Category Archives: Jerusalem

Nedbrudt nattergal

bird_on_a_wire“Bird on a Wire”, filmen om Leonard Cohens turné i Europa og Israel i 1972 spiller i øjeblikket i Cinemateket i København. Har man ikke mulighed for at kigge ind dér (der er en verden udenfor København K), kan den også fås på DVD. Den er helt klart obligatorisk for tilhængere af den lille mand med 2-3 meget dybe toner i livet.

Filmen kulminerer med turnéens sidste koncert, hvor “den nedbrudte nattergal”, som Cohen flere gange kalder sig selv, spiller i Jerusalem. Og bortset fra de fascinerende koncertoptagelser var det ét af højdepunkterne for mig at høre Cohen diskutere sin jødedom med en af de lokale, der på perfekt engelsk spurgte ham, om han er “a practising jew”, altså en religiøst aktiv jøde, der bestræber sig på at efterleve budene.

“I’m always practising”, svarer Cohen, høflig som altid: Jeg øver mig hele tiden! Den samtale kunne der vist bygges adskillige prædikener op over.

Koder og krukker

Mt_Zion_Cup_National_GeographicDen beholder af sten, som er dukket op i en udgravning på Zionbjerget i Jerusalem (tidligere omtale her) er en hård nød at knække for eksperterne i indskrifter fra oldtiden.  En artikel i National Geographic taler om, at de ti linjer på krukken er skrevet i en slags kodeskrift og på en blanding af hebraisk og aramaisk.

Men nu fortæller Jim Davila, bibelvidenskabens énmandsudgave af Reuters Bureau, at han på en lærd konference i Amerika har snakket med Stephen Pfann, som har haft ansvaret for udgivelsen af de Dødehavsruller, der er skrevet i såkaldt “kryptisk” skift, dvs. en slags kode. Pfann mener, at skriften på krukken minder om det alfabet, der bruges i nogle af de “kryptiske” Dødehavstekster (Cryptic A bliver det kaldt). Og noget af teksten skulle minde om indledningen til Salme 26 i Det Gamle Testamente.

Mere vil han ikke ud med. Men det står jo os andre frit for at spekulere. Salme 26 er en from mands bøn til Gud om hjælp. I vers 6 står der “Jeg vasker mine hænder i uskyld / jeg kan gå omkring dit alter, Herre”, og længere henne taler han om sine mindre fromme medmennesker, “hvis hænder er fulde af skændighed, / hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.” Fokuseringen på hænder og renhed passer jo som hånd i handske (!) til udgravningsholdets gæt på, at krukken har været brugt til at hælde vand over hænderne i forbindelse med den rituelle jødiske renselse fx forud for måltiderne.

Så nu véd vi måske, hvordan det så ud, når man fulgte de regler, som farisæerne minder Jesus om i Markusevangeliet kap. 7, vers 1-5.

“Kana’anæerne var dengang i landet … “

kanaanaeisk_murMan har fundet rester af Jerusalems bymur fra før den tidligste jødiske eller israelitiske tilstedeværelse i byen. Både BBC og DR skriver om sagen. Hos DR står der:

Kritikere har tidligere kritiseret Israel for at udnytte arkæologi som et politisk instrument til at understrege jødernes ældgamle krav på det hellige land. Men det seneste fund understreger altså, at også oldtidens jøder oprindeligt er kommet til landet udefra.

(Bemærk manden til venstre i billedet — det siger lidt om stenenes størrelse).

Det kommer nu ikke bag på nogen der har haft Bibelen og øjnene åbne samtidigt, at israelitterne ifølge den bibelske beretning er et folk af indvandrere. Det har stået i teksten hele tiden. Det er sådan set det, de første ca. 200 sider af en almindelig dansk Bibel handler om.

Den arkæologiske udforskning af landets historie er i de seneste 50 år faktisk gået i den stik modsatte retning: Nogle mener at der kort og kontant aldrig har været nogen israelitisk indvandring, men at israelitisk kultur og religion (og Det Gamle Testamente selv) er opstået ved en gradvis udvikling i den lokale kultur. Eller enklere sagt: Israelitterne var kana’anæere!

Mere moderate gemytter fremhæver, at en indvandring jo ikke betød, at den tidligere kana’anæiske befolkning ophørte med at eksistere, og at uanset om mange eller få grupper af indvandrere indgik i det, der senere blev til Israel, så er der med sikkerhed røget betydelige kana’anæiske bidrag i den israelitiske genpulje.

Det har OGSÅ stået i Bibelen hele tiden: “Og israelitterne boede blandt kana’anæerne … De giftede sig med de andres døtre, og deres egne døtre gav de til de andres sønner, og de dyrkede deres guder” (Dommerbogen kap. 3, vers 5-6).

Men det er et interessant fund, som man jo kun kan ønske de israelske arkæologer til lykke med – samtidig med at man håber, at det kan blive til gavn og ikke til skade for de lokale indbyggere i det palæstinensiske kvarter, hvor fundet er gjort. Det ville da være i fundets ånd, hvis begge Jerusalems nuværende befolkningsgrupper kunne tjene kassen på at vise de gamle sten frem for turister, pilgrimme og historieinteresserede!

Præstelige krukker

Der graves ivrigt syd for den gamle bydel i Jerusalem. Sidste nyt er fundet af stenkrukker, muligvis af den art der blev brugt til at opbevare vand til renselsesceremonier (tænk bare på de krukker, hvis indhold Jesus forvandlede til vin i Johannesevangeliet kap. 2) — men nyheden er, at én af dem har en 10 linjer lang inskription. Almindeligvis står der højst “tilhører Eleazar” el.lign. på den slags fund. James Tabor fortæller, at man har forsynet en række forskellige eksperter i Jerusalem med fotografier af indskriften og håber, at de i fællesskab kan tyde den. Skriften er åbenbart meget sjusket. Det skal blive spændende at høre mere om.

Billeder fra Jerusalem og omegn

Jeg sysler for øjeblikket med et kursus i webdesign på IT-Universitetet. I torsdags var opgaven at lave et billedgalleri. Da indholdet har en smule med bibelforskning at gøre, tillader jeg mig at invitere mine langmodige læsere inden for i albummet.

Tempelmusik

I 1. Krønikebog, som jeg for tiden gennemgår med et hold opvakte studenter, er der lange lister over de forskellige grupper af tempelpersonale, der stod for musikken og sangen i templet i Jerusalem. Men man får ikke meget at vide om, hvordan det faktisk lød.

Den israelske musiker Ilan Green har ifølge avisen HaAretz fået den lettere udflippede idé at kombinere de meget spredte oplysninger i skriftlige kilder fra oldtiden med en god portion personlig fantasi og give sit bud på, hvordan det kan have lydt. Han spiller sine kompositioner på hjemmebyggede instrumenter, som han håber, minder om dem man benyttede dengang.

At Greens fantasi kan føre til særdeles lytteværdige resultater, kan jeg bevidne, for han har en fortid som keyboardspiller m.m. i det eksperimenterende israelske rockorkester Nikmat HaTraktor (“traktorens hævn”), hvis CD’er mine omgivelser jævnligt må lægge øre til.

Hvor blev Jesus henrettet?

Det græsk-ortodokse Golgata-kapel i Gravkirken i JerusalemJesus blev korsfæstet på et sted der hedder Golgata, ”nær ved byen” ifølge Johannes-evangeliet kap. 19, vers. 17-20. Hebræerberevet (kap. 13, vers 11-12) gør ligefrem en teologisk pointe ud af, at hans død fandt sted ”uden for byen”, for så kan han sammenlignes med de offerdyr, som indgik i en bestemt type offer i templet i Jerusalem, der skulle skaffe synder ud af verden:

Disse dyr skulle nemlig efterfølgende brændes ”uden for lejren”, som om de var affald – i modsætning til andre offertyper, hvor kødet enten blev brændt på alteret som en slags gave til Gud, eller spist af den der bragte offeret, som en slags fællesspisning sammen med Gud. Mere ydmyget kan Jesus næsten ikke blive …

Hvis man i dag kommer til Jerusalem som turist eller pilgrim og spørger om vej til Den Hellige Gravs Kirke, som (ifølge traditionen) rummer både Golgata og Jesus’ grav, så vil man imidlertid ende midt inde i den gamle bydel bag de mange meter høje bymure.

Det hænger sammen med, at bymurene er bygget under den tyrkiske sultan Suliman den Prægtige i 1500-tallet. Så skønt de i dag ser ærefrygtindgydende gamle ud, er de altså en noget nyere opfindelse end historien om Jesus. For 2000 år siden lå byen lidt længere mod syd, og stedet hvor gravkirken har ligget siden det 4. århundrede e.Kr., har på Jesus’ tid været uden for den nordlige bymur.

Så langt, så godt. Men i 1800-tallet fik en englænder øje på et klippefremspring uden for den nuværende bymur, som med lidt god vilje og sammenknebne øjne godt kunne ligne et kranium (og navnet Golgata kommer fra det hebraiske eller aramaiske ord for ”kranium”). Og – vips – var et nyt helligsted blevet til. Klippen ligger lige bag vore dages arabiske busstation i det travle Østjerusalem, to minutters gang fra Damaskusporten.

Den nye teoris tilhængere (den anglikanske kirke) købte en have i nærheden, hvor man havde fundet en gravhule, og så passede det hele næsten for godt sammen. Hulen har desværre senere vist sig at stamme fra begravelser 500 år før Jesus’ tid, så historisk er der ingen kød på ideen. Men det er en smuk have.

Mange vesterlændinge synes derimod ikke Gravkirken med dens larm og spektakel og guld, røgelse og myrra skær er spor smuk. Det har Kristeligt Dagblads mellemøstenkorrespondent Allan Sørensen skrevet en artikel om i dag. Af uransagelige årsager har bladet valgt at illustrere det med et billede af klippen bag busstationen, som jo altså intet har at gøre med det Golgata, Allan skriver om. Dét kan man til gengæld se på billedet herover, taget af min elskede Katrine for et par uger siden.