Category Archives: Nærorienten

Den glemte rituallov

guds_husMin gamle lærer, som blev min chef, da jeg fik mit første regulære job på universitetet, Fred Cryer, fortalte engang i en frokostpause om den hebraiske bibel, han havde arvet efter en tidligere biskop af Haderslev fra familien Kragh, som Fred havde giftet sig ind i.

Pointen med anekdoten var, at den gode biskop havde været en flittig læser og pløjet centrale skrifter som Esajas og Salmerne grundigt igennem på hebraisk og gjort noter på siderne – men man kunne se på det jomfrueligt hvide papir i 2-5 Mosebog, at dén del havde han ikke interesseret sig for.
”Det er protestantisk bibelvidenskab i en nøddeskal”, sagde Fred, ”det, som var det vigtigste for dem, der samlede Det Gamle Testamente [oldtidens jøder], går vi let hen over”.

Det havde Fred jo ret i. De kultiske bestemmelser om tempel, ofre, renhed m.m. har ikke spillet nogen stor rolle for kristne. Men de har fået en vis renæssance i de seneste årtier, for man kan simpelthen ikke forstå Det Gamle Testamente uden at forstå templets vigtighed.

Så da jeg for nyligt fik den ære at få lov at bidrage til en klumme i det storartede jødiske kulturtidsskrift Goldberg, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle handle om Guds Hus.

Meget gammel post

kileskrift_JerusalemIfølge Bibelen erobrede Kong David Jerusalem fra jebusitterne og gjorde den til sin hovedstad (2. Samuelsbog kap. 5).

Hvad jebusitterne var for nogen, véd man ikke stort om. Men helt tilbage til det 14. århundrede f.Kr. véd vi, at underkonger (nærmest en slags borgmestre) i byerne i det, som i dag hedder Israel, sendte rapporter – og især ansøgninger om hjælp – til den ægyptiske overkonge. Man har nemlig for godt 120 år siden fundet den ægyptiske kong Aknatons arkiv i hans regeringsby ved el-Amarna, og der lå stabler af breve fra de kanaanæiske bykonger, blandt andet fra Abdi-Heba, kongen i ”Urusalim”, der efter alt at dømme er det samme som Jerusalem.

Nu har man fundet en stump af korrespondancen i den modsatte ende, dvs. i udgravninger syd for den gamle by i Jerusalem: Et lillebitte brudstykke af en lertavle med kileskrift, hvor man kan læse nogle løsrevne ord som ”du var” og ”senere” m.m.

Da vi som sagt i forvejen godt véd, at der blev skrevet breve fra Jerusalem i det 14. århundrede f.Kr., er der lidt selvsving over det, når den israelske professor Horowitz (der i øvrigt er både en klog mand og en flink fyr) straks griber til de store ord om, at den lille stump ler (be)viser, at Jerusalem var ”en stor, betydningsfuld by”. Men det hænger selvfølgelig sammen med et igangværende skænderi med andre forskere, som gerne vil påvise, at byen i ”bibelsk tid” i hvert fald ikke var så stor og betydningsfuld, som Bibelen selv giver indtryk af.

Når forskerne i stedet for at sige ”hvad kan vi lære af dét her?”, foretrækker at sige ”Det her støtter de meninger, jeg i øvrigt havde i forvejen” – så minder det mig lidt om den passage i C.S. Lewis’ ”Den store skilsmisse”, hvor den vrisne gamle George MacDonald skælder ud på folk, der vil bevise, at Gud eksisterer: ”Som om den gode Gud ikke havde vigtigere ting at tage sig til end at sidde og eksistere!!” Men det er selvfølgelig en anden historie.

Jim Davila har som sædvanlig en skarpsindig analyse ovre på PaleoJudaica.

Retfærdighed

qeiyafaEt 3000 år gammelt potteskår med fem linjer tekst er igen i nyhederne. Jeg havde den fornøjelse at omtale det i al korthed forrige år, da det blev fundet, men nu har arkæologerne et bud — eller rettere sagt flere — på, hvad der står. En sober artikel i Christianity Today præsenterer flere forskellige epigrafers (dvs. eksperter i oldtidens alfabeter m.m.) syn på sagen: Én mener at kunne læse en hel sammenhængende formaning til at skaffe retfærdighed for fattige, fremmede og forældreløse — fuldstændig i stil med profeterne i Det Gamle Testamente. Den officielle ekspert på udgravningen er dog ikke overbevist om, at han kan skelne flere hele ord end “tjener”, “dommer” og “konge” (eller måske de tilsvarende udsagnsord “at tjene/dyrke”, “at skaffe retfærdighed” etc. — de staves nemlig på samme måde) .

Dagens Kristeligt Dagblad har en kronik om fundet (men der er vist desværre kun adgang for abonnenter), skrevet af Carl Lomholt, en klog mand, der efter et langt liv som fængselspræst er blevet amatørforsker og har skrevet en omfattende ph.d.-afhandling om netop retssystemet i Det Gamle Testamente.

Mellemøsten på 90 sekunder

Hvis en af mine langmodige læsere ikke lige kan huske, om assyrerne regerede Mellemøsten før eller efter babylonerne (det er smuttet for en enkelt student i ny og næ), så er der hjælp at hente i denne fascinerende 90-sekunders animation.

(Man skal lige være opmærksom på, at når man ser israelitterne beherske hele området fra det nordlige Egypten og til Eufrat og Tigris, så afspejler det Bibelens skildring af sagen – og ikke, hvad arkæologerne reelt har fundet spor af).

Min sjæl, ….

I det sydlige Tyrkiet lå der omkring 800 f.Kr. en betydningsfuld by ved navn Sam’al. Allerede for ca. hundrede år siden udgravede tyske arkæologer ruinerne og fandt bl.a. nogle statuer med umanerligt ordrige inskriptioner, hvor konger som Kalamuwa og Panamuwa skamroste sig selv. Eftersom Tyrkiet ligger som en slags prop mellem Europa og Asien er det rasende interessant, hvad der foregik dér, for helt uden kontakt har de to verdensdele garanteret ikke været på Det Gamle Testamentes tid, hvor vi ellers af gammel vane plejer at behandle dem hver for sig.

For nylig blev det så bekendtgjort, at man havde gjort et nyt tekstfund i Sam’al: En fantastisk velbevaret mindesten som embedsmanden Kuttamuwa har sat over sig selv i sit gravkammer. Den første rigtigt officielle redegørelse for indholdet kom på en konference i USA i forrige uge, hvor arkæologen David Schloen og sprogforskeren Dennis Pardee fremlagde fundet for en måbende forsamling af forskere.

Der har været en del ståhej (også på dansk) over at stenen øjensynlig taler om, at den afdødes ”sjæl” bor i stenen. I oldtidens Mellemøsten var tanken ellers stort set uden undtagelse, at krop og livskraft hører uløseligt sammen: Man ”har” ikke en sjæl, man er en sjæl (dvs. et levende væsen), og når man dør er der ikke noget tilbage af én.

Det er der nu to ting at sige til: For det første kender fx Det Gamle Testamente også til en forestilling om et dødsrige lidt a la vikingernes Hel: Et skyggerige, hvor en svag afglans af den døde flakker rundt uden at være til synderlig glæde for hverken sig selv eller nogen anden. Man kan næppe kalde det ”et liv efter døden”, men et svagt og trist ekko af liv. Og lige præcis en af de inskriptioner, man tidligere har fundet i Sam’al indeholder noget om at de senere indbyggere i byen skal fremsige bønner eller besværgelser til gavn for kong Panamuwas ”sjæl”. Så mere ny er nyheden heller ikke …

Men nok så vigtigt er det, at glosen for sjæl/liv også bruges som betegnelse for et gravmonument i aramaiske og kanaanæiske indskrifter. Og nu starter inskriptionen, så vidt jeg kan tygge mig gennem det aramaiske, jo altså med at skære ud i pap (eller rettere, i sten), at Kuttamuwa stadig var i live, da stenen blev stillet op. I de to første linjer står noget i retning af ”Jeg er Kuttamuwa, Panamuwas tjener, som lod opstille dette mindesmærke for mig, mens jeg var i live. Jeg anbragte den i mit gravkammer og fejrede en fest ved kammeret”. Så mon ikke, det Kuttamuwa mente, var ”den her sten er mit gravmonument” – snarere end ”min sjæl bor i denne sten” … ?

Vi venter med spænding på Pardee’s udgivelse af teksten i Bulletin of the American School of Oriental Studies til næste år.

Tempelhåndbog

Hvad præsterne helt præcis foretog sig i templet i Jerusalem – og hvilken betydning de tillagde ritualerne – er kommet til at spille en stadig større rolle i den gammeltestamentlige forskning de sidste årtier. Derfor er vi naturligvis også svært interesserede, når der kommer afgørende nyt på bordet om, hvad deres kolleger i nabolandenes templer foretog sig. Og det kommer der i disse år.

På Carsten Niebuhr Afdelingen på Københavns Universitet har man fået en stor pose penge til at forske i kanoniske teksters betydning i Nærorienten i oldtiden. Og et af forskningscenterets kommende arrangementer er en gæsteforelæsning med professor Joachim Friedrich Quack, der skal præsentere et af de vigtigste nye tekstfund i Egypten: En håndbog for ritualerne i templet.

Det foregår på onsdag 3. december kl. 13. Jeg skal selv undervise kl. 15, så jeg når muligvis ikke derud, men hvis nogen vil give mig et referat, bliver jeg glad.

Mere fra Ashkalon

ashkalon.jpgEn opdatering til notitsen om udgravninger i Ashkalon fra i onsdags: Allan Sørensen fortæller mere om sagen i Kristeligt Dagblad.

(Men chefarkæologen hedder nu altså Lawrence Stager og ikke Steiger).

Lidt af en forbier

lertavle.jpgSom bibelforsker burde jeg nok blive glad for, at nyheder betragtes som ekstra sexede, hvis de kan forbindes med Bibelen. Men som den gamle, sure, akademiske stivnakke, jeg er, ville jeg egentlig blive mere glad for lidt sund fornuft og ædruelig interesse for sandheden.

”Asteroide knuste Sodoma og Gomorra” fortæller Kristeligt Dagblad i dagens udgave. Sniksnak og en halv vind!

Sagens kerne er, at forskere ved universitetet i Bristol har tydet nogle astronomiske notater på en assyrisk lertavle fra kong Assurbanipals bibliotek i Nineve (det er den på billedet), og derefter med en computer beregnet, at i år 3123 f.Kr. passede himmellegemernes position med det, der beskrives på lertavlen.

På det tidspunkt slog åbenbart en gigantisk meteor ned ved Köfels i de østrigske alper, og hvis ellers både tydningen af tavlen og computerens beregninger er korrekte, har en stjernekigger i Mesopotamien altså set denne meteor på dens vej over nattehimlen. Vanvittigt interessant, men det har intet at gøre med Sodoma og Gomorra. De lå som bekendt ikke i Østrig.

Derefter har folk spurgt forskerne ”om det forklarer Sodoma og Gomorra (og andre myter?)”

Og forskerne svarer forsigtigt og fornuftigt, at hvis et meteornedslag påvirker hele Europa og Mellemøsten, ville det ikke være mærkeligt, om der fandtes spor af det i folkelige fortællinger som for eksempel den bibelske beretning om Sodomas og Gomorras undergang. Og de tilføjer “det er altid sjovt at forestille sig, hvad der kan ligge bag en myte … og myter kan (med streg under KAN) tænkes at afspejle en begivenhed som denne”.

Selv hvis man tager den bibelske tekst og dens (sparsomme) dateringer totalt bogstaveligt, er det i øvrigt helt utænkeligt at de to begivenheder skulle have noget med hinanden at gøre: For Sodomas og Gomorras ødelæggelse er en del af historien om Abraham, som Det Gamle Testamente selv daterer til ca. 1000 år efter meteornedslaget i Østrig.

Portbuer og filistre

ashkalon.jpgDa helten Samson i Det Gamle Testamente var kommet til at tabe 30 sæt tøj i et væddemål med sin svigerfamilie fra filisterbyen Timna, så løste han fikst problemet ved at tage ud til en anden af filistrenes byer, havnebyen Akhkalon, og slå 30 mand ihjel og tage tøjet af dem. Derefter blev trangen til væddemål nok mindre i Timna (Dommerbogen, kap. 14, vers 19).

Formodentlig er historien fri fantasi, og det ville da egentlig også være det rareste. Men byen Ashkalon er håndgribelig historisk virkelighed. Ud over Det Gamle Testamente fortæller også den Assyriske kong Sankerib om byen. Han var, som alle assyriske konger, lidt af en pralhals og fik sin hofskriver til at nedfælde en lang selvrosende rapport om et felttog til Kanaan i 701 f.Kr., hvor blandt andet Ashkalon fik hans magt at føle.

Byen ligger der endnu, og man har længe gravet i resterne fra fortiden. I sommeren 1995 var jeg ude at se udgravningerne, som dengang mest var et hul i jorden. Nu har man rekonstrueret byporten, skriver The Jerusalem Post, og det ser da flot ud på billedet. Jeg må hellere checke busforbindelserne til Ashkalon, når familien alligevel skal til Jerusalem til sommer.

Fru Gud

bar_trone.jpg”Du må ikke have andre guder end mig”, siger Gud som bekendt til israelitterne i Det Gamle Testamente. Hvis man læser Da Vinci-mysteriet kan man ellers godt få indtryk af, at tilbedelse af en kvindelig guddom var gængs i både jøde- og kristendom lige ind til nogle krakilske seksual-forskrækkede biskopper fik sat en stopper for det i det 4. århundrede e.Kr.

Det sidste er naturligvis noget fordrukkent sludder. Men at der var gudinder i omløb på Det Gamle Testamentes tid, lægger Det Gamle Testamente selv på ingen måde skjul på. Tværtimod: Når der er grund til at forbyde noget, er det jo fordi folk faktisk kan finde på at gøre det. Igen og igen bliver israelitterne revset for, at de ”rejste stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer. De tændte offerild dér på alle højene … ” (2 Kongebog 17,10).

Ligesom i de fleste andre samfund lader det til, at præster og almindelige mennesker i oldtidens Palæstina havde en ret forskellig vinkel på det religiøse. I den officielle tempelreligion var der (i hvert fald på den tid, hvor Det Gamle Testamente bliver samlet, måske ca. fra 500 f.Kr. og fremefter) kun plads til én gud, og han var af hankøn. I de religiøse ritualer hjemme i landsbyen har det nok set en del anderledes ud. Det kan man se af de hundredevis af små tydeligt kvindelige lerfigurer, som arkæologer har fundet i området. De forestiller sandsynligvis en gudinde som hende, Det Gamle Testamente selv sætter navn på: Ashera.

I enkelte indskrifter rundt omkring i området har man også fundet Ashera og den gammeltestamentlige gud Jahve (”Herren” i Det Gamle Testamente) omtalt side om side, som om de var et ægtepar a la den nordiske mytologis Odin og Frigg. Men pudsigt nok har man aldrig fundet mandlige statuetter eller gudebilleder.

I det seneste nummer af Biblical Archaeology Review (tidligere omtalt her), offentliggøres imidlertid de første billeder af et minitempel med plads til et gudepar side om side, og arkæologen William Dever argumenterer for, at det har været brugt til at dyrke Jahve og Ashera side om side i et hjem i Kanaan eller et af nabolandene i oldtiden.