæusevangeliet jo fortæller, at den paranoide og storhedsvanvittige kong Herodes den Store stadig regerede, da Jesus blev født (Matt 2,3) og døde ret kort tid efter (v. 19). De fleste forskere vil mene, at han døde nogle få år før vores tidsregnings begyndelse.

Men da først Dionysius havde udtænkt sit system, kunne han i ro og mag udfylde sin påsketabel, og så er der såmænd ikke noget, der tyder på, at han brugte mere energi på den sag. Hans system slog ikke igennem som ”universelt” dateringssystem i det kristne Europa i de næste par århundreder.

Men tohundrede år senere sad munken Beda – med tilnavnet ”Den Ærværdige” – i et kloster i det nordlige England og skrev på en bog om den engelske kirkes historie, som lå færdig i 731 e.Kr. I den brugte han Dionysius’ system til at sætte årstal på begivenhederne, og Bedas bog fik stor udbredelse, så dermed slog systemet an. Og i modsætning til Dionysius var Beda interesseret i tidsregning for videnskabens egen skyld, så at sige, og skrev en bog om emnet, der hed De Temporum Ratione (om tidernes beregning), som var med til at udbrede systemet.

Før Dionysius’ system blev udbredt (dvs. helt op til ca. 800 år EFTER Kristus) havde man som nævnt en række forskellige systemer, og de af dem, som man havde arvet fra Romerriget (dvs. både dateringen fra Roms grundlæggelse og konsul-systemet) var jo også i brug i århundrederne før Kristus.

Uden for Romerrigets magtsfære – fx blandt vores egne forfædre – finder man flere oplysninger om, hvilke navne, man gav månederne, og hvordan man fastsatte datoer, men ikke så meget om beregning af årene. I et landbrugssamfund uden læreanstalter og større centraladministration må man selvfølgelig kunne vide, hvornår man skal mødes med de andre på tingsletten, men årene kan man i praksis bare angive som ”to år efter, at den store storm rev taget af præsens hus” e.l.

Hvis vi går bagud i tid, så havde de græske bystater som Athen og Sparta systemer, hvor man (lige som romerne) sagde, at året var ”det år, da X sad i embedet som arkon (en slags guvernør)”. Senere tog de et system i brug, hvor man regnede efter ”olympiader”, dvs. den fireårige periode mellem to olympiske lege. Året 418 f.Kr. ville fx i dette system hedde ”det tredje år i den 90. olympiade”.

I andre dele af verden er variationerne fortsat mange. Det system, vi oftest hører om i vesten, er jo nok det islamiske, som regner årene fra Muhammeds ”hijra”, dvs. hans udvandring fra hjembyen Mekka til en by tre hundrede km længere mod nord, som han selv gav navnet Medina, i 622 e.Kr. Det muslimske år er godt og vel 10 dage kortere end vores, fordi dets tolv måneder beregnes efter månens faser: Fra én nymånedag og til den tolvte efterfølgende nymånedag (et ”måneår”) er der mellem 354 og 355 dage. Derfor er det for øjeblikket år 1433 i den islamiske kalender, selv om det ifølge vores vestlige kalender kun er 1389 år siden, Muhammed forlod Mekka. Og det medfører. at Ramadan’ens (og alle andre højtiders) begyndelse for hvert år falder godt 10 dage tidligere end året før, set i forhold til årstiderne. Det er ifølge fromme muslimer et udtryk for Allahs store visdom og godhed, for nogle vil naturligvis helst holde ramadan om vinteren, hvor dagene er korte, mens andre har glæde af at den ligger om sommeren, hvor nogle faggrupper lettere kan holde fri.

Den jødiske kalender er, så vidt jeg véd, den eneste, der har fået sol og måne til at ”passe sammen”: Hvis årenes længde skal passe til jordens bane omkring solen – sådan at påsken bliver ved med at ligge om foråret – så kan månedernes længde ikke også passe med tiden fra nymåne til nymåne, for i løbet af ét ”astronomisk år” kredser månen omkring jorden knap 12,4 gange, dvs. lidt mere end en tredjedel omgang ”for meget”. Problemet løser jøderne ved at bruge ”skudmåneder” i stedet for skuddage: I udgangspunktet er et jødisk år konstrueret på samme måde som et islamisk, med tolv måneder der alle begynder og slutter ved nymåne. Året er derfor ”for kort” i forhold til årstiderne, men i otte ud af 19 år putter man så en ekstra måned ind: Måneden Adar i det tidlige forår bliver simpelthen fordoblet, så man har Adar 1 og derefter Adar 2 (eller ”we’Adar”, som simpelthen betyder ”og Adar”) – og så passer pengene. Årstallene beregner man fra verdens skabelse! Det jødiske år, som begyndte ved højtiden Rosh Hashana i slutningen af september i år, er år 5772, så hvis man regner baglæns, kan man konstatere, at Gud efter vores egen kalender skabte verden i år 3761 f.Kr. Datoen blev beregnet af rabbineren Jossi ben Halafta i det andet århundrede e.Kr., og han nåede uden tvivl frem til den ved at sætte system i de mange årstal i Det Gamle Testamente.

Den jødiske kalender har selvfølgelig stor religiøs betydning, men langt de fleste israelere vil i vore dage i praksis opgive datoer og årstal efter ”vores” gregorianske kalender. Men køber man avisen Ha-Aretz på gaden i Tel Aviv, vil man stadig se, at den på forsiden angiver datoen både efter jødisk, islamisk og vestlig tidsregning.

Med hensyn til at datere verdens skabelse ud fra de bibelske tekster kan man i øvrigt konstatere, at det ikke er nogen nem opgave. Da den irske biskop James Ussher, som skam var en klog mand, i 1600-talet ville gøre rabbi ben Halafta kunsten efter, nåede han nemlig frem til, at jorden blev skabt natten til søndag 23. oktober 4004 f.Kr. De kan jo ikke begge to have ret, og vi får næppe sagen opklaret lige foreløbig.

I det fjerne østen gik kineserne allerede i 1912 under præsident Sun Yat Sen over til den vestlige, gregorianske kalender. Før den tid daterede man som regel ud fra skiftende kejseres regeringsår. Man kan se, at kulturelle rester af den gamle kalender stadig lever i bedste velgående, når aviserne fortælle om kinesernes fejring af begyndelsen på ”abens” eller ”dragens år”, men her drejer det sig om en cyklus, der gentager sig, og ikke et unikt navn på hvert år.

Man kan godt tænke sig, at forskellige tidsregninger kan give knas i kommunikationen mellem verdensdelene. Jeg aner fx ikke, hvad man skrev som datoangivelse på forretningsbreve eller leveringsangivelser mellem Vesten og Kina, inden Kina gik over til vores tidsregning. Men hvis man kan tjene penge på at udvise kulturel forståelse, så gør man det som regel. Kineserne lærte den gregorianske kalender at kende gennem jesuitiske missionærer allerede i Middelalderen og har sagtens kunnet finde ud af at bruge den, hvis de skulle gøre sig begribelig over for vesterlandske handelspartnere. Men man kan også nemt forestille sig, at høflige europæere godt vidste, hvordan de skulle datere et brev på kinesisk manér, hvis de skrev til Peking.

Ifølge bogen Mapping Time: The Calendar and its History (E.G. Richards), hvor jeg har hentet de fleste af mine oplysninger om kulturer uden for mit eget fagområde, indførte japanerne den gregorianske kalender i 1873, mens Thailand fortsat anvender en buddhistisk kalender som den officielle; i år er det år 2554 i Thailand.

Det er noget helt andet, når folk med samme kultur og religion kommer op at skændes om kalenderen. Så får det skismatiske konsekvenser: Det fører til religiøs splittelse. Når ortodokse kirker den dag i dag fejrer jul i begyndelsen af januar, skyldes det netop, at de ikke anerkender den reform af kalenderen, som pave Gregor XIII indførte i det 16. århundrede: Da han påbød, at man skulle gå direkte fra torsdag 4. oktober til fredag 15. oktober i 1582 for at få højtiderne og årstiderne til at passe sammen, vakte det ståhej. Almindelige mennesker frygtede, at paven på den måde sløjfede ti dage af den levetid, som Gud havde tildelt hvert enkelt menneske, men kirkelederne i øst mente, at det var endnu værre: Det var ikke blot nogle dage af menneskers liv, der blev pillet ved, det var forbindelsen mellem himmel og jord i gudstjenesten. Paven i Rom skulle ikke komme og fortælle dém, hvornår englene i himlen holder påske!

En anden side af dét med mulige religiøse elle kulturelle konflikter ser vi i dag, hvor ”vores” tidsregning bruges af de fleste, men nogle foretrække at kalde den noget, der lyder religiøst og kulturelt neutralt. I udlandet kan man komme ud for, at folk synes, det er uhøfligt at sige AD 2011, som jo ordret betyder ”i det Herrens (dvs. Kristus’) år 2011”, hvis den man taler med, nu ikke tror på Jesus og ikke bryder sig om at få ham proppet ned i halsen, bare fordi vi skal være enige om et årstal. Så siger man i stedet ”2011 CE”, hvor CE står for ”common era”, altså den fælles tidsalder og dermed fælles tidsregning. Tilsvarende kan vi jo på dansk sige e.v.t., altså ”efter vores tidsregnings begyndelse”.

Selv synes jeg, som min kollega Jesper Høgenhaven engang sagde, at man selvfølgelig ikke skal fornærme nogen, hvis man kan undgå det, men at diskussionen i øvrigt egentlig er noget krukkeri, for vores system er jo kun ”common”, altså fælles, fordi vi mere eller mindre har påtvunget resten af verden det. Hvorfor så ikke indrømme, at systemet faktisk kommer fra en kristen kultur og ikke er neutralt? Det andet smager lidt af, at først påtvinger vi resten af verden vores system, og derefter vil vi stille os uskyldige an og lade som om, systemet sandelig er blevet globalt ved “fælles” beslutning.

Men det er selvfølgelig en smagssag. Hvad hårde kendsgerninger angår, kan vi spørge Google: På danske websites får man ½ million hits på ”f.v.t.”, men kun 200.000 på f.Kr., så noget tyder på, at den ”neutrale” sprogbrug tager over – selv om indholdet er det samme.

–oOo–

I øvrigt er det ikke helt rigtigt, at den mellemindianske Maya-kulturs kalender slutter i 2012. Maya’ernes tidsopfattelse var cyklisk: Der er ikke noget, der ender. De regnede med meget store tidsenheder: 20 år udgør tilsammen en ”Katun”. Og 20 af dém er én ”Baktun”. Efter et forløb af 13 Baktun’er (dvs. 5200 år) bliver verden ødelagt og genskabt. Den trettende Baktun i den aktuelle cyklus slutter lillejuleaften 2012, men skulle verden virkelig gå til grunde, kan man jo håbe, at den ny verden, der skal opstå bagefter, bliver mere retfærdig end den, vi har indrettet os.

En tilføjelse: En mand med langt mere forstand på mayaerne end jeg fortæller til videnskab.dk, at tanken såmænd ikke engang er, at der skal ske noget specielt dramatisk efter de 5200 år. Kalenderen løber bare ud, præcis som en Mayland-kalender gør hvert år den 31. december, og som vores “århundreder” gør én gang hvert 100 år. Havde mayakulturen eksisteret endnu, ville de bare have holdt en fest og lavet en ny kalender for de næste 5200 år!

–oOo–

Undskyld den langtrukne afhandling. Det ovenstående er nogle ting, jeg noterede ned, da en venlig journalist ville spørge mig ud om emnet. Der kom fire artikler ud af hans arbejde (ikke alle med bidrag fra mig, men alle interessante):
Hele verden ved, hvad klokken er slået i Vesten.
Tidsregning i andre kulturer.
Den kristne tidsregning dominerer verden.
Jesus gør comeback i historieskrivning.

 

Poetry slam: Kong David og Grundtvig

Det Gamle Testamente var ikke bare de første kristnes Bibel (eftersom Det Nye ikke var skrevet endnu), det var også deres salmebog. Ikke så sært, at Grundtvig måtte starte med Davids Salmer i Det Gamle Testamente, da han satte sig for at gendigte salmer fra de vigtigste epoker i kirkehistorien.
For et par år siden satte Svend Bjerg og jeg os for at skille Grundtvigs projekt ad og se, hvordan hans gendigtninger kan gøre os klogere både på Bibelen og på ”det grundtvigske”. Det endte med at blive til en bog: ”Den gyldne harpe: Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer.”
Bogen udkommer på mandag, 31. oktober, og søsættes ved en lille festlighed på Vartov, hvor Svend og jeg og ikke mindst vores gode ven, Grundtvig-kenderen Sune Auken, giver en Salme til bedste, hvorefter Forlaget Alfa giver et glas vin. Alle mine langmodige læsere er hermed inviteret.

Alsang

maratonsangDet er en god mundfuld at ville synge Højskolesangbogen (572 numre) fra en ende af. På Vartov har man derfor også sat årets længste dag, 21. juni. af til projektet. Af programmet kan man se, at Grundtvigs (og nogle få andre sangskriveres) bibelhistoriske sange får en halv time, nemlig fra 21.30 til 22.00. Men der er morgensange fra kl. 7.00, veloplagte oplæg v/ Hella Joof og Peter Aalbæk med flere, præsentation af en spritny højskolesang kl. 17.00 — og gratis kaffe hele dagen. Kig ind og syng med.