Du almægtige!

Den guddommelige hidsigprop Divus Madsen, verdens bedste tegneseriegud, kastede sig en gang ud i et lille skoleridt gennem religionsfilosofiens traditionelle begreber om det guddommelige: ”Som Gud er jeg naturligvis al-god, al-vidende og al-mægtig”, sagde han (citeret efter hukommelsen) – og dukkede i den sidste ramme i den dags stribe op bag et særdeles veldækket bord bevæbnet med kniv, gaffel og serviet og tilføjede, ”OG ALT-ædende!”

Madsens sans for, at man almindeligvis betragter guder som almægtige, var uden tvivl præcis og velanbragt. Men bør man også, fra religionens eget synspunkt, nødvendigvis opfatte Gud som almægtig? Og hvis man – i overensstemmelse med en meget stor del af den kristne tradition – svarer ja, er man så også villig til at tage konsekvensen? For en helt og aldeles almægtig Gud må jo have ansvaret for alt. Det er altså Guds skyld (eller som absolut minimum: med Guds accept), når skibe går ned, tsunamier hærger, og hele befolkningsgrupper bliver udryddet i forrykte ideologiers navn. Han kunne jo bare have stoppet det!

Min lærde kollega Jakob Wolf skrev for få år siden et slagkraftigt og velargumenteret forsvar for det synspunkt: Det er Guds skyld alt sammen! Jobs tårer, hed bogen, og den var – af en teologisk fagbog at være – imponerende letlæst og fængende og fik bunkevis af velfortjent omtale. Wolf tog – lige som Divus Madsen – for givet, at Gud er almægtig. Så må vi, som politikere siger ”tage den dérfra” og indrette os med den konsekvens, at så er Gud skyld i ting, vi kun kan opfatte som onde. Sandt at sige kunne man jo også godt mene, at hvis man endelig skal rammes af en ulykke, ville det ikke være påfaldende mere opmuntrende at skyde skylden på Satan eller tilfældet. Gud synes man dog (ifølge den kristne tradition), man kender.

Nu er min ikke mindre lærde kollega Lars Sandbeck imidlertid ikke tilfreds med tanken om Gud som ophavsmand til det onde. Han er i det hele taget ikke tilfreds med tanken om, at gud pr. definition er almægtig, alvidende og alt-muligt-andet. De begreber hører til filosofiens og metafysikkens begrebs-gud, ikke til kristendommens og Bibelens levende Gud – for at sige det lidt firkantet. Sandbeck har netop udgivet bogen De gudsforladtes Gud: Kristendom efter postmodernismen, hvor han præsenterer kristendommen med udgangspunkt i den filosofi (eller anti-filosofi, om man vil) der kaldes postmodernismen, og som rokker ved enhver tanke om evige og uforanderlige begreber som fx guddommelig almagt.

Sandbecks bog har én ting til fælles med Wolfs: Den er forrygende godt skrevet. Stoffet er svært, men hvis man ind imellem bliver forpustet, er det kun fordi det faktisk er store emner der er på spil, og ikke på grund af sjasket tænkning og dårligt dansk. Hvis man vil have at alsidigt lynkursus i teologisk tænkning, kan man ikke gøre sig selv en bedre tjeneste end at få fat i både Jobs Tårer og De gudsforladtes Gud og læse dem i forlængelse af hinanden.

Fru Jesus

De fleste går ud fra, at Jesus ikke var gift. De fleste går også ud fra, at han ikke havde blindtarmsbetændelse eller flyveører. Grunden til begge antagelser er den samme: Der står ikke noget om det i teksterne.

Men bemærk altså, at der netop står lige nøjagtigt ingenting om emnet.

Der står ikke ”Jesus var ugift”, og der står heller ikke, at han var gift. Og det bør egentlig ikke undre os. Evangelierne er nemlig ikke biografier i moderne forstand. De er ikke skrevet for at give oplysninger om Jesus, men for at anbefale én bestemt måde at forholde sig til ham på. Og hans ægteskabelige status er åbenbart fløjtende irrelevant for dén sag, siden ingen af de fire evangelister har gidet ofre én sætning på emnet.

Men nysgerrighed er jo en naturkraft, der ikke sådan lige kan stoppes. Så lad os gætte med, siden emnet nu er i vælten for øjeblikket. Nogen vil sige, at det ville være løjerligt, at Fru Jesus ikke er nævnt med en stavelse, hvis hun faktisk fandtes – altså var han nok ugift. Andre vil påpege, at det var så usædvanligt for en jøde i 30-årsalderen at være ugift, at det ville være blevet kommenteret, hvis Jesus i den grad afveg fra normen – altså var han nok gift.

Faktisk kan man fint kombinere de to betragtninger: Når en 30-årig jøde i det første århundrede e.Kr. optræder, uden at hans kone nævnes med et ord, så er det sikkert fordi han er enkemand. Den gennemsnitlige levealder var ikke høj den gang.

Men som sagt: Teksterne selv betragter åbenbart emnet som inderligt ligegyldigt.

Anledningen til at tage temaet op er naturligvis, at alle aviser i disse dage skriver om en stump papyrus, hvor man på koptisk kan læse den første halvdel af en sætning, hvor Jesus siger noget om ”Min hustru …”.

Både Jim Davila og Anders Klostergaard Petersen, blandt mange andre, har begavede betragtninger om emnet. Så lad mig nøjes med at opsummere ultrakort:

1) Papyrussen kan meget vel tænkes at være falsk. Noget seriøst kan ikke siges, før uafhængige forskere har haft mulighed for at kigge den professor over skulderen som har offentliggjort nyheden. Forskningens mølle maler langsomt, men ”sådan er det jo”.

2) Hvis papyrussen er ægte, fortæller den os, at der 200 år efter Jesus’ tid var kristne i Egypten, som mente, Jesus var gift. Det er rasende interessant, for mens cølibat var en helt usædvanlig tanke for jøder på Jesus’ tid, så var det et udbredt ideal blandt mange kristne få århundreder senere. Papyrussen fortæller, at cølibattilhængerne ikke var enerådende – men den fortæller ikke nødvendigvis noget om Jesus’ faktiske familieforhold.

Jesus: 1 — Døden: 0

Hvad er egentlig det særlige ved Jesus? Det er vel det mest grundlæggende spørgsmål man kan stille om kristendommen. Og interessant nok er der ikke ét enkelt svar, som er dækkende. Allerede i de allerældste kristne skrifter (Det Nye testamente) er der mindst tre forskellige:

Han er en vismand eller en lærer – én der véd, hvordan det hele hænger sammen. Når der ustandselig står i evangelierne, at han ”underviste” store skarer af mennesker, og når folk henvender sig til ham og kalder ham ”rabbi”, så er det dén tankegang, der ligger bag: Jesus véd besked. Det er en opfattelse af Jesus, som nutidsmennesker nemt kan sætte sig ind i.

Men vismænd og profeter har der jo været mange af i tidens løb. Et mere ekstremt bud er idéen om Jesus som et offerdyr: Det var ikke de ting han sagde, der var unikke, det var den måde, han døde på. Der blev ofret dyr i templet i Jerusalem hver dag, og ofrene skulle opretholde det gode forhold mellem Gud og israelitterne. Da Jesus blev henrettet, var han ”the sacrifice to end all sacrifices”: Det gode forhold mellem Gud og menneskeheden var etableret én gang for alle. Det er for moderne mennesker en temmelig syret tankegang, men i en verden, hvor man faktisk havde templet og dyreofre, har den givet god mening, og den har domineret den vestlige udgave af kristendommen i 2000 år.

En mere overset opfattelse er Jesus som kriger. Ifølge den opfattelse kæmpede han mod alle de negative kræfter, der vil menneskene til livs. Kampen kulminerede, da han blev dræbt og fra fredag aften til søndag morgen kæmpede mod Døden, så han søndag kunne spadsere ud af gravhulen igen som sejrherre.

De tre modeller udelukker ikke hinanden, men der kommer selvsagt en forskellig kristendom ud af det, hvis man lægger vægt på den ene til fordel for den anden. Kristus som kriger har spillet en større rolle i den østlige del af kirken, men fx hentede Grundtvig tanken op til overfalden af dansk kristendom, da han skrev det forrygende heltekvad ”I Kvæld blev der banket på Helvedes Port”.

Det har jeg skrevet en artikel om i en splinterny bog, ”Livskraft”, udgivet til ære for Svend Bjerg, der netop er fyldt 70 år.

(Smagsprøve på bogen kan læses hos Forlaget Anis).

Aktuelt

Geert Hallbäck, som har undervist i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet i 30 år og lidt til, slutter på typisk Geert-facon sin officielle karriere med at sætte en vigtig dagsorden for, hvad vi andre skal arbejde videre med. Det sker på onsdag, 30. maj, hvor han ikke bare på traditionel vis holder en afskedsforelæsning, men arrangerer en hel temadag om emnet “Bibelens aktualitet i undervisningen”, hvor han desuden har bedt fire af os andre om at holde diskussionsoplæg. Der er normalt god plads i auditorium 7, men det kan næppe rumme alle Geerts venner, samarbejdspartnere, studenter og fans. Så er I advaret …

Programmet kommer her:

10.15-10.45
Hans Jørgen Lundager Jensen: Apropos ”Du skal grunde på den nat og dag” (Jos 1,8): Det Gamle Testamentes mangel på aktualitet og så alligevel.

11.15-11.45
Søren Holst: Alting har noget med alting at gøre: Aktualitet, undervisning og inkonsekvens.

13.15-13.45
Ole Davidsen: Eksegesens aktuelle ubehag.

14.15-14.45
Lars K. Bruun: Alene på en øde ø? Robinson Crusoe, sekulariseringsteoremet og bibelvidenskabens fremtid.

15.15-16.00
Geert Hallbäck: Johannes’ Åbenbaring kap. 13: Dyret fra havet og dyret fra jorden. Overvejelser over tekstens aktualitet.

16.00
Reception

Islamisk genbrug

En præst spørger i en kronik i dagens Kristeligt Dagblad, “hvis Koranen var ment som grundlaget for en ny religion, hvorfor er der så hundredvis af henvisninger til Bibelen?”

Tjah, nok af samme grund som der er tusindvis af henvisninger til Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente:  “Nye” religioner opfatter sjældent sig selv som nye – de opfatter sig gerne som en genopdagelse  eller forbedret udgave af den ægte oprindelige religion.

Det er derfor både kristendom og islam kan påberåbe sig Abraham som åndelig stamfar,  uanset at historien om ham stammer fra tiden før de to religioner overhovedet var grundlagt.

Bøsser for alteret

Ud over i arbejdstiden (dvs. 80-90% af mine vågne timer) at være bibelforsker er jeg også almindeligt folkekirkemedlem med samme ret (og evt. pligt) til at kloge mig på folkekirkens ve og vel, som ethvert andet medlem fra biskop til konfirmand. ”Samme” ret og evt. pligt, men netop ikke mere end ethvert andet medlem.

Derfor kom det lidt bag på mig, da en god ven skosede mig for ikke at have udtalt mig offentligt om kirkelig vielse af homoseksuelle. Hvorfor skulle jeg egentlig det? Den smule, jeg har at sige, har andre også sagt, og skønt min holdning til emnet er klar nok, synes jeg sandt at sige, at folkekirken har mere alvorlige problemer at bruge sin energi på. Men OK, man må svare, når man bliver spurgt.

Svaret er imidlertid mindre enkelt, end nogle lader til at ønske. For det er i mine øjne en misforståelse at behandle sagen, som om det var en fodboldkamp, hvor man simpelthen skal ”holde med” den ene eller anden part. Et tænkende menneske behøver ikke være udelt begejstret, når noget man selv går 100% ind for, bliver gennemført på en uovervejet facon. Svaret falder derfor i to afdelinger:

1) Som kristen og folkekirkemedlem er jeg himmelhenrykt over, at bøsser og lesbiske endelig har udsigt til at kunne blive gift i folkekirken.

2) Men som demokrat og dansk statsborger er jeg alvorligt bekymret over, at så mange mennesker lader til at mene, det er Folketingets opgave at detailstyre borgernes religion.

 

Kristeligt set
Angående det første: Jeg synes tilhængerne af kirkelig vielse af homoseksuelle har en enestående god sag, som de forvalter med rystende ringe argumenter. Der bliver lukket alt for meget følelsesbetonet snik-snak ud om, at bøsser og lesbiske skal ”anerkendes som ligeværdige”, og man spørger, om homoseksuelle da ikke er lige så gode i Guds øjne som alle andre, og om de ikke er skabt i Guds billede. Det er en retorik, der kun kan overbevise dem, der er overbevist i forvejen (og deri minder den sjovt nok om megen kirkelig øregas):

Kirkelige ritualer har ikke til formål at sortere mennesker i ”anerkendte” og ikke-anerkendte (Gud elsker også muslimerne, der ikke er døbt, og hun elsker også de teenagere, der selvstændigt tager stilling og lader være at blive konfirmeret), og derfor er anerkendelsesargumentet noget vås. Ingen af modstanderne har nogensinde hævdet, at bøsser og lesbiske ikke er skabt i Guds billede, eller at der overhovedet findes mennesker, der er bedre i Guds øjne end andre, så det eneste, man får ud af at fremføre argumenter af den art, er at bekræfte modstanderne i, at vi tilhængere er nogle teologiske svagpissere, der ikke kan tænke sammenhængende. Desuden er det både uopdragent, ubegavet og udemokratisk at beskylde modstanderne for at foragte eller ikke-anerkende deres homoseksuelle medmennesker, når de argumenter der faktisk fremsættes, er af en helt anden art.

Et mere ædrueligt argument for vielse af homoseksuelle forudsætter, at vi gør os klart, hvad der faktisk sker ved kirkebryllup. Der sker to ting:

For det første: Der indgås en kontrakt med juridisk gyldighed, som gør, at parret, når de kommer ud af kirken, i statsmagtens øjne er anderledes stillet i forhold til hinanden i retslig henseende, end da de gik ind i kirken (det handler om ting som arveret og gensidig forsørgelsespligt m.m.). Det lyder kedeligt, men det er faktisk dét, der er den konkrete forskel på at være gift og at leve sammen ”på polsk”, som man sagde, da jeg var ung.

For det andet: Indgåelsen af dén kontrakt bliver fejret med en festlig gudstjeneste. Et blandt mange elementer i den gudstjeneste er, at parret og deres kontrakt med hinanden bliver ”velsignet”. Afhængigt af, hvor bogstaveligt man tager religiøse ritualer, kan man forstå velsignelsen som et ønske og en bøn om, at Gud vil tage sig omsorgsfuldt af parret – eller som en handling der direkte bevirker, at Guds omsorg knyttes til parret (som med de fleste ritualer, står de fleste af os nok og vakler lidt mellem at mene, at ritualet ”kun” er et symbol, og at det faktisk ”virker” af sig selv). Det eneste, man med fuldstændig sikkerhed IKKE skal lægge i velsignelsen, er at den indeholder en kirkelig ”godkendelse” af samme slags som når man i daglig tale siger, ”du har min velsignelse til at smide sofaen ud”. Der bliver hver dag indgået gammeldags heteroseksuelle ægteskaber, som et fornuftigt menneske, der kendte parterne, ville nægte at give sin ”velsignelse” i denne afsvækkede betydning; og præsten, der tit ikke kender brudeparret, er ikke under nogen omstændigheder i stand til at velsigne i betydningen ”godkende”. Og vil de fleste af os mon ikke også helst være fri for at blive påduttet en præstelig godkendelse af den kaliber?

Men altså: Et kirkebryllup består af en kontraktindgåelse og en festgudstjeneste med velsignelse. De fleste steder i verden bliver kontrakten indgået på et kommunalt kontor, og så må man hen i kirken bagefter, hvis man har lyst, men i Danmark fungerer præsten altså både som statslig embedsmand, der ordner juraen, og som leder af festgudstjenesten.

Og det eneste – men altafgørende – argument for kirkelig vielse af homoseksuelle er i mine øjne følgende: Et homoseksuelt parforhold har for længst i praksis fået samme rolle i danskeres måde at leve på som et heteroseksuelt, og staten har, med loven om registreret partnerskab, der blev vedtaget 5½ måned før Berlinmuren væltede, omsat denne praktiske kendsgerning i jura ved at lade homoseksuelle få mulighed for at få samme juridiske forhold som heteroseksuelle ægtefæller (at man ikke valgte at kalde registrerede partnere for ægtefæller er en irrelevant detalje – hvis jeg kan læse Ordbog over det Danske Sprog korrekt, består det ”ægte” i et ægteskab netop i den statslige registrering med heraf følgende pligter og rettigheder). Når dét er tilfældet, OG der ikke i øvrigt er gode grunde til det modsatte, er det oplagt, at kirken også behandler indgåelse af statsligt registreret homoseksuelt forhold på samme måde som indgåelsen af statsligt registreret heteroseksuelt forhold.

Det springende punkt er naturligvis min påstand om, at ”der ikke i øvrigt er gode grunde til det modsatte”. Det mener modstanderne, der er. Argumenterne er primært to, nemlig det bibel(fundamentalisti)ske og det traditionalistiske:

a) De, der omtaler sig selv som ”bibeltro”, siger: ”Der står i Bibelen, at det er forkert”. Og de har indlysende ret i, at fx 3. Mosebog kap. 18, Romerbrevet kap. 1 og 1. Korintherbrev kap. 6 indeholder passager, som i forskellige sammenhænge fordømmer homosex. Spørgsmålet er så dels, om stederne betyder det, som de bibeltro mener; dels, om vi skal være forpligtede af det.

Så vidt jeg kan se, indeholder Bibelen ikke et ord – hverken for eller imod – om det, som sagen faktisk drejer sig om, nemlig at to mennesker af samme køn lever sammen i et ligeværdigt og gensidigt forpligtende forhold, der i relation til resten af samfundet ikke er til at skelne fra et heteroseksuelt forhold. Dét siger Bibelen ikke noget om, af den simple grund at ingen nogensinde havde hørt om et forhold af den art, da Bibelen blev skrevet. Faktisk kunne man godt argumentere for, at de bibelske forfattere heller ikke kendte til noget, der svarer til vores heteroseksuelle ægteskaber. Tag nu fx en forbilledlig familie af fromme, bibeltro, luthersk-missionske kristne, som står op og sender deres fire børn i skole, hvorefter far tager ind og passer sit undervisningsjob, mens mor kører hen på den psykologklinik, hvor hun har fuldtidsarbejde, og sidder den udslagne dag og taler med fremmede mænd og kvinder om deres vanskeligheder af alle slags, ind til alle kommer hjem, og mor fortæller far, at han skal se at komme i gang med at støvsuge. Hvis Paulus havde været en flue på væggen i dén familie, ville han næppe have været klar over, at det var et ægtepar, for det ligner ikke en relation, Paulus nogensinde havde kendt. Vi skal være varsomme med at sige med sikkerhed, at Bibelen mener sådan-og-sådan om et emne.

Men selv om også det var tydeligt, at den bibelske polemik mod homoseksuelle relationer faktisk var ment som en fordømmelse af forpligtende, familielignende relationer mellem voksne ligeværdige mennesker, står den mest fundamentale uenighed tilbage: Skal Bibelen afgøre, hvilken praktisk adfærd, der i en given tidsalder er etisk rigtig eller forkert? En masse fromme mennesker er, forståeligt eller ej, på forhånd konditioneret til næsten panikagtigt at svare ”ja, selvfølgelig”, og reaktioner af den art bør et frisindet menneske gøre sig umage for både at forstå og respektere. Men hvis det lykkes os i fællesskab at suspendere forestillingen om, at svaret (”ja” såvel som ”nej”) er ”selvfølgeligt”, og faktisk tænke tingene roligt igennem, er det så overhovedet en realistisk mulighed, at Bibelen skal være autoritativ norm, snarere end en mulig inspirationskilde? Det Gamle Testamente påbyder, at ulydige børn skal stenes, og Det Nye Testamente forbyder kvinder at gå med smykker og forbyder kristne at eje mere end ét sæt overtøj. Og både Det Gamle og Det Nye Testamente tillader fromme gudfrygtige mennesker at holde slaver! Så vidt jeg kan se, gør de bibeltro i praksis præcis det samme som alle andre gode mennesker: Bruger deres sunde fornuft, og ser diskret bort fra de ting i Bibelen og traditionen, som anstændige mennesker vitterligt ikke kan gøre gældende i et samfund af den slags, som vi i vores generation lever i. Og når det gælder 95% af alle emner, er de bibeltro og vi andre jo rørende enige: Når det gælder drab er vi (som alle kulturer) enige med Bibelen, når det gælder slavehandel er vi (som stort set alle nutidige kulturer) IKKE enige med Bibelen og kunne ikke i vores værste mareridt drømme om at rette os efter den. Kun i nogle ganske få, perifere – som regel underlivsrelaterede – sager opstår der uenighed. Og det er faktisk til stor skade, at den uenighed blive udlagt som om de bibeltro i alle spørgsmål følger Bibelen, mens vi andre i alle spørgsmål blæser på den. Begge dele er helt misvisende.

b) Mange mennesker, som ikke er spor bibelfundamentalister (og som fx går helhjertet ind for kvindelige præster) siger noget i retning af ”Ægteskabet er en ’skabelsesordning’, og derfor må folk gerne leve som bøsser, det har Gud intet imod, men de må ikke kalde det et ægteskab eller blive gift i kirken” – og evt. vil argumentet blive knyttet sammen med, at ægteskabet har til formål at beskytte rammerne omkring børnenes opvækst, og at børn får homoseksuelle ikke. (Faktisk får homoseksuelle jo ofte børn, med eller uden lægelig bistand til undfangelsen, og i andre tilfælde har de børn i forvejen, når de beslutter, at et liv i et homoseksuelt forhold er det rigtige for dem).

Det teologiske begreb ”skabelsesordning” er mig bekendt ikke specielt klart defineret. Det er oplagt, at skabelsesberetningen i Bibelen lægger op til, at det normale for et menneske er at leve i et heteroseksuelt forhold og sætte børn i verden. Det vil nok også blive ved med at være det normale (i den rent statistiske betydning ”det almindeligst forekommende”), uanset hvad der laves eller ikke laves af lovændringer og ritualer. Men der har været en minoritet i oldtidens Israel såvel som i dag, der var ugifte, uden at det var et religiøst problem (men måske nok et praktisk problem for de forældre, der ønskede børnene gift); og ufrivillig barnløshed i gode heteroseksuelle ægteskaber er et tema, der fylder massivt i Det Gamle Testamente (1. Mosebog handler næsten ikke om andet), og som kan begrunde, at manden tager sig en kone mere, men ikke at det første ægteskab opløses. Og intet antyder, at der nødvendigvis skal være et særskilt religiøst ritual for ægteskabets indgåelse (stort set intet i Det Gamle Testamente henviser til eksistenen af sådan et ritual). I Det Nye Testamente mere end antyder Paulus, at cølibat er bedre end ægteskab – en tankegang, der ville have fyldt Det Gamle Testamentes forfattere med afsky og rædsel, for så kunne man jo da i hvert fald ikke ”blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden”.

Hvis begrebet skabelsesordning omfatter de vilkår, Bibelen beskriver som gældende for alle mennesker, skulle mandens magt over kvinden jo i øvrigt være en skabelsesordning (1 Mosebog 3,16); det vil både mænd og kvinder nok gerne have sig frabedt. Og hvis det kun er ordninger indført før syndefaldet, der falder i kategorien skabelsesordning, skulle vi så holde fast ved at være vegetarer (1 Mosebog 1,29)? Mon ikke vi hellere skulle følge Guds eget eksempel, når han i Bibelen skifter mening og tilpasser sine regler til omstændighederne (1 Mosebog 9,3)?

I jødedommen efter Det Gamle Testamentes tid kan ufrugtbarhed være skilsmissegrund, men dels er det vel ikke en tankegang, modstanderne af vielse af homoseksuelle ønsker at fremme, dels er de samme kredse i folkekirken, der ivrigt bruger argumentet om ægteskabet som skabelsesordning, ellers glade for at tage afstand fra ”lovreligion” i enhver form, muslimsk såvel som jødisk.

Kendsgerningerne er, at der findes heteroseksuelle par med og uden børn (og barnløsheden kan have en stribe forskellige årsager) såvel som homoseksuelle par med og uden børn, og at det ”at være et par” har den samme funktion i forhold til både éns børn, éns gamle forældre og det omgivende samfund ganske uafhængigt af seksuel orientering – og når staten tager konsekvensen af det ved at indføre ægteskabslignende jura for homoseksuelle par (som det skete for snart 23 år siden), er det svært at se nogen grund til, at kirken ikke skulle kunne håndtere denne jura, såvel som en tilhørende festlig gudstjeneste og velsignelse af parterne, på præcist samme måde som den håndterer jura og fest for hetero’er.

 

Demokratisk betragtet:
Den vanskelige del af sagen handler i mine øjne ikke om homoseksualitet, men om juraen vedrørende folkekirkens forhold. Problemet opstår alene, fordi vi i Danmark i flere henseender har jura og religion rodet sammen:

a) I og med at den kirkelige vielse er juridisk ægteskabsstiftende, bliver det med nødvendighed et lovgivningsspørgsmål, om kirken overhovedet skal have mulighed (NB ikke pligt, men overhovedet mulighed) for at vie homoseksuelle. Kirken kan slet ikke vie homoseksuelle, før Folketinget laver en lov om, at den godt må.

b) Den reelle kompetencefordeling mellem kirkeminister, biskopper og ”kirken” i det hele taget er uklar (og har været det siden den første grundlov), og derfor bliver den kirkelige del af sagen (=om kirken så også vil vie homoseksuelle, når lovgivningen er blevet sådan, at den godt gøre det) noget nederdrægtigt rod.

Manu Sareen kom kort efter sin tiltrædelse til at kalde sig selv for ”kirkens chef”, og det var snydedumt, men bør forhåbentlig blot betragtes som en fodfejl fra en mand, der var i gang med at finde ud af sit nye job. Desværre er der rigtig mange, der opmuntrer ham til at fremture i fejltagelsen. En masse tilhængere af kirkelig vielse af homoseksuelle lader til at mene, at bare denne glimrende og tiltrængte ordning bliver indført, så er det lige meget, hvordan den bliver indført. Ikke alene tager man for givet, at folkekirken simpelthen er et firma ejet af staten på samme måde som Post- og Telegrafvæsenet var, før privatiseringsiveren satte ind. Men mange lader også til at mene, at kirkeministeren skal detailstyre ikke blot folkekirken, men landets øvrige religiøse sammenslutninger med. Udsagn som ”så skal muslimerne også have pligt til at vie bøsser” er hørt mere end én gang (indfører man dét, vil det få én og kun én konsekvens, nemlig at de fleste trossamfund, både kristne, jødiske, muslimske m.fl. siger pænt nej tak til overhovedet at være vielsesmyndighed). Og folkekirkepræster i hobetal har på Facebook og andre steder jublet over, at et forsvindende lille antal bibelfundamentalistiske præster (til dato: i alt 2) har meldt sig ud af folkekirken i protest, og mange ”liberale” præster har ikke alene været forargede over, at bibelfundamentalistiske præster ønsker frihed til at nægte at vie homoseksuelle (lige som de i dag er frit stillet til ikke at ville vie fraskilte som fx undertegnede), men har ligefrem ønsket at kirkeministeren direkte skal gennemtvinge, at præster ikke skal kunne undslå sig. Når frisindede mennesker begynder at ville have en minister til at tvinge deres egne religiøse holdninger ned over hovedet på andre, så er der altså gået svamp i frisindet.

Så lige nu ville jeg egentlig ønske, at man lagde spørgsmålet på hylden og satte alle sejl til for at få lavet en kirkeforfatning. Når så det endelig lå klart, hvordan der træffes beslutninger i Folkekirken, kunne man tage spørgsmålet om vielse af homoseksuelle op som det første. Som bekendt er de fleste af både medlemmerne og præsterne, såvel som halvdelen af bisperne, uforbeholdne tilhængere, så det skulle såmænd gå som en leg. Så slap vi helt for det aktuelle pjat med at politikere kalder Manu Sareen i samråd og vil høre ham i Confessio Augustana, som om det havde noget med sagen at gøre. Sareen er ikke (bør ikke være) ærkebiskop, men vicevært.

“… for de fattige i ånden”

Forlaget Alfas “Ny bibel for de fattige i ånden” udkommer jo i eftermiddag. Se indlægget lige her nedenunder mht. både bogen og receptionen.

Der er et spændende interview med forfatteren, Osacr K, i Kristeligt Dagblad i dag, som vist desværre kun kan læses i sin fulde udstrækning af abonnenter. Men her er et appetitvækkende uddrag:

“Jeg synes, det er så ærgerligt, at klassikere forsvinder, for der er så store oplevelser gemt i dem. Også for et menneske, der lever i dag – det, der gør dem til klassikere, er netop, at de til enhver tid vil sige mennesker noget. De har den åbenhed i deres fortællinger, at vi kan lægge det ene fortolkningsmønster efter det andet ned over dem. Jeg har læst Hamlet hundrede gange, og hver gang ser jeg noget nyt. Men mange bøger er ikke værd at læse flere gange, for litteraturen er gjort så let at læse i dag. Alt bliver så entydigt, og det er verden ikke. Den er mangetydig og kompleks. Det er også det, der er spændende ved billedet. Hvordan man læser det, afhænger af, hvilken bagage man har.”

Bibel og billeder

Biblia Pauperum Nova -- Den Nye FattigmandsbibelBibel og billedkunst har hørt sammen i hvert fald siden middelalderen, og bibelsk baserede tegneserier er langt fra nogen nyhed. I 1980’erne stod Bibelselskabets danske version af Régine og Bruno Le Sourds serie, der på dansk hed “Bibeltegneserien” på snesevis af danske kommunebiblioteker. Den så lidt fersk ud ved siden af Splint & Co., og jeg véd ikke, hvor flittigt den blev lånt. I dag udgiver samme forlag bibelske Manga-tegneserier, som nok er lidt mere nutidige i deres udtryk.

Hvis man skulle forfalde til at sukke lidt over den kirkelige iver efter at vise sin aktualitet ved hele tiden at være netop dér, hvor den verdslige verden var forrige sommer, skal man imidlertid huske, at tegneserier sådan set er en kirkelig opfindelse. En af forløberne for Tintin og Asterix er den berømte “Fattigmandsbibel” Biblia Pauperum fra 13-1400-tallet, hvor scener fra Det Gamle og Det Nye testamente var stillet op over for hinanden, så de “passede” sammen, og den senere tids talebobler af og til blev foregrebet ved, at ordene kom ud af munden på de bibelske skikkelser på en skriftrulle.

Netop “Fattigmandsbibelen” får nu en stærkt opdateret efterfølger, når Forlaget Alfa onsdag 14. marts udgiver en Ny bibel for de fattige i ånden. Man kan allerede nu se en fuldfed prøve på Oscar Ks og Dorte Karrebæks arbejde på nettet, og hele værket — samt kunstnerne — kan man få indtryk af ved en reception i anledning af udgivelsen på bogcaféen Tranquebar onsdag 14. marts kl 17-19.

Et enkelt surt opstød fra en gnaven gammel specialist i Bibelens første tre fjerdedele: Forlaget skriver, at “Oscar K. – kendt fra … genfortællinger/omskrivninger af nogle af verdenslitteraturens store værker … har nu (om)skrevet bibelen”. Vist har han ikke-nikke-nej, han har genfortalt historien om Jesus. Det er ikke helt det samme.  Men det er bestemt både flot og spændende.

Bibel før Bibelens tid?

Et stykke af 3. Mosebog, som den norske samler Martin Schøyen har givet forskerne adgang til”Bibelske tekster, der er ældre end Bibelen” lyder som noget vrøvl; for at en tekst er ”bibelsk”, betyder vel, at den står i Bibelen? Men nej, ikke uden videre: Bibelen er en samling af tekster, og teksterne fandtes før samlingen. Yoghurten og blomkålen skal jo også være på hylden, før jeg kan komme dem i indkøbskurven.

Og forskere er selvfølgelig vilde efter at vide, hvordan og hvornår, teksterne blev til. Det ældste materiale, vi har at gøre godt med, er – med minimale undtagelser – Dødehavsrullerne.

Og nu har minsandten mine to sprænglærde norske kolleger Torleif Elgvin og Årstein Justnes fået en bevilling til et fireårigt forskningsprojekt netop om »Biblical« texts older than the Bible. Der er ikke så mange, jeg har mere lyst til at ønske medvind, end de to.

Men det er skam også af rent selvoptagede årsager, at nyheden glæder mig: Københavns Universitets Qumransatsning indgår nemlig i de to nordmænds projekt: Vi sidder for tiden og arbejder med en ny, forbedret tydning og oversættelse af nogle af teksterne fra den første hule, beduinerne fandt skriftruller i, og det foregår i tæt samarbejde med det norske projekt.

Projektet er så nyt, at det tilsyneladende ikke har fået sin egen web site endnu – men man kan naturligvis finde det på Facebook.

Verden ifølge Det Gamle Testamente

Artikel skrevet til det glimrende tidsskrift Dansk Kirketidende 2012/1 om Det Gamle Testamentes verdensbillede:

Gud er anderledes

”Jeg er Gud, ikke menneske”, siger Gud hos profeten Hoseas, og det er en rammende overskrift over Det Gamle Testamentes skildring af Gud. Gud er anderledes i den helt grundlæggende forstand, som religionsvidenskaben kalder ”transcendens”: Han er udenfor verden, ikke bare på samme måde som hundeejeren er uden for hundehuset, men på samme måde som Shakespeare er uden for teksten til Hamlet.

Det Gamle Testamente udtrykker det helt enkelt ved at sige, at Gud er, hvor mennesker ikke kan være: I himlen. Ja, mere end det: ”himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!”, siger Salomo selvkritisk, da han indvier templet i Jerusalem, og han fortsætter med en lang bøn, der beskriver, hvordan folket i enhver form for nød vil vende sig mod templet og råbe om hjælp, og hvert afsnit af bønnen slutter med, ”så hør i himlen, hvor du bor” (1 Kongebog 8); templet opfattes med andre ord som en slags radiosender, der forbinder menneske og Gud hen over den afgrund, som udgøres af deres forskellighed fra hinanden.

Salomos byggeri rummer dog også en langt mere radikal forestilling, for templet er jo tænkt som Guds bolig. Det kommer endnu tydeligere frem i fortællingen om, hvordan Moses i ørkenen bygger den telthelligdom, der er templets forløber: Her er der konkret og bogstaveligt tale om, at Gud ”tager bolig iblandt israelitterne” (2 Mosebog 29,45), ja mere endnu, han bor ”midt i deres urenhed” (3 Mosebog 16,16); det svarer ca. til at sige om en laks, at den bor midt i en sandkasse, for ”urenhed” er det tekniske udtryk for dét ved mennesker, som gør, at Gud ikke kan tåle deres nærhed, fordi han er kategorialt anderledes – vores dødelighed, bl.a. Der må da også omstændelige ritualer (bl.a. forsoningsdagen, jom kippur) til for at hindre, at den menneskelige urenhed driver Gud bort.

Forskelligheden er lige alvorlig i begge retninger: Den velkendte sætning, at ingen kan tåle at se Gud, gælder ingen steder så uforbeholdent som i netop de dele af Det Gamle Testamente, der vedrører templet: Hvor Salomo så det som en radiosender, opfatter de præstelige afsnit nærmest templet som en atomreaktor: Guds tilstedeværelse i templets indre forsyner alle omkring bygningen med livskraft, men uden templets tykke mure og et personale af tekniske eksperter (præsterne) ville Gud være dødbringende for dem, der kom nær. Templet repræsenterer altså ikke en ophævelse af den forskellighed, der er så stor som afstanden mellem himmel og jord. Snarere er templets indre et lille stykke himmel, der flyttet ned på jorden: Udefra ligner det en bygning med tag, men inden i hænger det direkte sammen med Guds himmelske tronsal. De er derfor, Esajas (kap. 6) i templet kan se Gud på sin trone omgivet af syngende og flyvende serafer.

 

Det er Guds skyld

Der er ingen Djævel at skyde skylden på i Det Gamle Testamente. Gud er den eneste overmenneskelige aktør på scenen. Når en ond ånd plager kong Saul, er det udtrykkeligt ”en ond ånd fra Herren”; når der optræder en ”satan” i Jobs Bog, fremgår det utvetydigt, at det ikke er navnet på en oprører mod Gud, men titlen på en rigeligt selvfed og emsig embedsmand i Guds efterretningstjeneste, der kan gøre nøjagtigt dét mod Job, som Gud tillader, og ikke den mindste smule mere. I klagesalmerne må den lidende salmist råbe til Gud om hjælp mod de ulykker, som Gud selv har sendt: ”Alle dine brændinger og dine bølger skylle hen over mig” jamrer den nødstedte salmist, samtidig med, at salmens omkvæd fastholder, at der ikke er grund til fortvivlelse.

Job sætter sagen på spidsen, da han kapitel efter kapitel har raset mod sin skæbne, og nu vil lægge sag an mod den uretfærdige Gud, der lader ham lide: Det nærliggende snusfornuftige spørgsmål, hvem der dog skulle kunne fungere som dommer ved sådan et søgsmål, har Job svar på: ”Grædende vender jeg blikket mod Gud. Gid han ville skaffe en mand ret over for Gud” (Job 16,20-21). Stærkere kan Det Gamle Testamentes paradoksale tilgang til (eller afvisning af) teodicé-tænkning ikke formuleres: Gud er den skyldige i menneskets lidelser, for der er simpelthen ikke andre at skyde skylden på; men det ændrer ikke ved det endnu mere fundamentale faktum, at Gud også er den eneste, mennesket har at vende sig til for at bede om hjælp – og at Gud principielt og grundlæggende er gavmild og venligt stemt mod mennesket.

Paradokset præger hele Jobs Bog: Job og vennerne taler forbi hinanden i 35 kapitler i træk – vennerne med tesen om, at Gud er retfærdig, og at Jobs lidelse derfor må være fortjent, Job omvendt med den påstand, at han ikke er mere skyldig end andre, og at Gud derfor er uretfærdig. Og da Gud endelig lader høre fra sig, overdøver han ganske vist Jobs klager med et tordnende ”Hvor var du, da jeg skabte verden?”, men bagefter opsummerer han for vennernes anfører Elifaz: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job”. Job, der uophørligt svinede Gud til som uretfærdig, har altså ”talt sandt”, hvorimod vennerne, der bedrev teodicé på den mest professionelle manér, fortjener Guds vrede? Det ser ud til, at Gud fint kan leve med sin fortvivlede skabnings rasende anklager for uretfærdighed, når tingene brænder på, men at blive kaldt forståelig af en flok uanfægtede lænestolsteologer, der gladelig bruger deres ”indsigt” til at korrekse den lidende med – det finder han sig simpelthen ikke i! Kun i kraft af Jobs forbøn og et rask brændoffer undgår vennerne at blive opslugt af jorden lige på stedet.

Dog er der én magt ud over Gud. At bygge op kan kun Gud, men den evne til at rive ned, som det Nye Testamente kan projicere over i Satan, eller som de nordiske gudemyter anbringer hos jætterne (og til tider også hos Loke), administreres i Det Gamle Testamente af mennesket selv. I præstelige tankebaner er ”urenhed”, bl.a. fra menneskets dødelighed, som nævnt dét fænomen, der kan ende med at drive Gud bort og dermed fjerne grundlaget for det gode liv. Og tilsvarende har den teologi, der anbringer Gud i himlen, sin indbyggede fare, nemlig glemsomheden. Menneskene er i konstant fare for at sætte den gode verdens fortsatte beståen over styr, simpelthen ved at glemme, hvor det hele kommer fra. En lang prædiken, som Moses holder øst for Jordanfloden (5 Mosebog kap. 8), advarer mod den dårlige hukommelse, og Moseloven er på sin vis én stor knude på det kollektive lommetørklæde, der skal sikre, at man ikke glemmer, hvor man har livet fra.

 

Verden er løsningen, ikke problemet

Når Gud er den eneste magt, og verden dermed ikke er en kampplads, er en eskatologi ikke relevant. Idealet er ikke en totalt anderledes verden; ikke engang en tilbagevenden til Edens Have interesserer Det Gamle Testamente. Det man håber på, er den nuværende kendte verden i en udgave, hvor de positive sider har permanent overhånd over de negative: En verden, hvor man fødes, arbejder, sætter børn i verden og dør, men vel at mærke får nok at spise, så længe det varer, undgår at blive plaget af sygdomme, skadedyr og fjendtlige soldater, og inden sin død kan se tilfreds ud over en talrig skare af efterkommere, der også er frie, raske og velnærede. En metafor, der sammenfatter forestillingen, er, at mennesker i den ideelle verden skal ”sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort” (Mika 4,4), og den målsætning er ikke mere verdensfjern end at den ordret samme vending også bruges historisk om de gode gamle dage under kong Salomo (1 Kongebog 5,5). Formelagtigt sagt: Paradis er en god høst.

Når det 20. århundredes bibelforskere slog sig løs, blev Det Gamle Testamente ellers hyppigt læst som ”frelseshistorie”. Bibelens anden del spillede nok ind her: Ifølge Det Nye Testamente bryder Gud ind i verden og forandrer afgørende menneskenes vilkår, og gør han ikke også det samme i Det Gamle Testamente, når han redder fra slaveriet i Egypten og våger over folkets efterfølgende historie i det lovede land? Fortællinger handler nu engang om konflikter.

En GT-læsning af dén kaliber overser imidlertid helt, at Det Gamle Testamente er mere end en fortælling. Det er også belæring, lovgivning, digtning og bønner og salmer. Og når der overhovedet tales om ”frelse”, så handler det ikke om at blive frelst bort fra denne onde verden, men om at blive reddet tilbage, fra gravens rand så at sige, til den gode verden, hvor mennesker kan bo. I dén sker der – når det ellers går godt – som nævnt ikke andet, end at man hver især sidder under sit figentræ, og det er netop målet med det hele, at der ikke skal ske noget. Frelse/redning er der kun behov for, når noget er gået galt; mere fundamental end redningen er den guddommelige livskraft – ”velsignelsen”, med Det Gamle Testamentes eget udtryk – som får kornet til at gro og gederne til at give mælk i den begivenhedsløse verden, som det er frelsens formål at genoprette.

Dette syn på verden kan måske bedst skildres ved at sætte to velkendte talemåder fra Det Gamle Testamente over for hinanden. De forekommer i to passager, hvor den dagligdags menneskeverden bliver set udefra, fra en verden, der ikke er den faktisk beboelige menneskeverden. Da de to første mennesker må forlade Paradisets uudtømmelige arsenal af frisk frugt, bliver den landbrugsjord, de begiver sig ud på beskrevet sådan: ”Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig … I dit ansigts sved skal du spise dit brød”; men for israelitterne i ørkenen bliver den selv samme landbrugsjord skildret som ”et land, der flyder med mælk og honning”; set fra Paradiset ligner den almindelige menneskeverden altså ganske vist en ørken, men set fra ørkenen ligner den et Paradis. En snusfornuftig dansk opsummering af det gammeltestamentlige verdensbillede kunne måske være, at verden er god nok – og at det er den eneste, vi har.

 

GT, NT og nordiske myter

Da Vagn Lundbye for nogle år siden udgav Det Nordiske Testamente, samlede han bagefter en gruppe interesserede i en samtalekreds om Det Gamle og Det Nye Testamente og de nordiske tekster, som han stillede på linje med dem. Artiklen her nedstammer fra diskussionerne i gruppen.

Tanken om Guds ”anderledeshed” har Det Gamle Testamente principielt til fælles med Det Nye. Det er netop i kraft af Det Gamle Testamente, at det er grænseoverskridende, at Gud dør på Golgata: Døende og opstående guder er religionshistorien fuld af, men at en Gud, der ikke tåler at komme i nærheden af menneskers dødelighed, selv dør på deres vegne, er uhørt.

Fokus på denne verden, og ikke på frelse bort fra den, deler GT til gengæld med de nordiske myter. Naturreligionernes fokus på den bestående verden er altså ikke noget, den bibelske kanon er født med manglende fornemmelse for: Det ligger klar til brug i Bibelens første del.

Men helt alene står Det Gamle Testamente med viljen til ikke at skyde skylden for det onde på jætter og dæmoner, men fastholde, at verden er i Guds hånd. Om tanken kan bære, må man selv overveje, men det er i hvert fald et unikt bidrag til menneskets forråd af idéer.