Category Archives: Mellemøsten

Billeder fra Jerusalem og omegn

Jeg sysler for øjeblikket med et kursus i webdesign på IT-Universitetet. I torsdags var opgaven at lave et billedgalleri. Da indholdet har en smule med bibelforskning at gøre, tillader jeg mig at invitere mine langmodige læsere inden for i albummet.

Mellemøsten i vores hjerter

”Mellemøsten er verdens navle: … Langt ude på bøhlandet i det høje nord sidder man og synger om Zion og Karmels bjerg og beder til Gud gennem en palæstinensisk jøde ved navn Jesus. Samtidig sidder man langt inde i ørkenen i de varme lande og drikker cola og ser CNN. Vesten er altså Østen, og Østen er Vesten. Og så alligevel ikke …”.

Denne appetitvækkende smøre handler om et religionspædagogisk kursus for præster, studerende og andet godtfolk om ”Mellemøsten i vores hjerter” på Præstehøjskolen i Løgumkloster 26.-29. januar (flere oplysninger her). Tilmeldingsfristen er på onsdag, 26. november. Hvem der bare var præst eller student  …

Århus-Betlehem tur/retur

Hvis man er i nærheden af Aarhus Universitet på næste torsdag, 25. september kl. 13-17 — og er interesseret i de gammeltestamentlige profeter, den danske bibeloversættelse fra 1992 eller Mellemøstenkonflikten, så bør man overveje at dukke op til et åbent seminar i anledning af Knud Jeppesens 70-års fødselsdag. Knud er en klog mand og en fremragende underviser, der har haft hænderne helt nede i alle de tre nævnte emner.

Nomadeforskning

pyramider.jpgLad os lege en leg: Jeg tæller til tre og læseren nævner en dansk islamforsker.

Ikke sandt: Det blev Jørgen Bæk Simonsen? Eller hvis læseren er meget sofistikeret måske Jakob Skovgaard. Og ikke et ondt ord om dem (fra mig altså). Men den næste generation af fagfolk sidder klar på affyringsrampen, og islam skal nok blive ved med at være et hot emne. Så hils på dem med det samme:

De kan træffes i en spændende artikel, som Heidi Laura fra Weekendavisen netop har skrevet, hvor hun interviewer unge talenter som Thomas Hoffmann, Jean Butler, Kirstine Sinclair og Helle Malmvig.

Én af de ting, man kan lære af artiklen er, at ”tværfaglighed” ikke bare er et popsmart modeord. Islam er måske det bedste eksempel overhovedet på, at man ikke kan forstå en sag til bunds uden at gå til den både med religionshistoriske, litterære og samfundsvidenskabelige indsigter og meget mere. De fire hovedpersoner i artiklen er en slags akademiske nomader, der driver deres forskningsprojekter på græs, snart i den ene og snart i den anden oase, for at samle deres oplysninger.

En anden spændende oplysning, som jeg straks har skrevet på juleønskesedlen, er at Hoffmann og Butler åbenbart er ved at redigere et nyt islamleksikon. Jeg venter spændt.

Det hellige/uheldige land

ved_graedemuren.jpgI dag er det 60 år siden, staten Israel erklærede sin selvstændighed. Efter vores kalender, altså. Som enhver, der har været i nærheden af et tændt fjernsyn, vil vide, fejrede israelerne dagen i sidste uge. Den 14. maj 1948 var i den jødiske kalender den 5. i måneden ijjar – og de to kalendere følges ikke helt ad.

Hvis det var enhver anden fjerntliggende stat med 6 millioner indbyggere, der fejrede et jubilæum, ville den gennemsnitlige dansker knap ofre en gaben på det. Men Israel vækker stærke følelser. Dagen hedder jom ha-atzma’ut (selvstændighedsdagen) på hebraisk, men palæstinenserne kalder den al-naqba (katastrofen).

Sandt nok havde palæstinenserne heller ikke deres egen stat før den dato, og har aldrig haft det: Forud for Israels oprettelse gik 30 års britisk mandatstyre, der fulgte oven på 400 år, hvor det osmanniske imperium med hovedstad i Tyrkiet regerede over både jødiske, kristne og muslimske beboere i Palæstina. Men det ændrer ikke ved, at op mod ¾ million palæstinensere måtte flygte fra deres jord under den krig, der fulgte oven på Israels uafhængighedserklæring, og aldrig har fået mulighed for at vende tilbage.

Ca. lige så mange jøder fra den omgivende arabiske verden flygtede den modsatte vej, men det kan naturligvis ikke nytte noget bare at sige, at det ene kan gå lige op med det andet. Og desværre har Israels arabiske nabostater ikke været nævneværdigt interesseret i at give flygtningene mulighed for en anstændig tilværelse, dér hvor de befinder sig i dag:

Det man i dag kalder ”Vestbredden” skulle efter FN’s delingsaftale have været en del af den selvstændige palæstinensiske stat, men efter krigen i 1948 blev det annekteret af Transjordanien (=Jordan). 19 år senere blev det besat af Israel. Sorteper ender hver gang hos palæstinenserne.

For ti år siden, da det var 50 år, der blev fejret i Israel, sad jeg på et kollegieværelse i en østlig forstad til Jerusalem med udsigt over byens centrum og så en eskadrille jagerfly i perfekt formation, der dannede et stort 50-tal på himlen, komme bragende hen over byen og videre østpå, ud over de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden. ”Somebody is eager to make a point”, sagde min værelseskammerat tørt. Han var ellers udpræget Israel-venlig, men syntes vist, at dette var en noget overflødig spillen med musklerne.

”Der bliver vel aldrig fred dernede?”, spørger folk tit, når de hører, jeg har boet i Mellemøsten og stadig længes tilbage. Tjahhh. Fred er jo et vidt begreb. Hvis man kunne starte med at holde op med at slå hinanden ihjel, var meget nået. Selv dét troede man engang var utænkeligt mellem tyskere og franskmænd eller mellem englændere og irere.

Og hvis først det bliver en vane at lade hinanden leve, finder man hurtigt ud af, at det er en økonomisk fordel, at der ikke er flyvende projektiler i luften. Særlig da i et område, der kan tjene rigtig mange penge på turister. Hen ad vejen kan man så måske endda gradvist komme til at synes hæderligt godt om hinanden. Jeg har fx mødt mange flinke tyskere, selv om deres forfædre sendte mine sønderjyske forfædre ud at dø som kanonføde i skyttegravene i Flandern i 1916.

Hvordan får man så holdt op med at slå hinanden ihjel? Der er en million små og store problemer, der skal løses, og de fleste af dem véd jeg ikke nok om til at have en kvalificeret mening. Men jeg tror den vigtigste forudsætning er, at alle accepterer to enkle ting uden forbehold eller omsvøb af nogen art og uden at underforstå, at det ene er lidt “mere” sandt end det andet: 1) Der ligger en jødisk stat ved den østlige ende af Middelhavet, og det skal der blive ved med. At afvikle den er lige så realistisk som at sige, at de hvide skal sejle hjem og overlade Amerika til indianerne! 2) Der skal også være en selvstændig palæstinensisk stat af en rimelig størrelse, og det kan grundlæggende kun gå for langsomt med at få den oprettet!

Hvis de to ting er på plads, går resten såmænd nok. FN får sikkert et hulens arbejde med at lære de to stater at enes, men det er vi selv ude om, fordi vi ikke sørgede for at dén delingsplan blev ført ud i livet i 1948.

George Bush og … øhhh … Dødehavsrullerne

qumran.jpg
Det må vist være ugens pseudonyhed: George Bush skal deltage i fejringen af 60-års dagen for staten Israels oprettelse i næste måned, og skal i den anledning have forevist en af Dødehavsrullerne, der indeholder Salme 133 fra Det Gamle Testamente, hvor der står “Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen”. I den engelske oversættelse, som Haaretz citerer, er det ca. blevet til “… når brødre bor sammen i fordragelighed”, og det kunne man jo godt ønske mere af i Mellemøsten. Man må håbe, at den bibelbegejstrede Bush bliver inspireret af oplevelsen.

(Over for “PergaMent”s begavede læsere behøver jeg næppe påpege, at det er noget fordrukkent sludder, når Haaretz skriver, at rullerne også indeholder “early Christian texts”; én eller anden på redaktionen må have forvekslet Da Vinci Mysteriet med en fagbog).

Det Hellige Land

froman1.jpgInformations utrættelige Mellemøsten-korrespondent Hans Henrik Fafner er én af de få, der kan skrive om situationen dernede, så man husker at både palæstinensere og israelere er mennesker af kød og blod, og ikke tegneserie-figurer som er født “gode” eller “onde”.

Lidt tegneserie er der måske over hans reportage fra i dag, men Fafner kan jo ikke gøre for, at rabbi Menachem Froman er en farverig skikkelse:

Froman er rabbiner i bosættelsen Tekoa 7-8 km uden for Betlehem. “Nåda”, tænker den uforberedte læser, “en bosætter. Sådan én, der vil have alle palæstinensere fordrevet fra landet?”. Ikke helt. Froman mener, at bare man opgiver at tænke i nationalstater — og dermed i retten til at holde andre væk — så løser problemet sig selv. Den “ret” der er interessant, er ikke retten til at tildele eller nægte nogen statsborgerskab, men retten til at leve i landet. Og den ret mener han både israelere og palæstinensere har. Det har sjovt nok gjort ham til en skattet samtalepartner for højtstående Hamas-folk — en rolle man ikke umiddelbart forbinder med en ultraortodoks bosætter på Vestbredden. Men der er det religiøse verdensbillede til fælles: Når Froman konsekvent taler om “Det Hellige Land” (helligt for begge parter) og ikke om “Staten Israel”, så er det i Hamas-ledelsens ører en ganske anden melodi, end de er vant til.

Reportagens slutreplik kommer fra bosættelsens vagtmand, som siger farvel til Fafner med ordene “Froman … er en stor rabbiner og et godt menneske, man han er også temmelig naiv”. Men læs selv det hele.